Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Danskers bil misbrugt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 16/05/2014 - 01:00

Fly & trafik


Allan Freivald troede ikke sine egne øjne, da han i januar fik en rykker om betaling af en gammel fartbøde på 1.080 euro for at have kørt fo...

Allan Freivald troede ikke sine egne øjne, da han i januar fik en rykker om betaling af en gammel fartbøde på 1.080 euro for at have kørt for stærkt på en strækning i Marbella. Han havde nemlig været i Danmark på det tidspunkt, og hans bil holdt sikkert i et parkeringshus i lufthavnen.

 

- Jeg vidste, at jeg ikke var blevet stoppet af politiet og checkede efterfølgende min kalender, hvor jeg kunne konstatere, at jeg var i Danmark på det tidspunkt, hvor bøden skulle være udstedt, siger Allan til Spanien i Dag og understreger at han i øvrigt aldrig er i Spanien i august, fordi det er for varmt.

 

Allan Freivalg, der er Managing Director i Aarhus-firmaet SisterS point A/S, havde en kontrakt om indendørs-parkering af sin bil hos Blue Cat, som siden fusionerede med CarParkMalaga.

 

Rykker fra skattevæsnet

I den uventede nytårshilsen fra det spanske skattevæsen, La Agencia Tributaria, stod der, at hvis bøden ikke blev betalt indenfor en bestemt dato, ville skattevæsnet gøre indlæg i hans feriebolig.

 

Den chokerende bilejer sendte brevet videre til en advokat, som vendte retur med en besked om, at rykkeren var for en bøde for at have kørt for stærkt, samt manglende legitimation.

 

- Jeg vidste, at jeg ikke var blevet stoppet af politiet. Men hvem havde så kørt min bil?

 

Da CarParkMalaga var de eneste, der havde adgang til bilen, måtte det være en af medarbejderne konstaterede danskeren.

 

- Jeg fik så bagefter at vide fra advokaten, at min sag ikke er enkeltstående, siger han til skræk og advarsel for andre, der tror at bilen er sikkert parkeret.

 

Allan har ikke nogen udsigt til at få bøden dækket af firmaet, der hævder at de ikke har kendskab til, at nogen skulle have taget bilen, og at der efter fusionen med Blue Cat er sket en del ændringer, så det ikke kommer til at ske igen.

 

Men hvor sikkert et løfte er det?

 

Fik totalsmadret sin Audi

Spanien i Dag har ringet til en af de lokale bilkyndige i Málaga, Mads Brygmann, som kender til mindst én sag, hvor en dansker fik totalskadet sin Audi A8, da den stod parkeret hos et parkeringsfirma i Málaga.

 

- Han fik aldrig nogen erstatning, fordi han have givet nøglen til firmaet, og forsikringen ville ikke dække, siger Mads Brygmann.

 

- I det øjeblik man overlader nøglen til et firma så har man jo også åbnet op for mulighed for misbrug af bilen, og her skal man være opmærksom på, at det også kan ende som en forsikringssag, siger han.

 

Han anbefaler, at man ser sin forsikring efter i sømmene og læser aftalen med parkeringsfirmaet godt igennem. Et godt råd er at tage et foto af bilen kilometertæller, når du stiller bilen, og så se efter, som tallene stemmer, når du kommer tilbage.

 

Tjek forsikring

Pernille Kaas fra forsikringsmæglerne råder folk til at sørge for, at bilen er kaskoforsikret, og at der er dækning, hvis andre kører bilen.

 

Hvis der er skrevet kontrakt om parkering af bilen, og det viser sig, at der sker en skade på den, mens den er i opbevaring, kan forsikringsselskabet også gøre regres mod p-husets forsikringsselskab, siger hun.

 

"Det sker ikke her"

Spanien i Dag har kontaktet Blue Cat for at høre, hvordan man kan gardere sig mod misbrug af bilen.

 

- Jamen, det sker ikke, siger en repræsentant for firmaet.

 

- Det er jo sket, konstaterer vi fra Spanien i Dag.

 

- Der i dag er installeret overvågning, og firmaet er ansvarlig for bilen i den periode, der er parkeret. Det er vores forsikringsselskab, der dækker, hvis der skulle ske uheld med bilen, svarer repræsentanten.

 

Uanset hvad, så er det en rigtig god idé at tjekke betingelserne i forbindelse med kort- og langtidsparkering, så du ikke pludselig står med en bil, der har været en tur ude at køre, mens du selv er væk.

 

 

Kommentarer

Et godt råd er: Find et parkerings"hus", hvor du parkerer din bil og BEHOLDER nøglen selv. Sådan foregår det, hvor vi parkerer mens vi er i Danmark. Det er ved Alicante lufthavn, men det må også findes i Malaga.
Det kan nu også være ren svindel fra myndighedernes side. Jeg har fået to bøder "for ikke at oplyse førerens identitet" - det første jeg hørte til de to sager.
Ha Ha - ja de er kreative. I nærheden af vores bopæl har vi en lang tunnel. Der tager myndighederne jævnligt foto af en masse biler på en dag og udsender bøder for hastighedsoverskridelse. De håber så, at mange blot betaler. Der medfølger fint foto af bilen med fører (som i Danmark), men ingen dokumentation for overskridelse af hastigheden og ingen dato på fotoet. Jeg kører konsekvent aldrig for stærkt i den tunnel. Alligevel fik jeg sådan en bøde - med en dato, hvor jeg 100% sikkert vidste, at jeg ikke var på landevejen overhovedet. Jeg skulle så have kørt 102 hvor der er 80. Jeg valgte at betale med 50% rabat. Jeg ville ikke kunne bevise, at bilen var i min garage hele dagen. Nå hvad pokker. Jeg klarer det økonomisk og penge skal de have i kassen - flertallet af spanierne betaler ikke skat og det samme gælder tusindvis af fastboende englændere, der lader som om de er turister.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.