Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Da zarerne drak vin fra Málaga, og de rige foretrak bjergene

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 08/09/2022 - 07:00

Mad & Vin

Man har fremstillet vin på Costa del Sol lige fra romernes indmarch til at vinpesten ødelagde det hele. Nu prøver lokale vinproducenter at få gang butikken igen.

Historien om århundreders vintradition i Montes de Málaga er spækket med kuriositeter lige fra en russisk kejserinde, som elskede sød vin, til muslimerne, der kaldte vinen for 'sirup' og nutidens moderne vinproduktion.

Vidste du for eksempel, at Málaga-vin fandt hele vejen frem til den russiske kejserinde Katarina den Store, der blev så begejstret, at hun siden da hver dag bad om at få et lille glas serveret i paladset? 

Eksporterede helt til Danmark

Tidligere var naturparken Montes de Málaga et af de vigtigste steder til dyrkning af vindruer i hele Sydspanien.

På et areal, der svarer til naturparkens bare fem hektar skov, fandtes der omkring 800 vingårde, som beskæftigede flere tusind familier. Sådan var det, indtil phylloxera-pesten i løbet af sølle ti år udraderede den sydspanske vinproduktion. Bjergområdet lå øde hen helt frem til 1930'erne, da man besluttede at genplante området, der i dag kendes som Montes de Málaga.  

1700-tallet var den vigtigste periode for produktion af vin, rosiner og sirup i Montes de Málaga. Vinens berømmelse blev så stor, at den blev eksporteret til Rusland, Storbritannien og Skandinavien.

Fra romere til muslimer

Men også flere hundrede år forinden satte indbyggerne stor pris på den søde vare. Sådan var det under romerne og i muslimsk tid, hvor vinmarkerne blev dyrket efter alle kunstens regler og værdsat af befolkningen - kristne som muslimer. 

Der blev drukket vin, selv om koranen egentlig forbyder indtagelse af alkohol. Eller gør den nu også det? Som så meget andet regligion handler det om fortolkninger, og vi ved, at der var poeter og herskere, der lovpriste vin dengang. Et egentligt religiøst forbud først trådte i kraft i 1200-tallet i forbindelse med overgang til radikale og mere ortodokse fortolkninger af islam.

Og hvad skulle man så gøre? En del af løsningen kom fra navnet, som den søde vin blev kaldt i Málaga: ‘Xarab Al-malaquí’ - Málagasirup. Det tillagde den også nogle ret bemærkelsesværdige egenskaber, for efter sigende fungerede “siruppen” som appetitvækker…

Udlændinge satser på vin

Udviklingen og industrialiseringen af ​​vinproduktionen førte i øvrigt til oprettelse af ​​broderskabet Monte Pío de Viñeros bestående af “De troende vinproducenter”. Det skete i år 1616, da eksporten begyndte at stige, virksomhederne voksede og med alt dette også øget svindel. 

Broderskabet oprettede en voldgift for at bekæmpe snyd og bedrag og samtidig begyndte franske, hollandske og tyske immigranter at komme i stort antal til Málaga for at påtage sig det hårde arbejde i produktionskæden. Lidt ligesom vi kender det fra vinhøsten i dag. 

Men med tiden kom der udenlandsk kapital til Málaga, og flere og flere udlændinge overtog vigtige positioner i virksomhederne, de opkøbte vinmarker og oprettede deres egne vingårde.

Bjergtagende udsigter

I mange tilfælde flyttede ejerne selv ind på gårdene i de varme sommermåneder, og derfor kan man stadig finde smukke vægmalerier, kapeller og anden luksus i de huse, hvor det finere borgerskab plejede at holde til.

Så gennem århundreder foretrak borgerskabet faktisk at holde til i bjergene og ikke som i dag langs kysten. Og hvis det var med et glas Málaga-vin i hånden, så meget desto bedre. Nogle af de gamle vingårde står stadig i dag, omend som ruiner, men vidner om fordums tids store vinproduktion i Málaga. 

Vintur med smagsprøver i Mijas

Kom med helt tæt på produktionen - og smag på varen!

Har du lyst til at komme med på udflugt i Mijas, smage lokal vin og høre mere om historien bag, så arrangerer den danske guide Pia Bruun en tur den 18. september. Læs mere her

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.