Flyrejsen, hvor alt gik galt

En af Spanien i Dags læsere, Jørgen Nellemose, har sendt os en usædvanlig beretning om familiens rejse til Spanien lørdag. Der er både ros og ris, men den er usædvanlig, fordi han uddeler flest ris til sig selv.

Her kommer Jørgen Nellemoses beretning, som uden tvivl indeholder gode tip til det, man ikke skal glemme. Den er også en tak for venlighed og service i krisesituationerne:

Fra huset på Christianshavn

Vi skulle med SK583 fra København lørdag den 1. september kl. 14:25 og lande i Málaga kl. 18:15.

22 timer før afgang havde jeg forsøgt at tjekke ind på nettet, men da vi har hund med i kabinen, kunne det kun lade sig gøre at reservere sædeplads. Vi skulle henvende os ved serviceskranken i lufthavnen for at få vores boardingkort.

Afgang fra Christianshavn to timer og 10 minutter forinden, så vi kunne være i Kastrup Lufthavn to timer før – og de to timer fik vi brug for. Det kommer jeg tilbage til.

De mange uheld, jeg skal fortælle om, skyldes måske, at jeg både har rundet de 70 år og et par dage forinden havde gennemgået en mindre operation, som betød, at min hustru, Berit, måtte håndtere bagagen.

Held i uheld

Det første, der skete ved afrejsen fra Christianshavn, var, at blev jeg i tvivl om, om vi havde fået slukket lyset i køkkenet, da vi steg ind i taxien.

Tilbage til lejligheden for at konstatere, at det var ok. Men på gulvet stod min sorte mappe, som jeg havde glemt. Den indeholdt alle de vigtige dokumenter, computer, flybilletter o.s.v. Puh-ha tænkte jeg, der var jeg vel nok heldig!

Ankomsten til Kastrup Lufthavn var lidt chokerende. Vi skulle tjekke ind i terminal 3, som samtidig fungerer som ankomst for tilrejsende passagerer.

Sild i en tønde

Terminalen var fuldstændig proppet med mennesker. Det var ganske enkelt vanskeligt at manøvrere rundt med bagagevognen. Alle SAS' bagagedrop-skranker var derfor slået sammen til én lang fælles kø. Der var oprettet lange slanger af gange frem- og tilbage i afgangshallen, og da disse slanger var fyldte, forsatte køen igennem mellembygningen ind til terminal 2.

Vi skulle imidlertid først skaffe os boardingkort, som normalt – hvis man ikke har checket ind på nettet - hentes fra selvbetjeningsautomaterne. Men dem kunne vi heller ikke bruge.

Så vi startede med at stå i kø ved Serviceskranken, som tog 20 minutter før vi var fremme og kunne få vores boardingkort. Her betalte vi også for vores hund, som heller ikke kan gøres på forhånd.

Dernæst skulle vi til bagagedrop-skranken, som før beskrevet og hvor mit gæt er, at der var 700 meter kø. For at nå enden af køen måtte vi nærmest mase os igennem de mange mennesker, som næsten var inde i terminal 2.

Uligevægt går ikke

Det så dog værre ud end det egentlig var, for 40 minutter senere var vi fremme ved skranken.

Med SAS må kufferten veje op til 23 kg. Min kuffert vejede 21 kg. og Berits 25. kg. Altså i alt de 46 kg., som vi troede, vi måtte have med, da de vi rejste sammen. Men nej, hver kuffert måtte kun veje 23 kg. Berit havde altså 2 kg for meget med, og hvis ikke vi ville pakke om, ville det koste kr. 350 eller kr. 175 per kg!

Og sådan blev det trods protester, der ikke hjalp noget.

Den sidste slurk

Med en lettet pung og mindre bagage, kunne vi herefter gå til sikkerhedskontrollen, som i lighed med, hvad vi havde set i terminal 3, var komplet fuld. Vi stod i én massiv kø på 5 meter i bredden, og det var derfor ikke til at beregne, hvilken kontrol vi ville komme frem til.

Jeg havde forinden tømt lommer for alt og fjernet bælte, som var lagt i min berømte sorte mappe.

Min Mac computer blev taget ud og lagt i sig egen transportkasse og den sorte mappe i en anden. Men det var ikke nok. Jeg blev bedt om at tage min striktrøje af og lægge den i en 3. kasse og det næste krav var, at jeg skulle tage mit boardingkort og pas op af brystlommen og lægge dem i en 4. kasse.

Der var, som nævnt, sort af mennesker og mange løb frem- og tilbage med deres ejendele.

Jeg ventede på alle mine kasser på den anden side af sikkerhedskontrollen, men min sorte mappe blev taget ud til nærmere undersøgelse og blot stillet til side uden for min rækkevidde.

Jeg ventede ca. 15 minutter på, at der var en medarbejder, som ville tage hånd om den og i mellemtiden var både jeg og mine kasser skubbet frem- og tilbage mellem alle de mennesker, som kom igennem.

Det viste sig at en vandflaske ikke var helt tom. Det var nemt løst, for jeg drak blot de sidste dråber, hvorefter jeg forsøgte at få styr på alle mine kasser.

Sig, det er løgn!

Endelig slap vi væk fra sikkerhedskontrollen, noget stresset, men også lettet over, at nu var det værste overstået. Men det skulle blive meget værre.

Vores SAS fly var annonceret til afgang i gate D, som ligger MEGET lang væk, og da vi endelig nåede frem, var boarding allerede gået i gang. Da slusen til flyet tilsyneladende ikke fungerede, skulle vi ned ad trappen og ud på landingsbanen, hvor vi gik ad en trappe op i flyet.

Som nogen af de sidste fik vi endelig sat os i vores sæde hvor jeg benyttede lejligheden til at kigge i min mappe. Chokeret opdagede jeg, at min Mac computer var væk!

Det gik op for mig, at i alt det mas, som der havde været i sikkerhedskontrollen måtte jeg have efterladt den der.

Tog bilen

Jeg gik ud til kaptajnen og forklarede situationen og han forsøgte at kontakte sikkerhedskontrollen for i det mindste at få dem til at sikre computeren. Det lykkedes ikke. Jeg foreslog, at jeg tog en tur tilbage, men det afviste kaptajnen, for det ville jeg ikke kunne nå.

En stewardesse, som stod ved siden af, tilbød at gøre et forsøg, men det forbød kaptajnen, da der skal være 3 stewardesser om bord.

I stedet forlod jeg flyet og gik ned på landingsbanen, hvor jeg forsøgte at få telefonisk kontakt til en ven, som jeg lige havde hilst på og som var i afgangshallen for at flyve 1 time senere. Det lykkedes dog ikke at få kontakt.

Jeg sludrede så med det ground-personale, som skulle hjælpe flyet med at lukke o.s.v. En dame iført en af de gule veste tilbød at tage bilen og forsøge at få fat i min computer, hvilket jeg taknemligt tog imod. Men tiden var knap, da flyet var ved at gøre klar til afgang.

Derefter løb jeg tilbage til gaten og det personale, som stod ved boarding-slusen for at lægge min adresse og telefonnummer hvor jeg bad dem om at videregive disse oplysninger til sikkerhedskontrollen.

Herefter måtte jeg i hast løbe tilbage til flyet og på vej op ad trappen vendte bilen tilbage – og medarbejderen havde sørme fundet min Mac computer og lettet var jeg. Jeg måtte ikke betale for hjælpen, så det blev kun til et kram og en stor tak for hjælpen.

Mere end pinligt

Tilbage i flyet med computeren under armen kom det næste chok! Jeg havde ikke mine briller på mere...

Jeg blev da klar over, at jeg for et øjeblik siden havde taget brillerne af for at skrive min meddelelse til sikkerhedskontrollen.

Nu begyndte det at blive pinligt. Jeg løb igen ud af flyet, netop som de skulle til at tage trappen væk. Nede på landingsbanen stod heldigvis den medarbejder, som jeg havde givet min seddel til. Jeg forklarede mit nye problem, og hun tog den i løb tilbage og nåede frem med mine briller inden døren lukkede.

Vel anbragt tilbage i sædet gik det op for mig, hvor stresset jeg havde været, men taknemligheden over den helt udsædvanlige service og venlighed jeg mødte af personalet ude ved flyet, vil jeg aldrig glemme. Stor tak til SAS's personale og måske den også skal omfatte Novia, som vist nok handler SAS's afgange.

Endelig ikke min skyld

I baggrunden var skubbet den dårlige oplevelse jeg havde haft i Kastrup Lufthavn, som efter min bedste overbevisning er forkert bygget med alt for lidt plads ved skrankerne, og hvor både afgang og ankomst er blandet i alt for stort omfang. Det ville også afhjælpe problemerne i sikkerhedskontrollen, hvis samtlige sluser er åbne en dag, hvor der er så travlt.

Som et PS kan jeg tilføje, at da flyet forlod gaten opdagede personalet, at vand fra det forreste toilet flød ud på gulvet i kabinen. Kaptajnen måtte herefter meddele, at vi ville køre til en anden standplads, hvor teknikere skulle ordne dette problem. Vi kom derfor faktisk først i luften en time senere, men landede alligevel i Málaga kun 10 minutter forsinket. Vi havde medvind forklarede kaptajnen, som sikkert også havde trykket lidt på speederen.

Den taknemlige passager på sæde 8C.

Tak til Jørgen Nellemose for beretningen.