Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Farligt at gå i træernes skygge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/07/2014 - 11:00

Krimi og katastrofe


Er det, eller er det ikke sikkert at besøge Madrids berømte El Retiro Park? Det spørgsmål har en talsmand for venstrefløjskoalitionen IU, R...

Er det, eller er det ikke sikkert at besøge Madrids berømte El Retiro Park? Det spørgsmål har en talsmand for venstrefløjskoalitionen IU, Raquel López, stillet lokalstyret på rådhuset, efter at der i løbet af en enkelt måned er sket tre uheld med nedfaldne grene.

 

Retiro-parken er en af de største i hovedstaden og er et populært udflugtsmål for både turister og lokale ”madrileños”. Her findes der nemlig tiltrængt skygge under de gamle træer.

 

Madrid er blandt de hovedstæder i verden, der har flest træer med to millioner eksemplarer, der er underlagt kommunen, svarede Diego Sanjuanbenito fra det regerende PP.

 

- I år har der kun været uheld på 0,006 procent af alle de træer, der er i kommunen. Det vil sige seks uheld for hver 10.000, siger han.

 

Tre uheld på en måned

Men i løbet af bare en måned er der nu altså sket tre uheld. Et af dem kostede en 38-årig mand livet, da han den 21. juni blev ramt af en 400 kilo tung gren fra en af parkens 25.000 træer.

 

Den 38-årige var i parken med sine børn, da en gren knækkede af og ramte ham. Parkens vagter mener, at træet var sundt, men siger, at det var blevet svækket i forbindelse med en hedebølge.

 

Sidste lørdag faldt en gren fra et fyrretræ ned på parkens Paseo de Coches sti - uden at forårsage skade. Og søndag væltede et 20 meter højt cedertræ i et område tæt på Calle Menéndez Pelayo, hvor en seks-årig pige blev lettere kvæstet.

 

Dårligt vejr, vandmangel eller forrådnelse kan skabe usikkerhed om træernes stand. Oppositionspolitikeren foreslår beskæring af parkernes ældste træer for at undgå, at lignende episoder gentager sig.

 

Nu skal der handles

Parque el Retiro går helt tilbage til tidspunktet for de katolske monarker, Ferdinand og Isabella, der grundlagde parken ved siden af San Jerónimos kloster i det 15. århundrede.

 

Med 400 års historie og "meget gamle" træer påpeger López, at der bør foretages forebyggende foranstaltninger for at undgå flere uheld.

 

Et udvalg af eksperter vil nu gennemgå alle de gamle træer i parken og udarbejde en handlingsplan, der tager højde for de risici, der kan være forbundet med svækkelse af træernes sundhed.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.