Efter et kvart århundrede i Spanien
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 29/03/2014 - 00:05
Klumme
Læs om, hvordan jeg i starten blev reddet af en dansk entreprenør, om Spanien, der ikke bare er Spanien, om landets molboer, trafikken og fing...
Læs om, hvordan jeg i starten blev reddet af en dansk entreprenør, om Spanien, der ikke bare er Spanien, om landets molboer, trafikken og fingre, skattetip, fede ben til familien, partidiktaturer, skrankepaver, torskegilder, et forjættet land og meget mere...
Jeg var så heldig hurtigt at erkende, at jeg ikke var noget, fordi jeg var dansker. Mange har ved tilflytning til Spanien – ligesom jeg - sikkert troet, at vi som danskere nok var 'lidt bedre' end spanierne.
Mit hovmod opstod sikkert, fordi den ejendomsmægler i Marbella, som jeg samarbejdede med fra Danmark benyttede strudse-metoden. Når der var et problem for en kunde, stak han hovedet ned i sandet. Derfor besluttede jeg, at jeg selv ville være til stede i Spanien.
Og netop nu er det 25 år siden jeg flyttede til Spanien med min daværende hustru og datter Patricia.
Erkendelsen
En ingeniør fra et større dansk entreprenørfirma ville gerne vide lidt mere om Spanien. Han spurgte, om han måtte besøge mig. Jeg fortalte, at jeg endnu ikke havde boet her et halvt år, så min viden var stærkt begrænset, men det var OK for ham.
Heldigvis, for det blev ét af de vigtigste møder i hele mit liv.
Det var en mand med armbevægelser i den store verdensmester-klasse. Han var overbevist om, at han og firmaet nu skulle ned og lære spanierne at konstruere. Ordene flød i en lind strøm om danskernes fortræffeligheder - så meget, at jeg automatisk begyndte at tænke på de mange imponerende konstruktioner, jeg trods alt allerede havde set i Spanien.
Da ingeniøren derefter sagde, at han faktisk undrede sig over, at spanierne havde været i stand til at konstruere de motorveje, som han var kørt ad, faldt 10-øren med et lydløst brag:
Torben, tro aldrig du er noget mere end spanierne, fordi du er dansker. Tværtimod. Glem alle dine fordomme og hold øjne, ører og indlevelsesevnen i højeste beredskab.
Spanien er ikke bare Spanien
Jeg kom hurtigt til at opleve den venlighed, som de fleste andalusere er i besiddelse af, og det første jeg fik nedbrudt af danske vaner, var den noget spidse danske måde at kommunikere på.
Det gav hurtigst bonus både at tale og skrive i en høflig og respektfuld tone og altid undgå risikoen for truende misforståelser mellem sætninger eller linjer.
Læg mærke til, at jeg skriver venligheden i Andalusien. For sådan er det bestemt ikke i hele Spanien. Du risikerer let at gå ind på en restaurant i Barcelona i Catalonien, som jeg var med min datter og svigersøn i 2009, da vi var til Davis Cup-finale i tennis.
Vi spurgte efter et spisekort på spansk (Castellano) og fik at vide, at vi bare kunne finde et andet sted, hvis vi ikke forstod Catallansk (havde oprindelig også skrevet baskersproget, hvilket var forkert, jvf. kommentarer og tak for dem!). Jo, de er noget for sig deroppe i regionen, der gerne vil løsrive sig fra Spanien.
”Lad dem dog rive sig løs”, siger min spanske revisor altid og tilføjer ”så slipper vi for at høre flere af deres brokkerier. Så kan de selv erfare, hvordan det bliver at skulle betale deres tårnhøje gæld tilbage til Spanien og samtidig være et land uden for EU”.
Vi er Spaniens molboer
En gang skulle jeg finde et domæne-navn for en kunde. Med hovedsæde i Andalusien ville virksomheden skabe fornyende initiativer i Spanien. Derfor lå der forslag som eksempelvis 'Innovaciones Andalucia.'
”Det er en født dødssejler - ingen i det øvrige Spanien vil nogensinde tro på, at der kan komme fornyelse fra Andalusien, der duer” sagde min revisor.
Jeg måtte erkende, at andaluserne i det øvrige Spaniens dommerpanel er Danmarks molboer – uden ønske om at genere sidstnævnte.
Siden har jeg lagt egne erfaringer til påstanden. Jeg har aldrig mødt en forretningsmand i Andalusien, der ikke har understreget, hvis han eksempelvis er født i Madrid. Så er man altså lidt bedre end en andaluser, mener de.
Sådan er verdens uransagelige veje nok. Nogle i Hellerup føler sig mere vigtige end fynboer, og nogle jyder foragter alle fra Djævleøen.
Fingeren
Trafikafviklingen har også ændret sig meget siden 1989. Jeg husker tydeligt bilparken i Andalusien dengang, som bestemt ikke var domineret af de seneste modeller på markedet.
I vejkrydsende fandt man ligesom ud af tingene. OK, der var selvfølgelig vigepligter, men hvis man ikke lige huskede at overholde dem – hvilket de fleste ikke gjorde – fandt man bare ud af det. Ingen fingre. For det meste kun et vink og et smil.
Den tolerance har ændret sig radikalt. I dagens rundkørsler gives der ikke meget tolerance til dem, der har vigepligt. Den nye generations bilister gennemtrumfer deres ret, kører for stærkt og giver nu overraskende også fingeren.
Da jeg satte kursen mod Spanien i 1989 med min familie, havde jeg købt en ny bil – som de fleste andre – på grænseplader i Danmark. Derefter skulle jeg finde på en løsning med indregistreringen i Spanien.
Skattetip
Foran den danske klub holdt der stribevis af biler med indregistreringer i Andorra, Texas, Gibralter og med spanske turistplader.
Alle i klubben var meget behjælpelige med tip til, hvordan jeg kunne undgå at betale indregistreringsafgifterne til Spanien. Flere var nærmest også specialister i, hvor mange indtægter, det var nødvendigt at opgive til det spanske skattevæsen.
”Opgiv det, som berettiger, at du kan betale de udgifter, som du har i Spanien!”
Nu gik den ikke for mig, fordi jeg jo skulle arbejde i Spanien og derfor ikke havde mulighed for diverse fristelser.
Men sådan var holdningen dengang. Og bemærk, at det ikke kun var blandt danskerne i Spanien. Det gjaldt alle og ikke mindst spanierne selv, der mere end andre har været foregangsmænd for indtægter på 'konto B'.
Familie og venner med fede ben
Korruptionen i de spanske statslige administrationer har eksisteret lige siden – og endda meget før – jeg kom til Spanien. Den eneste forskel på dengang og nu er, at der bliver afsløret nogle med tiden, der går.
Spaniens største ulykke er – efter min menig – fortsat den spanske grundlov fra 1978, hvor landet blev opdelt i selvstyrende regioner. Det lød dengang 'ih så demokratisk' men det efterlod landet i så mange mindre enheder, hvor der var frit spil for de respektive magthavere på alle niveauer til at indsætte familie og venner – uden kvalifikationer – på lukrative poster.
Magtkampene mellem kommuner, provinser, regioner og staten – ofte med forskellige politiske flertal – lammer i mange tilfælde fremskridt og vækst.
Partidiktatur
I Danmark kan man stemme personligt på en politiker fra hvilket som helst parti. I Spanien er bolledejen stadigvæk noget anderledes. Her er det partierne, der opstiller kandidaterne i prioriteret rækkefølge, og din eneste mulighed er at sætte kryds ved dit favoritparti. Har du en favorit-kandidat er din stemme uden indflydelse på vedkommendes chance for valg.
En forudsætning for, at Spanien en dag får et ægte demokrati er, at der først kommer demokrati i partierne. For selvfølgelig er det borgerne, der i den sidste ende skal bestemme, hvilke kandidater, der bliver valgt.
Skrankepave-samfundet
38 år efter grundloven har de spanske administrationer tilsyneladende ikke opdaget, at de er til for borgerne og burde servicere dem som kunder i samfundet.
Min påstand er, at de fleste slet ikke ved, hvad det vil sige. De tænker: ”Du skal bare være glad for, at jeg er her, for ellers havde du ingen at snakke med.”
Underforstået: ”Egentlig ville jeg helst være fri for at arbejde, men nu gør jeg det for din skyld, så du har bare at være taknemmelig, stå i kø og vente på, det bliver din tur.”
Nu er der heldigvis reformer i gang med rationaliseringer af de spanske statsadministrationer. Men alle, der kender procedurerne, vil sammen med mig uden tvivl indrømme, at forretningsgangene med gentaget papirnusseri koster både staten og borgerne, der skal tage fri for arbejde – hvis de har ét – milliarder af euro hvert år.
Blæser på borgerne
Om nogen, benytter det spanske skattevæsen sig ikke i deres henvendelse til borgerne hverken af særlig høflighed eller respekt.
I 2012 fik jeg et anbefalet brev fra det spanske skattevæsen, hvor de oplyste, at jeg skulle betale cirka 60.000 euro mere i skat for 2007. Det var avance fra salg af en tidligere bolig, som skulle beskattes, fordi skødet på min nye bolig ikke var underskrevet inden den gældende fem-års frist.
Nu kunne jeg heldigvis bevise, at købet af den nye bolig var sket umiddelbart efter salget af den foregående, og at jeg havde boet fast i boligen fra lang tid før fristen udløb. Min revisor sendte det halve kilo tunge papirbundt til skattevæsenet i september måned.
”Hvornår tror du, vi får svar” spurgte jeg min revisor, for selvfølgelig var jeg mere end spændt på, hvad de ville svare.
”Du vil kun høre noget, hvis de fastholder kravet, og det kan de gøre året ud. Det er først nytårsaften, når du sluger de tolv druer, du kan ånde lettet op!”
Undskyld, men hvad er det for en måde, at behandle borgere på?
Jeg hørte heldigvis ikke noget.
Torskegilder en masse
Siden 2012 har skattevæsenet forfulgt danskere i Spanien, der har selvangivet efter hidtidige regler.
Gennem de seneste otte år har jeg været tilknyttet 'Redan' der har kæmpet for opretholdelsen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Spanien.
Danmark opsagde den, og en ny har sikkert lidt lange udsigter. Det betyder, at der p.t. ikke er flere danske pensionister, der flytter til Spanien og sjovt nok, hvis man kan sige det, betyder det, at Danmark har øgede udgifter til de pensionister, der gerne ville være flyttet til Spanien.
Ifølge statistikkerne er det nemlig kun cirka 15% af de danske pensionister, der nettobidrager skattemæssigt til den danske statskasse.
Det spanske skattevæsen har også ændret sig, og det har mange danske pensionister i Spanien følt på deres krop. Torskegilder i den store stil har handlet om, at Spanien ville beskatte pensionsudbetalinger med højere skatteprocenter med tilbagevirkende kraft for de seneste fem år.
Det har blandt andet medført, at mange har sagt, at nu er nok nok. De flygter i stor stil til Danmarks fordelagtige pensionisttilskud eller til andre lande.
Mañana no!
Gennem mine år i Spanien, har jeg også haft med byggeri at gøre. Jeg kunne ikke lade være, da jeg jo har min oprindelige uddannelse i denne sektor.
Alt for mange gange har jeg hørt udenlandske håndværkere håne spanske håndværkere for at være ukyndige og upræcise: ”Ja, de kommer måske mañana eller efter mañana...
Rent sludder og selvforherligelse på andres bekostning.
Det var faktisk gennem mit samarbejde med de mange spanske håndværkere, at jeg for alvor kom tæt på den andalusiske mentalitet. De er i uhyggelig grad autoritetstro.
Samarbejdet med håndværkerne hører blandt mine allerbedste oplevelser, som jeg ganske vist har haft mange af...
De var super-motiverede for at få instruktioner i at gøre tingene anderledes, åbne for råd undervejs og super-stolte, når de fik ros for resultatet. Og de var der altid på pletten, når det var aftalt.
Fred og fordragelighed
Måske er netop autoritetstroen og ønsket om fred årsagen til, at så mange andalusere har fundet sig i forholdene under finanskrisen.
Andaluserne elsker livet. De elsker deres store familier og mange venner. De elsker at have det rart sammen og holde fester. Det sociale sammenhold er enormt stærkt. De arbejdsløse unge børnefamilier er flyttet hjem til forældre og bedsteforældre for at have tag over hovedet og kunne spise.
Byfesterne, las ferias, er et fænomen, som kun de færreste nordboer forstår vigtigheden af. De kan slå mangen en depression af pinden, og familierne hjælper hinanden – alt hvad de kan – til at alle kan være med.
Vi har i Spanien i Dag skrevet mange artikler om opstandene i løbet af de seneste år, og det mest imponerende er i virkeligheden nok, at de ikke har fået yderligere konsekvenser.
Tilbage til 1989
Min datter Patricia startede i international skole som en lille pige på 5½ år. Efter nogle år valgte hendes mor at flytte tilbage til Danmark.
Pludselig en dag siger Patricia til mig, at hun godt kunne tænke sig at komme til London, der var det store samtaleemne i undervisningen i den engelsk-sprogede skole.
På det tidspunkt indså jeg, at det jo var helt galt, når vi boede i Spanien. Hun skulle jo have lyst til at komme til Madrid, tænkte jeg. Vi snakkede godt og grundigt om det og blev enige om – såvidt Patricia kunne vurdere dengang - at tidspunktet var kommet til at skifte til en spansk skole.
Det blev starten på Patricias fuldstændige integration i det spanske samfund og senere uddannelse som psykolog ved universitetet i Málaga.
Det bedste forældre ved er jo, når det går deres børn godt.
Ekstra guldklump
I starten af 90'erne blev jeg forelsket i en kvinde, der havde et barn på 1½ år. Vi havde et godt forhold i mange år, og det var en stor glæde at få tilføjet Bianca til min 'portefølje af dejlige unger'.
I over 20 år har jeg nu kunne nyde den glæde. Hver søndag aften spiser vi alle middag sammen. Det er en dejlig hjørnesten i tilværelsen og i øvrigt Biancas idé.
Et forjættet land
Det har været et privilegie at bo i Spanien i så mange år.
Nu glemmer vi alt om, at landet mere og mere kan minde om et slags nyt diktatur, at borgmestrene kan benytte lokalpolitiet til at tryne byens borgere og erhvervsliv, og at korruptionen stadig blomstrer på de alt for mange niveauer.
Vi tager nemlig på udflugt i både Andalusien og Spanien for at opleve det skønne og varierede land.
Vi kommer til turistområder, hvor alt surrer af liv og glade dage, og vi kommer til landsbyer, hvor folk bare smiler til dig, hvis du også smiler til dem. Og så hjælper det selvfølgelig, hvis man kan tale lidt spansk.
Spanien er et land med et ubegrænset antal skønne oplevelser.
Vejen til hjertet
Jeg har altid godt kunne lide at danse. Som 15-årig gik jeg hos frk Fritze i Påfuglen i Tivoli. Benyttede chancen til efterfølgende måneskinsture med min dansepartner i haven, der jo dengang var lukket om vinteren.
Efter nogle år på La Feria i Fuengirola, hvor jeg så de mange glade ansigter danse Sevillanas, besluttede jeg mig for at lære dansen.
Det første danselærerinden spurgte mig om var, om jeg ville danse som en blomst ligesom kvinden eller jeg ville være hendes vase.
Lige siden har jeg haft det fortræffeligt med at være vase.
Mens vejen til en mands hjerte ofte går gennem han mave, går vejen til en spansk kvindes hjerte tit gennem Sevillanas.
Alt det andet
Der er selvfølgelig mange ting fra mit liv i Spanien, som jeg ikke har berørt i denne klumme.
Blandt andet har jeg ikke fortalt om vores dejlige team, der arbejder for dagligt at producere avisen Spanien i Dag til vores tusindvis af læsere.
Jeg har heller ikke nævnt DR Sydeuropa, som nappede 11 år af mit liv. Godt og vel. For efter at have blæst på abonnenterne i DR Sydeuropa og ført dem bag lyset ved indbetaling af kortafgifterne for 2013, har DRs ledelse nu også truet Radio Solymar med retsforfølgelse, fordi vi hjalp abonnenterne med alternativer, da det blev kendt, at DR ville lukke for signalerne på satellitten.
Den sag kan ikke klares med en klumme. Måske bliver det en bog.
Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.