En biskop med mandsmod

Min datter Patricia, barnebarn Andrea og jeg havde længe planlagt denne tur. Vi trængte til en udflugt for at fejre, vi er glade.

Den tur vil jeg fortælle om på et senere tidspunkt, hvis du skulle være interesseret i at læse om den …

Lørdag den 9. februar

Sidste lørdag fulgte jeg med i tv-transmissionen af Søren Pape Poulsens bisættelse fra Viborg Domkirke, og specielt lyttede jeg intenst til biskop Henrik Stubkjærs båretale til Søren.

"Hvis den (Sørens død, red.) kunne fremmane en selvransagelse hos pressen om, hvordan man behandler jer folkevalgte politikere, der uanset partifarve træder op for demokratiet og dagligt kæmper for vores danske værdier, så ville det være i Sørens ånd", lød det fra biskop Henrik Stubkjær.

I ugen siden Sørens død var der jo sivet mange bemærkninger om, at pressen kunne have medskyld efter den hårde behandling af Søren. Specielt efter hans proklamation om, at han også ville stille op som statsministerkandidat.

Fuldt forsvar

Normalt ser jeg altid Presselogen på TV2 om søndagen, og jeg var spændt på, om de ville tage angrebet på dem selv op.

Det gjorde de - endda som udsendelsens hovedtema.

Men turde de tage udgangspunkt i biskop Henrik Stubkjærs udsagn?

Nej, i stedet valgte de et klip med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor han filosoferede over, om pressen kunne have medskyld i Sørens død.

Fedt, for så havde redaktionscheferne straks en politiker, de kunne gøre til prügelknabe i sagen. Og det gør man jo altså ikke lige med en biskop.

For de selv, deres journalister og medier er jo “Den Fjerde Statsmagt, og vores opgave er at stille kritiske spørgsmål til magthaverne”, som det blev nævnt under Presselogen.

"Kritiske spørgsmål" i enhver forklædning

Det virker jo for mig som om, at det er det eneste, de har lært. Men de har dog udvidet begrebet. Kommer der et forslag fra regeringen eller andre politikere, dyrker TV2 bravt - som det første - at finde interviewpersoner, der er imod forslaget.

Den Fjerde Statsmagt er hurtigt i gang med at skabe en folkestemning imod, og ind imellem igangsætter den også meningsmålinger - for at forstærke redaktionens egne holdninger?

Jagthunde blottet for kærlighed

Det er svært at dræbe, hvis man elsker fjenden. Derfor må soldater ikke vise kærlighed for fjenden. Men er journalistik nødvendigvis at skulle være i krig? Alle de kritiske spørgsmål og den hårde linje smitter jo af på befolkningen som adfærdsdannende.

I ugen efter Sørens død sagde det tidligere konservative folketingsmedlem Britt Bager, at pressen ofte snarere virker som “jagthunde” og ikke som “vagthunde”.

Kunne det være en opgave for Den Fjerde Statsmagt også at stille uddybende og analyserende spørgsmål - udover de kritiske. Mange forslag kommer jo, inden de er grundigt bearbejdet, og så kunne det da være hensigtsmæssigt, at den pågældende journalist - der måske ikke lige har evnet at fatte idéen - gjorde både sig selv og sine seere eller læsere klogere.

Konkluderer på seernes vegne

Kommentatorerne topper i Den Fjerde Statsmagt. Kun ved de færreste lejligheder kommer der politiske forslag uden, at de ekstremt kloge kommentatorer efterfølgende konkluderer på seernes vegne. Ligesom kordegne fortæller kirkegængerne, hvad de har fået ud af gudstjenesten, inden de går. 

Lad dog borgerne danne deres egne meninger og slippe for den politiske manipulation, som kommentatorerne kan repræsentere. Det har intet at gøre med jobbet som vagthund, men derimod en forfejlet opfattelse af at skulle blande sig i den demokratiske proces.

Lad mig sidst vende tilbage til citatet:

"Hvis den (Sørens død, red.) kunne fremmane en selvransagelse hos pressen om, hvordan man behandler jer folkevalgte politikere, der uanset partifarve træder op for demokratiet og dagligt kæmper for vores danske værdier, så ville det være i Sørens ånd", lød det fra biskop Henrik Stubkjær.

Biskoppens udtalelse er også en vigtig reminder om, hvor heldige vi egentlig er med de danske politikeres måde at være på. Trods skarpe meningsforskelle formår de altid at opføre sig korrekt over for hinanden. Det skinner igennem, at der bag hele det politiske scenarium både ligger hensyn og kærlighed. Adfærd, der kræver respekt og ligeværdighed.

Jeg kender også spanske politikere. Desværre, må jeg sige. Danske pressechefer burde tage et praktikophold på en spansk redaktion for at indse, hvor heldige de egentlig er i Danmark.

Men nu vil jeg lade Den Fjerde Statsmagt, jagthundene og alt mulig anden ballade køre deres eget løb, for her til aften skal vi i Rialto Teatret på Gran Via i Madrid og opleve opsætningen af Mamma Mia. Vi glæder os …

God Weekend.
Torben Wilkenschildt