Flyver egne veje
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 16/07/2012 - 08:45
Rejser & oplevelser
Mens lavprisflyselskaberne Ryanair, BMI bay og Vueling opkræver de nye spanske lufthavnsafgifter hos kunder, der allerede har bestilt billetter...
Mens lavprisflyselskaberne Ryanair, BMI bay og Vueling opkræver de nye spanske lufthavnsafgifter hos kunder, der allerede har bestilt billetter før afgiftsforhøjelsen trådte i kraft den 1. juli, melder nu Norwegian ud med den modsatte holdning.
- Norwegian opkræver ikke ekstra for skatten på allerede foretagne bookinger, men vi er meget uenige i måden, det er foregået på fra de spanske myndigheder. Det er ikke rimeligt med en så kort frist," siger Johan Bisgaard Larsen, der er Norwegians danske presse- og markedschef, til check-in.dk.
Trak på betalingskort
Lavprisflyselskaberne Ryanair, britiske BMI baby og spanske Vueling var hurtigt ude med en ekstraordinær regning til de mange rejsende, der allerede har bestilt flybilletter til eller fra Spanien efter den 1.juli.
Kravet fra de tre lavprisflyselskaber var enslydende: De forhøjede afgifter skal betales af kunderne, uanset at der i princippet allerede er indgået en købsaftale mellem flyselskabet og kunden inden afgiftsforhøjelsen.
Beløbene er trukket direkte på kundernes betalings- og kreditkort, som har været anvendt ved den oprindelige booking.
Nye baser i Spanien
Det norske lavprisflyselskab er ved at etablere baser i Spanien i henholdsvis Málaga og i Las Palmas på Gran Canaria. Check-in.dk vurderer, at det kan være årsagen til, at Norwegian har udvist en særlig fleksibilitet i forbindelse med de forhøjede spanske lufthavnsafgifter.
Store forskelle
Der er tale om relativt små beløb for den enkelte rejsende, men for flyselskaberne med op til flere hundrede afgange om ugen fra spanske lufthavne i højsæsonen, kan det vise sig at blive en betragtelig udgift.
Et udsolgt Ryanair-fly fra lufthavnen i Barcelona vil koste selskabet 1.695 euro i ekstra afgifter, mens Ryanair til gengæld kan nøjes med en ekstraudgift på 80 euro fra sin base-lufthavn i Girona nord for Barcelona.
Eksempler på lufthavnsafgifterne pr. passager inden for EU:
Madrid: 9,12 euro, Barcelona: 8,95 euro, Palma de Mallorca, Málaga, Alicante og Tenerife: 1,92 euro. De øvrige større lufthavne – som eksempelvis Valencia – ligger på mellem 1,72 og 1,87 euro, mens de mindre ligger betydeligt lavere. I Girona er afgiften således på 0,42 euro pr. passager.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.