“Dansker” har svindlet for mere end 2,7 millioner euro
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 10/01/2025 - 07:00
Krimi
VIDEO: Afsløret i bedrageri, dokumentfalsk og hvidvaskning.
Policía Nacional har anholdt en 38-årig mand af rumænsk oprindelse i Valencia.
Han mistænkes for at have begået bedrageri, dokumentfalsk og hvidvaskning af penge i forbindelse med adskillige svindelnumre på både nationalt og internationalt plan. Og han har ikke været bleg for at tage fat og ej heller kræsen i metodevalg. Han mistænkes for forskellige såkaldt CEO-svindel, Man in the middle, løgne-ferieudlejning og salg af ikke-eksisterende produkter.
Værdien af svindlen beløber sig til mere end 2,7 millioner euro over seks år. Da han blev anholdt, måtte hans partner også et smut med på politistaionen, da hun ikke var tilfreds med, at de tog manden med, så hun gik til angreb. Men det nyttede altså ikke noget.
Efterforskningen blev indledt i starten af 2022, da betjente fra cyberkriminalitetsgruppen i Valencia blev opmærksomme på en sag med såkaldt CEO-svindel, hvor offeret efter at have modtaget en e-mail, der foregav at være fra en virksomhed, som de havde kommercielle forbindelser med, foretog en bankoverførsel til en falsk konto, der var blevet åbnet med falsk dokumentation, og som angiveligt tilhørte denne virksomhed.
Efter de første skridt for at finde ud af den sande identitet på den person, der havde åbnet kontoen, bekræftede politiet, at han aldrig havde boet på den adresse i Valencia, som han havde angivet, og at han hævede penge fra forskellige bankautomater i Turia og nærliggende byer.
Sideløbende med efterforskningen fik betjentene pludselig også henvendelser fra politienheder i andre spanske regioner om hjælp til at finde en person, der ved hjælp af falske identiteter begik bedrageri fra Valencia.
Selvom navnene altid var forskellige, var det den samme mands billede, der optrådte igen og igen på de forskellige identitetspapirer fra forskellige lande, blandt andet Danmark.
364 konti under 55 falske identiteter
Som efterforskningen skred frem, fastslog politiet, hvordan manden havde svindlet løs i Spanien mindst siden 2018 og havde udført flere svindelnumre på nationalt og internationalt plan.
I alt var der oprettet 364 bankkonti under 55 falske identiteter, som ud over dansk talte ID fra Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien. Alt sammen blev sporet til den samme mand, som altså har svindlet løs for mere end 2,7 millioner euro.
Efter en ret kompliceret efterforskning, der varede i flere år, og adskillige overvågningsanordninger skred politiet til pågribelse af manden, da han var ved at forlade det hus, hvor han havde lejet et værelse sammen med sin partner.
Der blev foretaget en ransagning på værelset, hvor der blev beslaglagt fem mobiltelefoner, tre pas fra Polen, Slovakiet og Tjekkiet samt det karakteristiske rødbedepas fra Danmark. Der var også fire EU-statsborgerskabsattester og to rumænske identitetskort. Alle med forskellige navne.
Den anholdte mand, som er tidligere straffet, er blevet stillet for retten og er blevet varetægtsfængslet. Nu er hele balladen så sendt ud til alle landets politikredse, for der er stor sandsynlighed for, at vi kun har set toppen af isbjerget.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.