Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fejrer aftale - men stadig aflysninger

Skrevet af , ons, 21/05/2014 - 01:00

Fly & trafik


Kabinepersonalet og Norwegian er ikke enige om, hvem der vandt forhandlinger. Begge parter fejrer en sejr, men man fristes til at tro, at nogle ...

Kabinepersonalet og Norwegian er ikke enige om, hvem der vandt forhandlinger. Begge parter fejrer en sejr, men man fristes til at tro, at nogle ikke har læst, hvad der er blevet skrevet under på. De to lejre har nemlig vidt forskellige versioner af, hvad aftalen betyder.

 

Kabinepersonalet siger selv, at de fik stort set alle krav opfyldt i forhandlingerne, men Norwegian er alligevel selv godt tilfredse med resultatet. Men har kampen virkelig to vindere?

 

Det norske og danske kabinepersonale blev enige med Norwegian om aftalen mandag morgen.

 

Læs historien her

 

Kabinepersonalets version

- Norwegian lagde sig mere eller mindre fladt ned, og vi fik det, som vi ville have det, siger formanden for Norwegian Kabineforening, Marit Lindén, til CHECK-IN.dk.

 

- Vi har fået alle de ting igennem, som havde størst betydning for os. Vi har fået medbestemmelse på pension og en stillingsgaranti. Men allervigtigst, så beholder vi forhandlingsretten samlet for Norge og Danmark, siger Marit Lindén.

 

Kabinepersonalet siger, at Norwegians danske personale på basen i København vil være ansat på norsk overenskomst, og at overenskomsten fortsat skal forhandles sammen i fremtiden. Det danske og norske personale skal heller ikke blive i det bemandingsselskab, som de er blevet flyttet til tidligere i år.

 

Norwegians version

Det norske flyselskab er ikke enige i den fortolkning af aftalen.

 

- Det kan godt være, at det er sådan, de fremstiller det. Men realiteten er, at kabinepersonalet forbliver i de to underliggende ressourceselskaber, som de blev overflyttet til fra moderselskabet tidligere i år, siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til CHECK-IN.dk.

 

- Det er vigtigt for selskabet, at der ikke er rokket ved strukturen med et holdingselskab og to underliggende bemandingsselskaber. Det danske og det norske kabinepersonale kan forhandle sammen og fremføre deres kritik samlet over for en norsk mægler. Men der er tale om to separate aftaler, understreger Skånvik.

 

Spørgsmålet er nu, hvem det er af parterne, som ikke har læst aftalen ordentligt igennem.

 

Fortsat aflysninger

Udsigten til strejke har fået Norwegians salg til at styrtdykke, og derfor har Norwegian aflyst omkring 190 flyvninger i denne uge.

 

- Alle passagere, som er berørt, fik information om dette forrige uge og blev booket om til næste afgang. I de allerfleste tilfælde drejer det sig om afgange, som går maksimalt to timer senere, siger informationschef Lasse Sandaker-Nielsen til vg.no.

 

- Norwegian har over 3.000 flygninger om ugen. Så antallet af aflysninger er ret beskedent - specielt set i lyset af det svigt i salget, udsigten til strejken forårsagede, mener Sandaker-Nielsen.

 

Det er stort set kun indenlandsruter med høj afgangsfrekvens, som er berørt.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.