Er krisen på retur?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 06/12/2013 - 10:00
Penge & Forbrug
For én gangs skyld er der godt nyt for spansk økonomi: Kreditvurderingsagenturet Moodys har opgraderet udsigterne for den spanske statsgæld f...
For én gangs skyld er der godt nyt for spansk økonomi: Kreditvurderingsagenturet Moodys har opgraderet udsigterne for den spanske statsgæld fra negativ til stabil. Det samme gjorde Fitch og Standard & Poors sidste måned.
Det er tegn på, at der er ved at ske en stabilisering af den svage spanske økonomi og en forbedring af udsigterne på mellemlangt sigt, konkluderer analytikere.
Ifølge agenturet er der en tendens til en ”langsom forbedring” af de spanske finanser. Situationen på arbejdsmarkedet er stabiliseret, og nedturen inden for den private sektor ser ud til at været stoppet op.
På trods af de forbedrede udsigter fastholder Moodys dog den langfristede gæld på Baa3, det vil sige lige på kanten af ”junk-status”.
Andre med på vognen
To andre store kreditvurderingsbureauer har tidligere vendt tommelfingeren opad: Fitch gjorde det den 1. november, da det i sit nyhedsbrev hævede sit outlook for Spanien fra negativ til stabil, og Standard & Poors gjorde det samme den 29. november. Moodys noterer ”at økonomien er ved at tilpasse sig markedets vilkår, og at de forbedrede vækstudsigter for landets økonomi gør det lettere for regeringen at nå sit mål for det offentlige underskud”.
Den offentlige gæld forventes i år at ende på 100 procent af BNP.
Arbejdsmarked stabiliseres
Moodys understreger også, at arbejdsmarkedet er begyndt at stabilisere sig efter ledigheden er begyndt at falde, efter at den toppede på 26 procent.
Den positive tone fra de tre kreditvurderings-bureauer giver virksomhederne lettere adgang til ny kapital, skriver den catalanske on-line avis Lavanguardia.
Moodys nedjusterede i juni 2012 den spanske kreditvurdering tre hak til Baa3, og i oktober samme år fastholdt agenturet sin negative prognose for den spanske gæld.
Men trods de nye toner, er der ingen grund til overdreven optimisme. Rådgivningsfirmaet PwC advarede for nylig om, at vi skal helt frem til 2033 for at se en tilbagevenden til tiden inden krisen, når det gælder beskæftigelse og vækst i Spanien.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.