En farefuld sejlads til skattely
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 14/01/2012 - 05:45
Klumme Krimi og katastrofe Penge & Forbrug
I denne uge blev de danske medier fyldt med historierne om, at danske banker, med eller uden repræsentation i Spanien, har lokket husejere med ...
I denne uge blev de danske medier fyldt med historierne om, at danske banker, med eller uden repræsentation i Spanien, har lokket husejere med stor friværdi til det helt store skatte- og investeringscirkus.
Der er flere elementer i historierne: forsøg på at undgå arveafgift, tillid til bankernes udsagn om gyldne investeringer, manglende oplysning om formuer puttet i skattely og endelig personlige og familiemæssige tragedier i kølvandet på det hele.
Lad mig starte med en forklaring
Omkring 2007 inviterede danske banker med repræsentation i Spanien eller med afdelinger i for eksempel Luxembourg, Schweiz eller Gibraltar til 'seminarer' om, hvordan formuende boligejere kunne undgå at betale arveafgift, når børnene skulle arve deres ejendom i Spanien.
Hr. Jensen blev nysgerrig, det lød da spændende, og han kom til seminaret.
Man skulle etablere en prioritet i ejendommen på det størst mulige beløb – i mange tilfælde op til 100 procent af ejendomsværdien. Når ejeren så døde, ville arvingerne kun skulle betale afgift af forskellen mellem salgsprisen og prioriteten. I praksis ville det i mange tilfælde blive nul.
Provenuet af lånet blev så typisk udbetalt udenfor Spanien – for eksempel i de ovenfor nævnte lande.
Her stod investeringsrådgiverne så klar til at 'forgylde' provenuerne gennem investeringsstrategier, som ville give kunden ”et meget større afkast”, end det ville koste kunden at betale ydelserne på det bagvedliggende lån med sikkerhed i den spanske ejendom.
Prædiken
Men det går ikke altid til, som præsten prædiker. og degnen synger. Bankernes såkaldte ”eksperters” fremsyn var helt hen i vejret, og investeringsrådgivernes sang til kunderne om de varme lande, viste sig at blive en stor kold afvaskning.
Det var nærmest som om den efterfølgende finanskrise kom allermest bag på bankfolk. I hvert tilfælde lod de som om. For mens de pustede både boligboblen og den risikable investeringsboble op, kunne de selv glæde sig over gevinster på aktieoptioner, bonusser og andre godbidder på de bonede gulve.
Men for hr. Jensen, der var hoppet på vognen efter at have hørt sangen på ”arveafgifts-seminaret” i Spanien, endte det noget anderledes.
Den forgyldte investering af hans provenu endte nærmest som rustent jern i en skrotbunke – med et tab på op mod halvdelen af den investerede formue – og i visse tilfælde endnu mere. Ja, meget mere...
Katastrofe for flere
Med en cirka halveret formue, var der ikke længere indtægtsgrundlag for at betale lånet med sikkerhed i boligen.
- Hr. Jensen, jeg er ked af at sige det, men de er nødt til at sælge boligen i Spanien for at komme ud af Deres engagement med os, lød det fra ”bankrådgiveren”.
Skrevet i citationstegn fordi mange efterfølgende er blevet enige om, at en bankrådgiver rådgiver banken og ikke kunden.
- Jo hr. Jensen, jeg ved godt, at priserne på ejendomsmarkedet i Spanien er faldet med 35-50 procent, siden dengang De ønskede at indgå engagementet med os. Jeg ved også, at De belånte ejendommen hos os med 100 procent. Jeg indrømmer, det ikke ser så godt ud...
Men tag ikke fejl: sjovt har det heller ikke været som bankrådgiver. I princippet sang han jo kun de sange, som han fået udleveret manuskriptet til. Og da det gik galt for kunderne, var det bankrådgiveren, der fik den gigantiske skideballe. På sin vis uforskyldt. Han fulgte bare sin arbejdsgivers retningslinier.
Jeg er da også bekendt med, at det i tilfælde har været nødvendigt at yde bankrådgiverne psykolog-hjælp.
Uden hus og penge
Og det havde bankrådgiveren helt ret i. For hr. Jensen – i dette tilfælde – tabte nemlig alt.
Efter salget af ejendommen i Spanien til halv pris, skyldte han banken den halvdel af lånet, som ikke kom hjem ved salget. I sit depot i banken havde han så halvdelen tilbage af sit provenu fra låneoptagelsen og med den, kunne han så betale banken resten
Resultat: mistet sin ejendom og friværdien i den. På gaden. Måske helt blanket af. Måske endte det endnu værre, fordi mange lyttede til bankrådgiverens sang om, at høj gearing af investeringen også ville give højere afkast.
Skjulte formuer
I denne uge kom det også frem, at Danmarks skatteminister Thor Möger Pedersen vil kigge på sagen. Det gør han så selvfølgelig ud fra et synspunkt om, at danskere hjemmehørende i Danmark ikke må skjule formuer.
Nu er det dog nok flest danskere hjemmehørende i Spanien, der har benyttet sig af fidusen. Derfor er det i langt højere grad det spanske skattevæsen, man har grund til at frygte.
Ifølge den spanske advokat, Antonio Flores, der, ifølge ham, kører sager mod seks danske banker, er der nemlig tale om et ulovligt skattecirkus. Han tvivler på, om det spanske skattevæsen vil acceptere det optagne lån i ejendommen som reel gæld, og derved kan boet efter ejeren risikere at skulle betale fuld arveafgift. Eller ejeren selv fuld beskatning, hvis han selv sælger den.
En anden og lige så farefuld situation, er selvfølgelig hvis formuen ved det opnåede låneprovenu ikke er blevet oplyst til de spanske skattemyndigheder.
Heldig
Jeg er bekendt med en person, der ligesom hr. Jensen lod sig friste på et tidligt tidspunkt. Heldigvis fik denne person, på et meget tidligt tidspunkt, fornemmelsen af, at det kunne ende galt, og nåede ud af engagement med skindet på næsen.
Du kan læse meget mere om hele sagen i artiklerne, som vi bragte i ugen, der gik.
Heldigvis er der også noget til de latterglade. Snart kommer der nemlig en ny dansk revy på teatret i Fuengirola. Hvornår, med hvem og hvordan du kan købe billetter, kan du høre nærmere om i mit interview med instruktøren Henrik Hagensen.
Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker alle en god weekend
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.