Er Carles Puigdemont en vinder eller en kong Gulerod?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 03/08/2024 - 07:00
Klumme
Vi beder dig om at være venlig at hjælpe os med din mening …
Carles Puigdemont, tidligere præsident i Catalonien og flygtet med viden om, at hans gerninger kunne sende ham op mod 30 år i fængsel.
Den Danske Ordbog:
Vinder: Den part som vinder en politisk eller militær kamp; den part som får mest ud af noget.
Kong Gulerod: Person der opfører sig på en indbildsk, overlegen eller arrogant måde.
Carles Puigdemont er uddannet journalist, gift med en rumænsk journalist og har to børn. Hans mål er at vinde kampen om, at Catalonien skal være en selvstændig republik - måske med ham selv som præsident?
I hvert fald var det hans erklærede mål at vinde stillingen som præsident nu for Generalitat efter valget den 12. maj.
“Hvis jeg ikke bliver den nye præsident, stopper jeg i politik”, har Carles sagt. Senere har han dog modificeret lidt. Måske ved erkendelsen af, at han kan få lettere ved at slippe ud af fængslingskendelsen som politiker.
Carles problem er jo dels, at dommerne på de højest beliggende bonede gulve ikke ser amnestiloven dække hans ugerninger i Spanien.
Et andet problem er, at der efter valget i maj ikke længere er flertal i Generalitat for Cataloniens løsrivelse, hvilket jo i virkeligheden punkterer Carles' vision.
Og for det tredje, at det i går blev endeligt besluttet, at ERC stemmer for Salvador Illa (PSC) som ny præsident, hvilket får Carles' præsidentdrøm til at briste.
Mange vindertyper er ikke gode til at tabe og bliver sure. Det blev Carles også på Pedro Sánchez, da han begyndte at forhandle med ERC om præsidentembedet i Generalitat. Så sur, at han fik sine syv medlemmer i Kongressen til at stemme imod statsbudgettet for 2025.
Sjældent er det vistnok, at det er lykkes for noget menneske i den grad at have taget styringen over både medier og Spaniens regering, siden han for syv år siden flygtede fra Spanien midt om natten.
Jeg kunne blive ved med at skrive om Carles, men jeg stopper her. Vil du læse mere, kan du blot skrive “Carles Puigdemont” i søgefeltet øverst på vores hjemmeside. Så har du underholdning til mange timer …
Din mening
Hvis du vælger at betegne Carles som vinder, udviser du sympati for hans kamp for - og ønske om - at Catalonien skal være en selvstændig republik uden nogen binding til Spanien. Du vil også synes, det er helt i orden, at han en dag kan gå ind i Spanien på en rød løber uden at blive arresteret.
Hvis du derimod vælger at betegne ham som kong Gulerod, opfordrer du ham til at stoppe med at være indbildsk, overlegen og arrogant. Faktisk er du så træt af ham, at du ikke har noget imod, at han ender med at ryge i fængsel, hvis han sniger sig over grænsen til Spanien.
Det kan også være, at du vælger ingen mening at have om Carles.
Endelig kan det også være, at du har en helt anden mening end de tre alternativer, som vi - noget skarpt - har givet dig. I det tilfælde er du mere end velkommen til at skrive din mening som en kommentar til klummen.
Det er blot vigtigt for redaktionen at vide, hvad du mener om Carles Puigdemont.
Jeg mener at:
Carles Puigdemont er en vinder
Carles Puigdemont er en kong Gulerod
Jeg har ingen mening om Carles Puigdemont
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.