Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dine ejendomsskatter stiger

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/01/2012 - 11:09

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Der kommer skattestigninger i 2012. Spaniens nye konservative regering har besluttet at fastfryse lønningerne indenfor det offentlige og sætte...

Der kommer skattestigninger i 2012. Spaniens nye konservative regering har besluttet at fastfryse lønningerne indenfor det offentlige og sætte ejendomsskatterne og indkomstskatten i vejret. Det fremgår af et hasteforslag, som blev vedtaget på ministerrådsmødet i fredags.


Hasteforslaget er en del af regeringens nye tiltag til sanering af statens gæld. Heri indgår en forhøjelse af ejendomsskatten (IBI), der stiger med mellem fire og ti procent afhængig af, hvornår der er foretaget den seneste revision af ejendomsværdien.


25 millioner boliger

Stigningerne slår igennem på opkrævningen af ejendomsskatterne (IBI) over en to-årig periode, fra 2012 til 2013.

Forslaget betyder højere ejendomsskatter for hen ved 25 millioner boliger i Spanien.


Værst ramt bliver boliger i kommuner, der ikke har gennemført en revision i ejendomsvurderingen siden 2002. Dagbladet ABC anslår, at forslaget vil ramme hen ved 18,2 millioner ejendomme, som bliver pålagt den højeste stigning i ejendomsskatterne på ti procent.


For de ca. to millioner ejendomme, der fik foretaget en revision i årene fra 2003 til 2006, vil stigningen være på skes procent, mens boliger, der er omfattet af ændringer i ejendomsvurderingerne fra 2008, vil blive pålagt en stigning på fire procent.


Sådan er satserne

Satserne for stigningerne i ejendomsskatten (IBI) er følgende:

A) 10 procent i de kommuner, der ikke har gennemført en revision af ejendomsværdierne siden 2002. Her vil mindste-satsen i 2012 være på 0,5 procent og i 2013 på 0,6.

B) 6 procent for kommuner, der gennemført en revision af ejendomsværdierne i perioden mellem 2002 og 2004.

C) Fire procent stigning for kommuner, der har gennemført en revidering af ejendomsvurderingerne fra 2008 til 2011, hvilket gælder for storbykommuner som Madrid, Málaga, Oviedo, Segovia, Zamora, Burgos, Gijón, Soria, Mérida, Alcalá de Henares, Alcorcón, Fuenlabrada og Móstoles..


Eneste fritagelse er de kommuner, der har gennemført en revidering af ejendomsværdierne i perioden fra 2005 til 2007, hvor der i overensstemmelse med prisstigningerne på boligmarkedet skete en voldsom stigning i ejendomsvurderingerne.


Indkomstskatterne

Men det er ikke kun ejendomsskatterne, der får et nyk opad. Fra marts måned stiger forskudsskatten for hovedparten af landets samlede lønmodtagere og pensionister, og der kommer også højere skat på kapitalopsparing.


Skattestigningen er på 0,75 procent for laveste indtægter på mindre end 17.707 euro om året, men stiger så gradvist til syv procent for indtægter på mere end 300.000. For en gennemsnitlig indtægt på 30.000 euro om året vil stigningen være på 1,5 procent, mens den for indtægter på 50.000 euro vil være på to procent.


Med de nye stigninger vil den højeste skatteprocent i Spanien nu være på 56 procent, som det er tilfældet i dyre regioner som Catalonien, mens den vil være på 52 procent i hovedstadsregionen Madrid.


Formueskatten

Men også skatten på kapitalopsparinger, renteindtægter og den særlige merværdiafgift 'plusvalía”'stiger. Satsen vil fremover være på 21 procent ved indtægter på 6.000 euro, på 25 procent ved indtægter op til 24.000 og herefter på 27 procent.


Med de nye tiltag håber regeringen at sikre ekstra skatte ekstraindtægter til den betrængte statskasse på 6,2 milliarder euro. Heraf kommer hovedparten fra stigninger i personskatterne, 4,1 milliarder, mens stigningerne i ejendomsskaterne skal skaffe yderligere 918 millioner.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.