En konge jokkede i spinaten og antændte en bombe under barnetroen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 07/01/2023 - 07:00
Klumme
Alligevel en ubeskrivelig glæde for børnene, forældrene og de gamle. Kom med og deltag i oplevelsen!
Vi starter med at få alle med
Hellig Tre Konger - Los Reyes Magos, der kan oversættes med de magiske konger - ankommer til byerne den 5. januar hen på eftermiddagen. Om aftenen er de på optog gennem byerne - la Cabalgata - med støtte fra de lokale børn og optrædende. De smider karameller ud i tusindvis og børnene står klar med poser for at samle dem op.
Natten til den 6. januar lukker kongerne sig så ind i alle de hjem, hvor børnene har opført sig godt. Børnene kan næste ikke vente til det bliver morgen og er normalt dem, der vækker forældre med skriget:
“Kongerne har været her!!!”
Når gaverne er åbnet slutter tradition med den obligatoriske kage - el Roscon.
Gadernes “jule”-belysninger bliver først taget ned fra den 8. januar - hvis ikke helligdage.
For de spanske børn har Los Reyes Magos i årevis været årets største dag og meget større end juleaften er for de nordiske børn. Det var den aften, hvor De Hellige Tre Konger kom med gaverne til Jesusbarnet. I børnenes krybbespil i hjemmene, har de gennem hele december flyttet kongerne på deres kameler tættere og tættere på krybben, hvor Jesus lå.
Min 45-årige svigersøn, Nicolas, husker ikke, at han som barn fik julegaver. De kom først senere.
Vores oplevelse i Mijas Kommune
Generelt var det et rigtig fint arrangement, da det halve af byens børn var samlet på stadion i Las Lagunas i Mijas Kommune.
Der var propfyldt på alle pladser og med entertainerens både snak, dans og sang fik han alle de tilstedeværende helt op på dupperne frem til kongernes ankomst med helikopteren. Ungerne bare skreg, når de skulle bekræfte hans spørgsmål.
- Har I opført jer ordentligt, så kongerne kommer med gaver til jer i nat?
- SIIIIIIIIIIIIIIIIII !!!
Selvfølgelig SKULLE det trække lidt ud med helikopterens ankomst, men hele stadion kogte frem til, at larmen fra Guardia Civils helikopter overdøvede alle lyde.
Sekunderne før landing
Og kongerne træder ud af Guardia Civil-helikopteren
Mijas’ borgmester, Josele González, overrakte kongerne - Los Reyes Magos - den magiske guldnøgle, der kan åbne alle døre i kommunens hjem, og bød dem velkommen til Mijas
For barnetroen er netop, at kongerne i løbet af natten lukker sig ind medbringende de gaver, som børnene har skrevet på ønskesedler sendt til kongerne.
Bomben, der sprang…
Efter borgmesterens velkomst gik mikrofonen til kongerne og den første, Kong Melchor, sagde:
“Det er jo godt, at vi nu har fået nøglen. Så kan vi lukke os ind jeres hjem og tage de gaver, som jeres forældre har gemt for jer, og lægge dem frem…”
“Mor, er det rigtigt? Har du gemt gemt gaverne derhjemme? - var det første, som Andrea spurgte Patricia om.
Efter arrangementet talte Patricia med mange af de tilstedeværende forældre. Alle var de enige om, at den lokale borgerforening, der havde valgt borgeren, der skulle spille Melchior, trængte til et serviceeftersyn. Og mon ikke også at “Melchior” vil forblive som den største landsbytosse for evigt.
Det værste er selvfølgelig for de forældre, hvis børn forstod, hvad idioten sagde. Børn, der stadigvæk kunne bevare barnetroen.
Nå, men festen skal jo gå videre…
Morfar Torben, barnebarn Andrea og datter/mor Patricia melder sig klar!
Inden nye, lange vandretur var det nødvendigt med en forfriskning
Nu handler det om karameller!
Optoget drager nu gennem byen. Her får du en billedserie. Du kan klikke i dem, for at se dem større.
Efter vi havde set optoget til ende, havde Patricia en listig plan. Vi gik hurtigt ned gennem de små gader i Las Lagunas, der jo grænser til Fuengirola Kommune og vups, efter fem minutter så vi det hele en gang til. Det gav flere karameller og en ekstra oplevelse for Andrea.
Samtalen med Andrea
For nogle dage siden snakkede jeg med Andrea om den 6. januar, hvor de skulle komme hos mig til frokost. Jeg fortalte, at jeg jo også havde skrevet til kongerne og fortalt, at hun også ville komme sammen med mor og far.
- Ja, men vi bor jo ikke hos dig, hvordan kan kongerne så vide det? Og borgmesteren siger jo, at nøglen er til hjemmene i Mijas, og du bor i Fuengirola...?
- Jo Andrea, men det virker jo alligevel. Tænk på de forrige år, hvor de alligevel har været med gaver til jer hos mig...
Da jeg gik i seng om aftenen, lukkede jeg hunden inde i soveværelset, så Pablo ikke kunne reagere, hvis kongerne nu lukkede sig ind...
Heldigt, for de havde set mit brev til dem og Pablo undrede sig…
Andrea blev glad for sin gave fra Kong Melchor. Hun fik også en fra Kong Gaspar og Kong Baltasar...
Og hun sang i sit nye anlæg til solen gik ned...
Alle kongerne havde også husket Andreas mor og far. Og sørme om der ikke senere var kommet en pakke til morfar, hvor kongerne havde splejset til en Nespresso.
Sikke et par gode dage og hvilken oplevelse...
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.