Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

En ejer kæmper mod formanden i en ejerforening, der tjener mere end Pedro Sánchez

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 05/07/2024 - 07:00

Ejerforeninger

Problemer i en ejerforening er ikke ukendt. Også her er der tale om, at et flertal af ejerne - for nogle uvidende - står bag en ulovlig handling.

Vi er i urbanisationen Torre Bermeja nær Estepona, hvor boligerne koster omkring 1,5 million euro.

Urbanisationen, der blev bygget af selskabet VTP med danskeren Vagn Trend Poulsen som ejer, ligger direkte til stranden og tilbyder et væld af faciliteter.

Men, der er et problem!

Formanden for ejerforeningen - la Comunidad -  har hævet sin løn for anden gang i år og modtager mere end 103.000 euro om året i løn. Et beløb, der overstiger lønnen til regeringens premierminister med 13.000 euro. 

Det ville en norsk kvinde, der er blevet ejer af en af boligerne, ikke finde sig i og besluttede at anlægge sag mod præsidenten ved domstolene.

Hun ønsker at være anonym, hvorfor vi kalder hende “Britt.” Det er mediet 20minutos, der afdækker historien.

Stephen Hills, som formanden hedder, er en pensioneret indretningsarkitekt, der har boet i Torre Bermeja i årevis. Han har let kunne tage pengene, da han har støtte fra et flertal af beboerne.

Efter Britt rejste sagen mod ham, har han tegnet en forsikring  - betalt af ejerne - for at beskytte sig selv mod mulige retssager.

Stephen Hills navn dukkede op i medierne i begyndelsen af februar, efter Britt havde fordømt ham for hans handlinger. 

Ulovligt

Virkeligheden er dog, at foreningens vedtægter ikke tillader, at der udbetales løn for at fungere som formand. Det forklarer Britts advokat David Valadez:

Vedtægterne for ejerforeningen Torre Bermeja, som er obligatoriske, siger klart, at formandsposten er ulønnet. Det siger vedtægterne kategorisk, og der er ingen mulig fortolkning. Stillingen er ikke lønnet.

Det var dog ikke den eneste grund til, at Britt sagsøgte Hills; hun har også gjort det, fordi han siden sidste år har fået eftergivet betalingen af hans andel af fællesudgifterne, der beløber sig til 9.500 euro.

Spørgsmålet er, om resten af ejerne tillader denne situation, og advokat David Valadez forklarer, at svaret ligger i ejernes profil, som giver fuldmagter til formanden på generalforsamlingerne. 

Ligeglade

De fleste af ejerne er udlændinge med høj købekraft, hovedsageligt briter. De har deres andet hjem i Torre Bermeja, er ikke bekendt med reglerne og viser ikke stor interesse for forvaltningen af fællesskabet. Når der indkaldes til generalforsamling, kommer formanden med et mere end komfortabelt flertal i fuldmagter til en forsamling, hvor der fysisk kun er få mennesker til stede.

Med en forhåndsstøtte fra størstedelen af naboerne, giver det Hills mulighed for at tage de skridt, han finder nødvendige. Et af de seneste har netop været at tegne den forsikring, der beskytter ham mod krav fra de få ejere, der ikke er enige i hans handlinger. 

- De aftaler, der har gjort det muligt for ham at få den løn og fritage ham for at betale sine fællesudgifter, er ulovlige, og hvis domstolene giver os medhold, ville Hills skulle betale alle pengene tilbage. Men nu, med denne forsikringspolice, skal han ikke betale en eneste cent tilbage, erkender advokaten.

Kun diæter

De aftaler, der godkendes på generalforsamlinger, skal ikke kun tage hensyn til fællesskabets vedtægter, men også til den lov, der gælder for ejerforeningerne. Og den lov - Ley de Propiedad Horizontal - bestemmer, at formanden på en berettiget måde kun kan modtage en form for diæter afhængigt af det arbejde, som han/hun udfører. Det betyder, at vedkommende kun kan få betalt transport- og madudgifter, hvis vedkommende for eksempel skal rejse til generaldirektoratet for kyster i Málaga eller til Junta de Andalucía i Sevilla for at udføre procedurer relateret til fællesskabet.

Med hensyn til loven mener advokaten, at den har brug for en grundig reform, da den blev vedtaget i 1960 og opdateret i 1999. I Spanien er der i modsætning til andre lande ikke noget maksimum for fuldmagter, og det betyder, at en formand kan deltage i en generalforsamling med fuldmagter fra mere end halvdelen af beboerne.

Valadez hævder, at Hills' advokater vil argumentere for, at han modtager sin store løn for at udføre andre funktioner end præsidentens. Det vil sige for angiveligt at fungere som administrator af urbanisationen, en funktion, der ikke er nævnt i vedtægterne, og som ikke er blevet blevet godkendt af ejerne. Advokaten tilføjer, at Hills aldrig har underskrevet et eneste dokument andet end i sin egenskab af formand for ejerforeningen.

Den retssag, som Valadez' klient har anlagt, blev optaget til behandling sidste år ved førsteinstansretten i Estepona, og de venter i øjeblikket på, at den sagsøgte skal svare.

- Vi er gået i retten, fordi vi er sikre på, at vi vil få ret. De gældende regler binder formanden og ethvert medlem af ejerforeningen, uanset hvilken støtte formanden måtte have i sine daglige handlinger, konkluderer advokaten.

Mere i vente

På Spanien i Dags redaktion er vi bekendt med problemer i andre ejerforeninger. I en af dem, vil formanden sammen med et flertal ikke vil betale for driften af elevatoren. Men den historie vender vi tilbage til …

Kommentarer

Stephen Hills er da en udspekuleret og oversmart type.
Godt at den norske kvinde tar fat om problemet.
Meget interessant artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.