Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Der vil altid være nogle imod

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 09/12/2023 - 07:00

Klumme

En regering beslutter, at alle landets borgere skal have et skattefrit julegratiale på 1.000 euro.

Gammel som baby, fattig som rig, arbejdsom som på understøttelse.

"Ja, ja, men hvorfor skal en rig også have pengene…?”
“Eller én på understøttelse…?”
“Eller en baby, der slet ikke forstår, hvad det er…?”

De første til at rejse imod-spørgsmålene er sikkert pressen, der straks går på gaden for at finde imod’erne med ledende spørgsmål:

“Synes du, det er rimeligt at…?”

Vi er bare helt urimeligt proppet med, at vi til hvad som helst altid, altid skal overdoseres af imod’ere. Synes jeg.

På redaktionen får vi også ind imellem imod’ere på de artikler, som vi skriver. Men inden jeg fortæller om en konkret sag, som vi havde i denne uge, skal jeg starte med en…

Erklæring

Kommentarerne, som vores Amigos lægger op, er vores stoltheds flagskib. Der er så god en tone, som jeg aldrig har set på andre sider med mulighed for at kommentere. Ingen kommer med personlige angreb. Alle holder sig til sagen i god og venlig tone. Tak! Tusind tak! Det giver nemlig tryghed for alle. Også for det spørgsmål, som en Amigo måske skulle betragte som dumt.

Mandag i denne uge bragte vil artiklen "En ekspert i guerillakrigsførelse bør ikke udtale sig om, hvordan Spanien behandler en selvstyrende region"

Det var en artikel, der handlede om PP’s kritik af, at der var indsat en international mellemmand til at kontrollere udviklingen af aftalerne mellem PSOE og Junts i Geneve og Schweiz.

En Amigo skrev denne kommentar til artiklen:

“En noget ensidig dækning af situationen. Hvad er Sanchez’ argumenter for at vælge hvad han gør. Jeg synes at jeg bedre vil være i stand til at forstå spansk politik, hvis jeg kan læse begge siders synspunkter. Hvis det er muligt vil det være godt hvis du kan udbygge en ellers informativ og sober artikel.”

Jeg svarede vores Amigo:

“Tak for din kommentar. Det kan godt være, at én enkelt artikel fremstår som ensidig  i fortællingen om ét partis synspunkt. Men du skal altså se den i sammenhæng med de hundredvis af artikler, som vi har bragt siden valget blev udskrevet og efterfølgende… Den ene gang rapporterer vi om den ene politiske holdning og en anden gang om den modsattes holdning.
Din kommentar giver mig nærmest det indtryk, at du kun har læst den artikel, som du kommenterer på…
Pedro Sánchez’ argumenter for at vælge, hvad han gør, er jo blot, at han kunne - og nu kan - fortsætte som premierminister.”

Dagen efter bragte vi en artikel om PSOEs forsvar for aftalen.

Min holdning

Uanset hvad Alberto Feijó (PP) eller Pedro Sánchez (PSOE) har udtalt siden valgkampens start - efterfølgende og i dag - har modparten konsekvent været stik imod. Derfor har vi i mange tilfælde valgt at rapportere neutralt om den ene parts udtalelser. Det sikrer, at vores læsere kan danne deres egne meninger over en periode og ikke på en enkelt artikel.

For at opnå det, har vi efter bedste evne forsøgt at dele sol og vind lige.

For mig har det været ganske vanskeligt at rapportere neutralt. Jeg mener nemlig, at ingen af d’herrer overhovedet er egnede til at være ledere. De har kun formået at så splid i den spanske befolkning og været deciderede "pragteksemplarer" på, hvordan man IKKE skal opføre sig.

Desværre ser det bare ud til at fortsætte...

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.