Et hundeliv vi alle må misunde …
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/04/2025 - 07:00

Klumme
Livet for Laban anno 1972 og Pablo anno 2025 er stadig det samme bekymringsfrie.
Forrige lørdag bragte vi en klumme skrevet af den kloge journalist Jan Birkemose, der kritiserede journalister for at tale Trumps toldudspil op til historiske dimensioner. Har du ikke læst den klumme, vil jeg anbefale, at du gør det ved at klikke her.
I dag vil jeg gerne tage bolden op.
Kan du huske, at vi nogensinde tidligere og med lsamme ynets hastighed er blevet bombarderet med nyheder, der kun er sekunder gamle og som også præsenteres som ‘Breaking News?’
Jeg tænker selvfølgelig på formidlingen af Trumps udtalelser, der jo ad hoc siver ud af manden - uanset om han er i Air Force One eller ethvert andet sted. Provokerende udtalelser, fordi han gerne lige vil se, hvordan der reageres på dem.
Og medierne hopper på dem hver gang for at være “først med nyhederne”. Det lyder så smukt, men sandheden er, at ‘først’ også er penge.
Som for eksempel, da Trump sagde, at USA vil overtage Gazastriben og gøre det til 'Mellemøstens Riviera'.
Redaktionerne betragtede straks udtalelsen alvorligt og fik med det samme ‘eksperter¨af enhver art til at vurdere konsekvenserne af det skrækkelige udsagn.
Jeg sad og smilede af udtalelsen, mens Pablos liv var optaget af vigtigere ting …
Med humor reagerede Spanien i Dag da også på udtalelsen. I Lørdagsklummen den 8. februar skrev vi, at vi ville flytte redaktionen til ‘Riviera de Gaza’ for bedre at kunne betjene vores læsere i det nye eldorado, som de nu ville flytte til. Den kan du læse her
https://www.spanienidag.es/spanske/nyheder/spanien-i-dag-flytter-redaktionen-til-riviera-de-gaza
Nyheder med raketfart
Forleden havde jeg en ½-times snak med en gammel ven, der bor i Danmark. Udover alt det vigtige, fik Trump også en tur. Som Finn sagde ved afslutningen: “Nu må vi jo hellere lige smutte en tur på nettet for at blive opdateret om mandens seneste eskapader.”
Afskrækkende nyheder giver altid læsere og seer
Internettet er jo helt fantastisk Her kan redaktionerne have alverdens kanaler kørende på én gang uanset, hvilken pueblo eller landsby de befinder sig i. Formidlingen sker med sekunders forsinkelse. Og der er penge i dem. De hjælper medierne med flere reklameindtægter og betalinger for nyheder.
I 1973, hvor jeg havde min pragtfulde schæfer Laban, var alting anderledes. Ikke for Laban, da hans liv stort set var identisk med Pablos i dag. Han logrede, når vi legede sammen og elskede, når vi var på natøvelser med figuranter, der skulle simulere overfald og teste hans - og mines - reaktioner.
Tilbageblik
Men nyhedslivet var helt anderledes for os andre. Må jeg sige, at vi havde mere ro på, og at alt var mere velovervejet?
Pressens Radioavis startede den 1. august 1926, hvor den leverede nyheder, der var redigeret af avisredaktionerne. Således var det frem den 1. juli 1964, hvor Radioavisen startede med egen nyhedsredaktion.
TV-Avisen havde premiere den 15. oktober 1965 klokken 20:00 med Eric Danielsen som vært.
TV2 blev oprettet ved lov og med første udsendelse den 1. oktober 1988, og TV2 News gik i luften den 1. december 2006 klokken 12:00
News blev ligesom starten på, at vi skulle have nyheder døgnet rundt. Efter internettet blev udbredt op gennem 90'erne, er det også blevet kotyme, at vi på vores mobiler skal modtage beskeder om Breaking News hele tiden.
På Spanien i Dags redaktion har vi muligheden for at sende ekstra nyhedsbreve, hvis der opstår vigtigt nyt for vores læsere. Vi brugte dem en del under pandemien, fordi der konstant kom ændringer i, hvordan adfærden var tilladt i Spanien med dags varsel. I dag bruger vi dem kun i meget vigtige tilfælde, fordi de normalt gør læserne nervøse.
“I gamle dage” var det normalt, at man orienterede sig om nyhederne ved morgenbordet, efter at morgenavisen var droppet ind af brevkassen.
Mange abonnerede endda på flere aviser for at få forskellige synspunkter på de samme sager. Og faktisk var det godt nok, at nyhederne var fra dagen før.
De seneste nyheder blev opdateret frem mod midnat for derefter at gå i rotationspressen. Og der var endda flere versioner alt efter, hvornår de seneste nyheder kom med. Det ved jeg faktisk alt om!
Da jeg var omkring de 16-18 år, skulle jeg tjene penge for at opfylde drømmen med et Nikon F kamera. Jeg fik job som avis-stabler hos Politiken på Rådhuspladsen.Vi mødte klokken 24 til cirka klokken 04 på hverdage og fra klokken 23 lørdag aften til cirka 05 søndag morgen. Jeg tjente gode penge: 100 kr. for vagten på hverdage og 200 kr. i weekenden. Og jeg fik mit kamera!
Hadet
Jeg kender heldigvis flere, der er stået af raket-nyheds-ræset i de seneste måneder, hvor det er gået helt amok. For hvis Trump den ene dag siger noget, og en anden svarer: “Har jeg sagt det …?” Så er der vist ikke noget, der haster.
Det værste ved det hele er, at medierne er medvirkende til at øge hadet. Ser vi det hele med europæiske øjne, så er de fleste nok enige om, at de nu hader Trump. Per definition hader alle Putin og Kina er på hadelistens top-5 på grund af menneskerettighederne. Endelig er der vel også bred enighed om hadet til muslimer.
Det ender med, at vi kun elsker os selv, og det tvivler jeg på er vejen frem i den komplekse verden, vi lever i.
Godt nok lever de fleste hunde et ubekymret liv. Men i det øjeblik de hverken blev forsynet med vand eller mad, ville de indse deres afhængighed af andre.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og rolig weekend!
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.