Det umulige er sket: Højdeskræk er vekslet til klatrefryd
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 23/06/2024 - 07:00
VIDEO: Tag med op-op-op og mærk livet.
Hvis man aldrig gør det, man er bange for, glemmer man at leve.
Den sætning er jeg begyndt at leve lidt efter, lige siden vi var spærret inde i de 99 dage under pandemien.
Altså jeg har altid været vild med at dykke med iltflaske, rejse underlige steder hen og prøve nye ting, men højder har altid udgjort lidt af en stopklods for mig. Og jeg er da heller ikke kommet i gang med at springe i faldskærm eller elastik endnu, men vi nærmer os …
Har du været på Kongestien, kender du nok vandtårnet på toppen her
Nogle af jer kan måske huske, at jeg begav mig ud på en helt uoverskuelig bjergklatring for halvandet år siden.
Den tur satte virkelig gang i nerverne, men alligevel var det simpelthen så fed en oplevelse, så jeg kunne mærke, at det ikke var sidste gang.
Jeg sluttede da også artiklen med: “Der skulle være en helt fantastisk rute oppe ved Kongestien, så til foråret gør jeg det igen ... tror jeg… (undskyld, far).”
Og selvom der lige skulle tages lige mere tilløb end førstkommende forår, kan jeg nu melde ‘mission udført’.
Elsker det!
Jeg har igen været ude på de vilde vover, og denne gang overgik den første.
Her er ruten:
Jeg var ret spændt på, om jeg igen skulle være panik-angst, men frygten for frygten skulle vise sig at være helt ubegrundet. Altså forstå mig ret - pulsen kom da godt op nogle steder, men ikke på den der lammende måde.
Jeg kunne nyde oplevelsen denne gang og endda have overskud til at se mig omkring - også ned!
Og så er det jo et helt fantastisk smukt område - de af jer, der har gået Kongestien - Caminito del Rey - ved, hvad jeg taler om.
Blandede "bolcher" melder klar til start
Så jeg tog af sted med en gruppe blandede bolcher af engelsk, finsk og dansk oprindelse. Et par stykker havde aldrig prøvet det før, og det satte en naturlig dæmper på tempoet, men det gjorde mig nu ikke så meget. Så havde jeg jo tid til at snakke, tage billeder (mange!) og nyde udsigten.
Masser af billeder - husk, du kan se dem store, ved at klikke på dem
Turen startede lige på og hårdt med at kravle lodret op en helt masse meter. Først lavede vi dog en lille test af “formen”, hvor vi én efter én kravlede af sted. På det første metaltrin skulle vi klikke os os fast med karabinhagen på trinnet i hoftehøjde, “stole på udstyret” og give slip med begge hænder.
Formen blev testet med 'stol på udstyret'
Der skal man altså lige synke en ekstra gang og tvinge hjernen i baggrunden! For alt i kroppen skriger “hold fast, hold FAAAAAST”. Men jeg gjorde det, og herfra var der bare én vej, og det var op.
Op, op, oooop!
Og mere op!
Efter adskillige højdemeter, stod vi pludselig foran den første forhindring: Svævebanen. Eller det vil sige et stålkabel spændt ud over kløften.
Afsted - afsted! Weeeeee! Jeg måtte igen lige minde mig om at stole på udstyret ...
Maria kom lige efter mig, og guiden Rachel stod klar til at tage imod
Så kravlede vi igen opad, og da vi sad på en form for top, fandt vi madpakkerne frem. For sikke da en udsigt!
Mad på toppen
Også tid til selfies på toppen
Lidt afslapning på toppen af verden
Med fyldte maver og pulsen nede, fortsatte vi, og den skulle snart komme op igen. For nu mødte vi den første “bro”. Og jeg vil gerne understrege, at de der gåseøjne har aldrig været mere nødvendige … for “broen” var tre kabler, spændt ud over kløften; Et til hver hånd og et til fødderne.
En bro er vist lidt af en tilsnigelse ...
Afsted med mig! I mit hoved gik jeg lynhurtigt over, nærmest frejdigt og tæt på ubekymret, men da jeg efterfølgende så en video af præstationen, var det næppe de ord, jeg ville bruge! Det gik i sneglefart og med nogle halvkvalte skrig, men hey - over kom jeg da!
Susanne og jeg venter på, at Maddie er ovre
Så kravlede vi videre, og snart nåede vi den anden og sidste “bro”, og her fristes jeg faktisk til at bruge dobbelt gåsetegn, for det var en endnu mere skrabet udgave med kun ét kabel til hænder og et til fødder. Så det foregik sidelæns og vist nok i samme sneglefart.
Her var jeg nok lidt mere presset, men var aldrig dødsangst
Maria med overskud til at posere, mens Susanne tog et billede af mig nedefra (th)
Maddie på vej over, men Susanne for længst har klaret den
Men over kom jeg, og så var der ikke mere ballade tilbage andet end en masse op og ned, så på den sidste del af turen blev jeg “sat fri” med guiden Ian og de to andre danskere, der også begge har prøvet den slags før; Maria var på sin anden tur som jeg, mens Susanne er nærmest prof med sit eget udstyr. Og så satte vi fart på - det var skide sjovt!
Sådan altså!
Det sidste stykke foregik på en let sti, hvor vi kunne tage hjelmene af, og så flød ruten sammen med udgangsstien fra Kongestien.
Det hele tog godt fem timer, men føltes faktisk som en enkelt. Det er virkelig fedt, og jeg følte mig næsten høj af oplevelsen i flere dage efter.
Og den dér iskolde øl, som ventede ved udgangen smagte formidabelt!
Det kommer nok næppe som noget chok denne gang, men HOLD nu op! Dét skal jeg prøve igen!
Jeg fatter næsten ikke selv, at jeg tør, når jeg ser billederne!
Har du fået mod på det, kan jeg kun anbefale parret Ian og Rachel fra Aloratour.com som guider. De har styr på det og intet bliver presset eller hastet, mens alle instrukser bliver leveret venligt, forståeligt og med en god portion humor også.
Rachel så på mig, da vi sad og fik belønnings-bajeren i solen og sagde med et vidende glimt i øjet
- You’ve now got the bug too.
Du er nu også blevet smittet af det her - og ja, jeg kunne kun give hende ret.
Shit, så fedt!
Jeg klarede begge "broer"!
Tilgængelig for dig med bentøjet i orden
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.