Flysikkerhed i bund
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 31/07/2012 - 10:21
Krimi og katastrofe
Der er sået alvorlig tvivl om flysikkerheden i Spanien, efter at myndighederne endnu ikke har korrigeret fejl i de sikkerhedssystemer, som den ...
Der er sået alvorlig tvivl om flysikkerheden i Spanien, efter at myndighederne endnu ikke har korrigeret fejl i de sikkerhedssystemer, som den 22. august 2010 kostede 154 mennesker livet i det katastrofale Spanair-styrt i Madrid.
"Meget alvorlige fejl"
Ifølge dagbladet El Pais har Den Internationale Organisation for Civil Luftfart, ICAO, som hører under FN, under en revision af flystyrtet fundet ikke færre end 40 fejl og mangler i forbindelse med det sikkerhedssystem, der er knyttet til Spanairs MD-82'er.
Nogle af fejlene kategoriseres som ”meget alvorlige”, og Udviklingsministeriet erkender nu, at nogle af disse ”sorte huller” stadig eksisterer.
Alarm slået fra
Nogle af problemerne i forbindelse med flysikkerheden er, at Spanien ikke opfylder de krav, der stilles af AOC; en organisation, der regulerer flyselskaber. Et af AOC's krav er at sikre, at den seneste manual til gennemgang af flyets sikkerhedsinstallationer befinder sig ombord i kabinen.
Præcis det punkt menes at have været en medvirkende årsag til, at Spanair-flyet styrtede til jorden kort efter start. Piloterne var nemlig ikke klar over, at de såkaldte TOWS ikke var slået til på grund af alvorlige fejl i flyets installationer.
Efter et lignende styrt med en MD-82 fra North West Airlines fly i Detroit 1987, blev der udsendt en advarsel med krav om en revidering af flyets TOWS – hvilket er den alarm, der skal gøre personalet opmærksom på fejl i flyets systemer.
Korrigeres for sent
TOWS-systemet var på det katastrofe-ramte Spanair-fly tilsluttet en sikring, der også er sluttet flyets varmemåler. Da varmemåleren ikke virkede, blev sikringen slået fra, og dermed blev flyets sikkerhedsalarm også sat ud af drift.
På trods af advarslen fra Detroit-styrtet 23 år tidligere var problemet med TOWS-sikringen endnu ikke omtalt i de manualer, der fandtes ombord i det forulykkede Spanair-fly.
Der er derfor grund til bekymring over, at mange af de fejl, der bliver konstateret i forbindelse med den spanske flysikkerhed, ikke bliver korrigeret, før det er for sent.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.