Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere må bare dø

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/01/2012 - 05:45

Klumme Penge & Forbrug Samfund og Politik


Fitch eller andre kreditvurderingsinstitutter stillede ikke op til parlamentsvalget i Spanien den 20. november 2011. Det var heller ikke nødven...

Fitch eller andre kreditvurderingsinstitutter stillede ikke op til parlamentsvalget i Spanien den 20. november 2011. Det var heller ikke nødvendigt, for det er alligevel dem, der har den politiske bestemmelse i landet. FOTO: Ed Parker truer med ny nedjustering af Spanien.

 

Torsdag var jeg på en spændende opgave, hvor jeg var med bag om en optagelse af Hammerslag her i Spanien. Mere om det senere.


Tidspunktet i verden er kommet til det punkt, hvor man må erkende, at den spekulative superkapitalisme har overtaget de nationale regeringers handlekraft og politiske selvstændighed.

Nej, det er ikke socialistiske tanker. Tværtimod. Det er derimod sorgen over faldet af den sande liberalisme og sunde markedsøkonomi.


Vi gearer lige lidt...

Verdensøkonomien er i dag styret af stor gang kasino-økonomi, hvor spekulanter kan tjene ligeså meget, hvis aktierne falder, som hvis de går op. Man kan køber optioner på hvad som helst: på at hveden stiger – så verdens befolkning sulter endnu mere – eller på, hvis den falder.

Eller på valutaoptioner. ”Nu spekulerer vi lige i, at euroen vil falde overfor dollaren, for vi har jo hørt ad omveje, at Fitch vil nedgradere ni eurolande”. Fed business, specielt hvis vi gearer spekulationen 100 gange.


De reelle penge bag de daglige økonomiske spekulationer er kun få procenter af den kapitalmasse, der bliver flyttet og som påvirker hele markedet. Det er med andre ord stadigvæk bobler, der styrer de daglige vilkår for både nationerne og borgerne.

Bobler der kan springe, ligesom det skete med boligboblen, da det viste sig, at finansieringen bag de amerikanske dårligt stillede boligkøbere var det rene fup.


Spanien stod imod

Den spekulative superkapitalisme elsker, når kreditvurderingsinstitutterne nedgraderer nationerne. Så bliver der virkelig mulighed for at tjene penge på ekstra høje risikopræmier.


Den er så ikke gået i Spanien ved de sidste to udbud af statsobligationer – selvom kreditvurderingsinstituttet Standard & Poors bankede Spanien ned med to karakterer. Faktisk lykkedes det at sælge statsobligationer til en markant lavere rente, end da Spaniens 'karakter' var højere.


National loyalitet?

En god nyhed i denne uge var oplysningen om, at det måske lykkes for Grækenland at få styr på finansieringen af statsgælden gennem private aftaler. Det lugter lidt af national solidaritet. Alle ved, hvilke kæmpeformuer der ligger under dynerne hos rigtig mange grækere. Måske er det dem, der er ved at komme frem i lyset under de sorte dynebetræk.


Også i Italien påstås det, at der blandt private findes formuer, der er fire gange så stor, som den samlede italienske statsgæld. Med andre ord kunne disse mennesker satse 25 procent af deres formue og derved sætte de internationale spekulanter ud af spillet. Så ville enhver tale om bankerot for Italien blive gjort til skamme.


Der er ingen tvivl om, at noget lignende er tilfældet i Spanien. Kunne det ikke være en idé for den nye regering at give amnesti for en vask af sorte formuer ved investering i statsobligationer?

Selvfølgelig kunne det det!


Flere må bare dø

En sådan national loyalitet kunne give Spanien frihed til fortsat at give syge den bedste behandling og unge den bedste uddannelse.

- Altså, da jeg lige fandt ud af, hvad han havde sagt, kunne jeg ikke rigtig tro det, sagde Elvira Rodríguez, formand for Kongressens økonomiudvalg, til den spanske statsradio RNE.


Bemærkningen faldt efter, at Fitchs internationale direktør for offentlige finanser, Guilhem Costes, på et møde i Madrid langede ud efter det spanske uddannelses- og sundhedsvæsen, som han mener er alt for omkostningskrævende.

Med andre ord skal spanierne have dårligere behandling, og en advarsel om, at hvis ikke den spanske regering skærer ned i disse sektorer, vil Fitch yderligere nedgradere landets rating.


Læs artiklen: Spanien i årelang recession
 


Hammerslag i Spanien

I torsdag havde jeg den store fornøjelse at være med bag om optagelsen af en Hammerslags udsendelse. Jeg mødte og fik interviewet både programmets vært gennem de seneste otte år, Peter Ingemann, programmets produktionsleder, de fire medvirkende ejendomsmæglere fra Danmark og ejendomsmægleren bag den spanske ejendom.


Det er rigtigt, at de danske ejendomsmæglere ikke aner, hvor de skal hen, når de mødes. På denne tur havde de fået at vide, de skulle have pas med – men det havde de også fået at vide sidste gang, hvor de så landede på Bornholm...

Men denne gang blev det så alvor med rejse til udlandet. Men de fandt først ud af, hvilket land de skulle til, da produktionslederen gav dem boarding-kortene i hånden i lufthavnen: Málaga i Spanien.


Der kommer to udsendelser fra turen til Spanien henholdsvis den 21. og 28. februar, hvor der i hver udsendelse gættes på to ejendomme.

Og indtil da, kan jeg ikke fortælle så meget mere, for det meste af min viden er stadigvæk meget hemmelig... Men det bliver afsløret, når vi efterr udsendelserne går bag om Hammerslag.


Til gengæld kan jeg fortælle, at du i morgen med Spanien i Dag Weekend får historien om tre helt enestående kløfter, hvis klippeformationer langt overgår, hvad der ellers findes i Sydeuropa.


Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker en god weekend!

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Ved et nærmere kik på oplysningerne om, at salget af luksusvarer er steget med 25% viser det sig, at det stort set kun skyldes stigende efterspørgsel fra udlandet, især Kina og Asien, hvor væksten er større end på det spanske hjemmemarked og Euroland i øvrigt. Hvis du googler Luxury Spain vil du se, at hovedparten af kunderne i de guldrandede butikker i Madrid er rige russere og kinesere, som nu er kommet til penge. Mange penge....

Kære Torben

I fortsættelse af din krumme lørdag, er det både tankevækkende - og et paradoks - at omsætning af luksusvarer i store dele af verden aldrig har haft bedre tider. Også i Spanien topper omsætningen af de dyre varer.

Det smager jo af, at der findes to lag af økonomi – dem, der dårlig kan brødføde sig selv - og dem, som har en ubegrænset formue og ikke er berørt negativ af krisen, som jo er åbenbart.

Om det er en sorte økonomi, som kommer op til overfladen eller der ganske enkelt gives store muligheder for at tjene penge på andres ulykke, som jeg var inde på i min årsberetning, ved jeg ikke, men tankevækkende er det i hvert fald.

Jørgen Nellemose

 

Link til artikel om luksus:

Spansk luksus blæser på krise
 

Link til Jørgen Nellemoses årsberetning:

Hvordan var og bliver økonomien?
 

 

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.