Gadesælgere på barrikaderne
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 11/11/2013 - 12:25
Samfund og Politik
Over hundrede af de såkaldte ”looky-looky”-mænd gennemførte lørdag en protest foran Justitsministeriet i Madrid. De demonstrerede mod en...
Over hundrede af de såkaldte ”looky-looky”-mænd gennemførte lørdag en protest foran Justitsministeriet i Madrid. De demonstrerede mod en reform af straffeloven, der betyder at deres gadesalg nu kan sende dem direkte i fængsel.
Indtil nu har gadesalg været betegnet som ”civil ulydighed”, som maksimalt kunne udløse en bøde til både køber og sælger. Nu kan det ulovlige gadesalg medføre en fængselsstraf på mellem seks måneder og to år.
De demonstrerende gadesælgere, der overvejende var senegalesere, bar bannere med skriften ”Mit gadesalg er mit levebrød”, og ”Forsøg på at overleve er ikke en forbrydelse”.
Unfair for butikker
Gadesælgerne er blevet kritiseret for at være unfair konkurrenter til butikkerne, fordi de hverken betaler skatter eller afgifter.
Det har på den anden side ført til, at ingen af gadesælgerne har haft mulighed for at få opholdstilladelse, eftersom de har skullet bevise, at de har en arbejdskontrakt og en fast månedlig indtægt.
Derfor bliver hovedparten af ”looky-looky”-mændene betragtet som illegale indvandrere – og det har de været i mange år, hvis ikke årtier.
- At sælge varer på gaden er ikke ligefrem noget drømmejob, men med den økonomiske afmatning findes der ikke andre måder, vi kan brødføde vores familier på eller tjene penge, til at sende hjem til Afrika, siger en talsmand for demonstranterne.
- Vi ønsker ikke at være kriminelle for at overleve – men det vil nu være den eneste måde, vi kan overleve på, siger han.
Kunder overtræder også loven
Beboere i Jávea i Alicante er bekymrede over en beslutning fra kommunalbestyrelsen, der også kan resultere i bøder til folk der køber af gadesælgere.
- Mange kender ikke kender loven og ved ikke, at det er ulovligt at købe fra gadesælgerne. De vil blive slemt overrasket, hvis de pludselig får en bøde for at købe en talske eller solbriller, siger en talsmand for beboerne i Jávea.
Mange siger, at de køber fra gadesælgere for at hjælpe dem, eftersom de godt ved, at de har svært ved at overleve.
Rådhuset står fast
Men Jáveas rådhus har bøjet sig for det lokale erhvervsliv og står fast på beslutningen, der betyder at kunder også bidrager til ”kriminel virksomhed” og at det fremmer ulovligheder i den populære og kosmopolitiske badeby.
Kommunen siger, at politiet kun vil advare køberne mod at begå en strafbar handling, og at der kun vil blive givet bøder, hvis kunder insisterer på at købe, eller bliver taget i det en anden gang.
- Vi kender til deres hårde situation, men vi er et byråd, ikke en velgørenhedsorganisation, oplyser kommunens presseafdeling.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.