Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Det rene vrøvl

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 14/09/2012 - 11:07

SKAT Penge & Forbrug


Spanien i Dag citerede i går en artikel i Jyllands-Posten, hvor skatterådgivere spår stigende interesse for at flytte til udlandet efter en a...

Spanien i Dag citerede i går en artikel i Jyllands-Posten, hvor skatterådgivere spår stigende interesse for at flytte til udlandet efter en afgørelse i Skatterådet. Skatteekspert fastslår, at der ikke er sket nogen ændringer i forhold til hidtidig praksis.


Efter Danmark ensidigt opsagde dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med både Spanien og Frankrig, vil enhver dansker, der flytter til et af de to lande, blive beskattet af alle indtægter i Danmark. Det gælder også pensioner uanset, om det er private eller sociale udbetalinger.


Uanset hvilken afgørelse SKAT skulle komme med om opholdsregler for udedanskere, der hører under de gamle regler før opsigelserne - hvor beskatningen finder sted i opholdslandet - har de altså ingen betydning for de danskere, der måtte vælge at flytte til Spanien eller Frankrig i dag.


Ingen ændring i praksis

Advokat og skatteekspert Klaus Vilner, der bor i Frankrig og kæmper Frankrigs-danskernes sag, kommenterer Jyllands-Postens fortolkning af afgørelsen i en orienteringsmail den 13. september:


”Skat har den 30 august offentliggjort en afgørelse om ophold i Danmark på sin hjemmeside, og dette har givet anledning til en artikel i dag i Jyllandsposten, der også kan læses på www.jp.dk., hvilket så yderligere har foranlediget nogen debat om, at nu skulle der være løsnet op for udlandsdanskeres muligheder for at at kunne bo i sommerhus i Danmark og besøge børn og børnebørn.


Dette er det rene vrøvl.
 

Skatterådets afgørelse af et konkret spørgsmål er helt på linje med en langvarig praksis i Danmark, og denne praksis er desuden i en årrække fremgået af den danske ligningsvejledning.
 

Der er derfor ikke med denne afgørelse sket nogen som helst udvidelse af den gældende praksis.


Af ligningsvejledningen kan man se, at et tre måneders ophold, når man har en bolig i Danmark, afbrydes ved et ophold i udlandet. Dog medregnes ved beregning af opholdets længde i Danmark ethvert påbegyndt ophold i Danmark som et fuldt døgn. Det samme kan man i øvrigt også se i teksten til det bindende svar.


Heraf følger, at ethvert døgn (beregnet som tiden fra kl. 0.00 til kl. 24.00), hvor man ikke har opholdt sig i Danmark, vil kunne afbryde et tre måneders ophold i Danmark, med mindre der er tale om bevidst omgåelse af reglerne.


Så meget desto mere vil et ophold i udlandet på 1 til 2 uger være i stand til at afbryde tre måneders opholdet.


I praksis vil det sige, at man som minimum skal have to overnatninger udenfor Danmark for at kunne afbryde tre måneders opholdet, og rejsen til udlandet skal have et konkret formål, for at man skal kunne imødegå indsigelsen om, at der er tale om en omgåelse af reglerne.
 

Jeg har i de senere år set flere bindende svar, som er i overensstemmelse med dette. Jeg har faktisk også selv fået et bindende svar for et par år siden, som er helt på linje med dette.”


 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.