Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ebola i Málaga?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 01/09/2014 - 11:22

Sundhed & sygdom


40-årig nigeriansk statsborger er indlagt på sygehus i Málaga med symptomer, der kunne indikere, at han er smittet af den frygtede ebola-viru...

40-årig nigeriansk statsborger er indlagt på sygehus i Málaga med symptomer, der kunne indikere, at han er smittet af den frygtede ebola-virus. Han bor i Antequera og henvendte sig allerførst til sygehuset Hospital Comercal i sin hjemby. Han fik tilbudt en ambulance, men afslog.

 

I stedet kørte han selv til Málaga, hvor han henvendte sig i akutmodtagelsen på Carlos Haya-sygehuset med høj feber og sagde, at han følte sig sløj.

 

Manden var den 17. august kommet tilbage efter en rejse til flere lande i risiko-zonen nemlig: Liberia, Sierra Leone og Guinea.

 

Han er nu under behandling, og lægerne siger, at patienten reagerer positivt på medicinen. Der er taget flere prøver, og han er indlagt i isolation, indtil der er svar fra Mikrobiologisk Institut i Madrid.

 

Der er nu indrettet fire isolationsstuer på sygehusets afdeling A, som var optaget af andre patienter med smitsom virus. De er alle overført til en anden afdeling.

 

Ikke godt nok!

Sygehusets læger kritiserer, at manden ikke blev sendt direkte i isolation, da han henvendte sig med høj feber på sygehuset i Antequera.

 

- Hvis der er mistanke om ebola, skal patienten overføres i ambulance til isolation, og det er uansvarligt, at han selv kører bil og henvender sig på skadestuen, siger formanden for personaleafdelingen på Carlos Haya, Juan Antonio Torres.

 

Høj feber og en nylig rejse til Nigeria. Det er nok til, at der bliver slået stor-alarm på grund af frygt for ebola-smitte.

 

Der har tidlige være falsk alarm på grund af frygt for ebola-smitte i Bilbao, Alicante, Almería og Barcelona. I alle tilfælde har prøverne vist sig at være negative.

 

Nu også i Skandinavien

Men ebola har muligvis spredt sig til Skandinavien. Svenske medier bekræfter, at der er konstateret, hvad man kaldet ”et mistænkeligt tilfælde” i Sverige.

 

En ung mand, som har været i Vestafrika, kontaktede vagtlægen og sagde, at han havde høj feber. Han er nu indlagt på infektionsklinik ved Karolinska Sygehuset i Huddin.

 

- Risikoen er minimal, men vi er ekstremt meget på vagt, siger Åke Örtqvist, chef for smittebeskyttelsesafdelingen i Stockholm.

 

Klokken 17:30 søndag blev manden overført fra Solna i en specialudstyret ambulance.

 

- I handlingsplanen indgår det, at der er mistanke om ebola, hvis en person har mere end 38 i feber efter at have besøgt et land i risikoområdet inden for de seneste 21 dage, siger Åke Örtqvist til Aftonbladet.

 

Ifølge Örtqvist har patienten forklaret, at han ikke har været i kontakt med nogen, der er syge af ebola.

 

Livsfarlig, men ikke luftbåren

Ebola er en livstruende virus, som kan ramme både dyr og mennesker. Virusset smitter fra menneske til menneske gennem kropsvæsker som spyt, blod og sæd.

 

Der findes ingen forebyggende vacciner mod ebola, og helt op til 90 procent af smittede under et udbrud dør.

 

For at stoppe udbrud af sygdommen er det nødvendigt at opspore og isolere patienter. Ved at placere en smittet patient i en såkaldt isolationsenhed forhindrer man yderligere smitte, og patienter modtager behandling for deres symptomer.

 

Ebola er opkaldt efter en flod i DR Congo, hvor virus blev opdaget i 1976. Siden har en række epidemier fundet sted i afrikanske lande inden for et bælte af ti breddegrader fra ækvator.

 

I 2007 var der et udbrud i Congo og et i Uganda. I marts 2014 opdagede man ebola i det sydlige Guinea i Vestafrika, hvor sygdommen ikke tidligere har været konstateret.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.