For hulen, hvor er det godt!

Det danske sprog er bygget op på 28 bogstaver, og selvom vi har flere bogstaver at vælge mellem end flertallet, så er dansk egentlig ret fattigt på ord i forhold til mange andre sprog.

Det oplevede jeg på universitetet, da jeg efter de første par år, hvor alt foregik på engelsk, pludselig skulle lave alt på dansk. Det var svært!

Selv på dansk, er der voldsomt stor forskel på, hvad vi får ud af sproget. Men når nu vi alle har samme antal bogstaver og ord, hvordan kan det så være, at der er så stor forskel på, hvad vi får ud af det? Nogle formår at skrive "røv" på Facebook, mens andre skriver værker, som får deres eget liv og giver mening til mange.

Jeg er kva mit job storforbruger af ord, men ikke ligefrem nogen avanceret sproglig ekvilibrist.

Dét er Jens Christian Grøndahl. Han kan beskrive banaliteter, så det leveres som en mavepuster. På den gode måde, altså.

Det kan naturligvis argumenteres, at den slags er subjektivt som al kunst, men også af andre regnes han for en af Danmark største prosaister, så heppekoret er ikke enstemmigt. 

Han er simpelthen eminent til beskrive eksistentielle konflikter, psykologiske relationer og - ja - mennesker. Og det - vel at mærke - uden at læseren får lyst til alt muligt andet.

Jeg har netop læst hans bog, Fra i nat sover jeg på taget, og jeg er helt forpustet. På den gode måde.

Jeg nappede den som lydbog, hvor jeg endda er blevet forkælet med, at Grøndahl selv har fortalt den, som det var meningen.

Jeg har taget mig selv i at trykke på ‘gå 15 sekunder tilbage’-knappen flere gange. Bare for lige at begribe nuancerne i de ellers så umiddelbart trivielle hverdagsbetragtninger.

Jeg kan muligvis genfortælle handlingen på et minut, men han bruger en hel bog. Og det vilde er, at hans bog - i min optik - ikke fylder én linje for meget.

Her fortæller forfatteren selv om bogen:

Grøndahl formår at tryllebinde med elegante formuleringer og uovertrufne betragtninger, der kun giver mening i det sekund, de bliver sat i lige præcis den sammenhæng. Men meget af meningen formidles også med det, der ikke bliver formidlet. Hvis det giver mening…

Jeg “retter” altid forfatteren, når jeg læser. Forstået på den måde, at jeg løbende omformulerer sætninger og udskifter ord i hovedet. Det gør jeg også med denne bog, men hver gang ender jeg med at synes bedst om den originale version.

På Litteratursiden.dk kan man læse om romanen, at den forbinder “eksistentielle refleksioner med skildringer af tidsånden og en velkendt MeToo-historie. Romanens hovedperson skal være morfar og er i en sen alder blevet skilt fra sin kone gennem mange år og har fået en uhelbredelig diagnose. Skilsmissen kom i kølvandet på diagnosen, hvilket fører til mange refleksioner og tilbageblik på samlivet med ekskonen, men også en nøgtern afklaring i forhold til skilsmissen, livet og sygdommen”.

Man får på intet tidspunkt at vide, hvad fortælleren fejler, og ved du hvad? Det er ikke engang irriterende.

For hulen, hvor er det godt!

God weekend og god læselyst

Kathrine Hesner

PS: Billedet til denne artikel har jeg lavet ved hjælp af kunstig intelligens (wow!), og det skulle gerne illustrere min super lykkelige tilstand, da jeg lyttede til Grøndahl. Men det er en helt anden - og mindst ligeså begejstret - historie...