Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Forbrugerne i kulkælderen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 02/09/2014 - 09:51

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Regeringens ministre insisterer ihærdigt på, at spansk økonomi står foran en umiddelbar genopretning og stigning i beskæftigelsen. Noget ty...

Regeringens ministre insisterer ihærdigt på, at spansk økonomi står foran en umiddelbar genopretning og stigning i beskæftigelsen. Noget tyder dog på, at optimismen kan være overdrevet.

 

Flere i beskæftigelse, mindre arbejde

For selv om der er kommet flere i beskæftigelse, bliver der arbejdet mindre.

 

Der er i løbet af det seneste års tid kommet 127.000 flere i arbejde. Men hvis man ser på det samlede antal arbejdstimer, er der i samme periode sket en nedgang i timetallet på 0,4 procent.

 

Det vil sige, at der er flere om at dele færre arbejdstimer.

 

- Jeg vil ikke afvise, at der er sket en positiv udvikling i beskæftigelsen, men det ser ikke så rosenrødt ud, som regeringen påstår, siger økonomisk professor Javier Santacruz, fra universitet i Essex.

 

Men det er ikke kun beskæftigelsestallene, der halter.

 

Vækst med offentlig gældsætning

Den økonomiske vækst steg i sidste kvartal med 0,6 procent, men det skyldes hverken stigende national efterspørgsel eller en stigning i eksporten, som det tidligere har heddet sig. Det skyldes derimod øget gældsætning inden for det offentlige, som har ført til stigende efterspørgsel i byggeriet, siger eksperten.

 

Hjemmemarkedet i stå

Så vejen ud af recession er kommet takket været øgede offentlige udgifter, og ikke fordi der er højere forbrug inden for det private, som det havde været ønskeligt, understreger Santacruz over for 20 Minutos.

 

Han peger på, at gælden inden for det offentlige i august for første gang steg til over en billion euro.

 

Der er også tegn på øget gældsætning inden for det private, hvor opsparingen sidste år faldt med 1,9 procent, mens gælden er steget til over 100. Landets indbyggere brugte for første gang i historien flere penge, end de tjente.

 

Byggeri og industri vokser

Væksten i Spanien er traditionelt knyttet til en stigning i byggeriet. Byggeriet stopper, når ejendomsmarkedet vælter, og de offentlige investeringer stagnerer. Så efter flere år med et dyk i forbruget af cement og byggekraner på over 33 procent er tendensen nu ved at vende. Mens nedgangen sidste år var på 12 procent, har den i år været på kun tre procent.

 

Industriproduktionen er i løbet af de seneste to år faldet med mere end otte procent, men steg i løbet af årets første seks måneder med 2,1 procent. Beregningerne er baseret på oplysninger fra 11.500 virksomheder.

 

Salget af køretøjer stiger

Efter en ordentlig nedgang i salget af erhvervskøretøjer, lastbiler og varevogne på hele 24 procent i 2012 er bøtten nu vendt, så nedgangen er vendt til en eksplosiv fremgang på 27 procent.

 

Også bilsalget til private oplever en mærkbar fremgang. Efter seks års tilbagegang vendte udviklingen sidste år til en fremgang på fire procent. I løbet af i år er bilsalget steget med hele 15,9 procent.

 

En stor del af fremgangen skyldes dog regeringens mange skrotnings-ordninger, som opfordrer bilejere til at skrotte deres gamle bil og købe en ny med et tilskud på 2.000 euro.

 

Forbrugerne i kulkælderen

Der er dog ikke megen optimisme at spore hos forbrugerne. En undersøgelse blandt 1.400 interview-personer viser, at mundvigene hænger grundigt nedad.

 

Det månedlige forbruger-index, Indicador Mensual de Confianza del Consumidor (ICC), som spænder fra nul til 200 viser, at der er mere pessimisme end optimisme.

 

100 er skæringspunktet for positive og negative forventninger, hvor det højeste tal står for tro på økonomisk fremgang. ICC ligger i dag på 88,9 point (tallet for juli, red.), men det er dog trods alt en markant fremgang på 25 point i forhold til juli sidste år.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.