Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Et dejligt lyspunkt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/09/2012 - 00:05

Klumme


Et sort kapitel i Costa del Sols historie er slut. Den altødelæggende storbrand blev slukket, og nu kan vi starte på det første kapitel i en...

Et sort kapitel i Costa del Sols historie er slut. Den altødelæggende storbrand blev slukket, og nu kan vi starte på det første kapitel i en helt ny bog med titlen ”Costa del Sol 50 år efter”. Så lang tid vil det sikkert tage, inden naturen er tilbage på samme status som for en uge siden.


På det tidspunkt vil Rikke Rask være 74 år – og jeg selv: glem det...


Rikke er marketing-praktikant hos Spanien i Dag og Radio Solymar. Hun er et dejligt lyspunkt midt i stresset med de mange hjerteskærende nyheder, som vi dagligt behandler og publicerer om Spanien.


Normalt er vores praktikanter journaliststuderende. Men på en eller anden heldig måde, faldt Rikke pludselig ned i vores turban og har været med os siden den 1. juli.


Skønt med friske unge øjne og visioner, andre vinkler og professionelle analyser af virksomheden.


Forleden bad jeg Rikke om at skrive et indlæg i denne uges klumme, om ugen der gik. Det får du her:


Hej!

Marketing er en underlig størrelse, og begrebet indeholder mange flere ting, end de fleste ved. Jeg ved egentligt ikke, hvorfor det var den vej, jeg valgte, måske fordi det virkede naturligt, nu min far er inden for salg og min mor økonomi? Måske fordi jeg altid har haft let ved faget i skolen? Eller fordi jeg bare synes, at det er et super spændende emne, som får én til at tænke kreativt og ofte uden for de fastsatte rammer.


Jeg tog på Erhvervsakademiet efter handelsskolen, hvor jeg endte op som markedsføringsøkonom med en afsluttende praktik hos et reklamebureau. Jeg var blevet en smule skoletræt efter den uddannelse, så jeg besluttede mig for at tage fri fra bøgerne og komme ud i arbejdslivet. Jeg ville prøve det der med at tjene penge og leve livet lidt!


Det gik meget godt. Jeg blev hurtigt ansat i en butik, hvor jeg fik arbejdet mig op til en butikschef stilling, som gav mig mange udfordringer og en masse dejligt ansvar. Dog var det for mig en smule kedeligt at stå i butik, og jeg længtes efter at komme tilbage til marketingen. Så en hurtig beslutning og en opsigelse senere – sad jeg på skolebænken igen - i gang med min professionsbachelor i international handel og markedsføring. Og hurtige beslutninger er jeg åbenbart god til, så 1-2-3, praktikken går til Spanien i Dag og Radio Solymar i Spanien!


Jeg har egentligt altid været et tryghedsmenneske. Jeg har aldrig turde rejse ud i verden alene, men nu har jeg, uden videre, taget springet og sidder i skrivende stund på et nedkølet kontor på den spanske solkyst. Og her er skønt!


Radio Solymar er en spændende virksomhed, som hver dag holder et hurtigt tempo med aktuelle spanske nyheder og radioudsendelser. Der er altid noget at følge med i og opleve på kontoret. Menneskerne her er utrolig søde og imødekommende, og jeg er sikker på, at de kun vil bidrage til, at mit praktikophold bliver endnu bedre og uforglemmeligt.

 

 

Mine opgaver er i store træk, at sørge for at Radio Solymar samt Spanien i Dag bliver ved med at udvikle sig til det bedre og samtidig holde fokus på de områder, som kræver en kærlig hånd, så i læsere bliver endnu gladere for dem. Så hvis der i den kommende tid, kommer til at ske forskellige ændringer på hjemmesiden eller lignende, kan i godt regne med, at jeg har en finger med i spillet.


Det er allerede sket inde på Facebook, hvor der er blevet lavet en opstramning af siden. Så nu kan i læsere bedre komme i kontakt med Radio Solymar og har derudover mulighed for at kommentere på dagens historier. Tag et kik på vores Facebook her.

Men når det er sagt, får jeg brug for jeres hjælp! Der vil snart komme et spørgeskema på hjemmesiden, som jeg vil blive ovenud lykkelig for, hvis i vil tage jer et kort øjeblik til at besvare. Det vil være meget åbent, så i kan få lov til at komme med alle jeres gode ideer til en endnu bedre hjemmeside og nye tiltag, som Radio Solymar, Spanien i Dag og jeg kan kaste os over.


Mine tanker er, at i læsere skal inddrages langt mere i dagligdagen og der skal skabes debatter, events samt nye tiltag, som uden tvivl vil give jer læsere større oplevelser.
 

Jeg glæder mig til at komme i gang og høre om alle jeres gode ideer – små som store!


Venlig hilsen
Rikke Rask

 


Tak til Rikke og den fordelagtige praktikant-ordning, der gør Rikkes tilstedeværelse mulig.


Jeg opfordrer selvfølgelig til, at alle bakker op om Rikkes grundigt udarbejdede spørgeskema, når det kommer op her på siden. Det kan betyde meget mere for os alle, end vi er klar over.

 

I morgen er det søndag, og så får du en ny oplevelseshistorie fra Spanien. Denne gang har vi i Weekend samlet et udpluk af nogle af de mest spektakulære private hjem, hvor du kan få lov til at købe dig til en overnatning - for eksempel i en støvle, kuffert eller i et fly i toppen af et træ...


Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker alle en god weekend.
Torben Wilkenschildt
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.