Hvorfor er Ceuta en spansk by?

Hvert år den 2. september trækker den officielle kalender for den autonome by Ceuta i festtøjet for at fejre sin institutionelle mærkedag. Datoen markerer begivenheden i 1415, hvor portugisiske tropper gik i land på Almina-halvøen, indlemmede byen under den portugisiske krone og indledte dens definitive tilknytning til Den Iberiske Halvø.

José Luis Gómez Barceló, officiel krønikeskriver for Ceuta og medlem af Centro de Estudios Ceutíes, præciserer dog den præcise betydning af mærkedagen: "Den 2. september henviser ikke direkte til byens erobring, som fandt sted den 21. august 1415, men derimod til den 2. september 1415, hvor den portugisiske flåde vendte hjem mod moderlandet og efterlod Pedro de Meneses som byens første guvernør i spidsen for Ceutas nye befolkning."

Mere end seks århundreder senere dukker spørgsmålet om Ceutas natur og suverænitet jævnligt op i den internationale geopolitiske debat, udfordret af det marokkanske diplomatis revisionisme. Svaret på, hvorfor Ceuta er spansk, bunder dog hverken i et geopolitisk dogme eller et kolonialt levn, men i en ubrudt historisk kontinuitet, uomtvistelige internationale aftaler og frem for alt den forfatningsmæssige ramme, der beskytter borgernes klare flertal.

Oprindelsen til en geografisk og historisk særstatus

For at forstå Ceutas spanske tilhørsforhold er det nødvendigt at rejse tilbage i tiden, længe før de moderne nationalstater eksisterede. Beliggende på et strategisk nøglepunkt ved Gibraltarstrædet blev det romerske Septem Fratres beboet og omstridt af fønikere, karthagenere, byzantinere, visigoter og skiftende islamiske dynastier. Beliggenheden gjorde fra antikken byen til en naturlig bro mellem Atlanterhavet og Middelhavet samt mellem Europa og Afrika.

Det afgørende vendepunkt for byens nuværende politiske tilhørsforhold fandt sted i 1400-tallet. I 1415 erobrede kong Johan 1. af Portugal byen. I mere end 160 år forblev Ceuta under portugisisk administration, en periode hvor byens sociale struktur, byrum og fæstningsværker blev grundlæggende omdannet.

Ceutas våbenskjold under Felip 2.

De europæiske dynastiers udvikling ændrede dog byens skæbne definitivt i 1580, da Filip 2. af Spanien forenede den spanske og portugisiske krone efter kong Sebastiáns død i slaget ved Ksar El Kebir.

I seks årtier hørte Ceuta under Den Iberiske Union under Habsburgerne. Det endegyldige vendepunkt kom i 1640. Da Portugal gjorde oprør mod den spanske krone for at genvinde sin uafhængighed under Braganza-dynastiet, traf Ceutas myndigheder og civilbefolkning et historisk valg: De besluttede frivilligt at fastholde deres troskab til kong Filip 4. af Spanien og nægtede at tilslutte sig det portugisiske løsrivelsesprojekt.

Fra loyaliteten i 1640 til Lissabon-traktaten

Ceuta-borgernes eget valg blev juridisk formaliseret tre årtier senere. Fredstraktaten i Lissabon i 1668, indgået mellem Spanien og Portugal for at afslutte den portugisiske restaurationskrig, anerkendte udtrykkeligt den spanske suverænitet over Ceuta. Portugal overdrog formelt eksklaven til Spanien med udtrykkelig godkendelse fra Pavestolen og samtidens europæiske stormagter.

Forsiden af fredstraktaten mellem Spanien og Portugal i 1668

"Siden da har Ceuta været en spansk by på linje med alle andre, blot med de samme udfordringer ved at ligge uden for halvøen som Melilla, De Kanariske Øer eller Balearerne – dog med den ekstra udfordring, at byen deler en landegrænse med Marokko," forklarer Gómez Barceló.

Siden traktaten i det 17. århundrede har Spaniens suverænitet over Ceuta været uafbrudt og anerkendt af de skiftende internationale retsordener gennem århundrederne. Ikke engang de langvarige og voldsomme belejringer i den tidlige moderne tid – såsom Moulay Ismails historiske belejring mellem 1694 og 1727, der strakte sig over mere end tre årtier – formåede at rokke ved eksklavens politiske tilhørsforhold.

"Ceutas nuværende grænser blev genbekræftet i Wad-Ras-traktaten i 1860. Under det marokkanske protektorat blev byens administration altid holdt adskilt, og dens tilhørsforhold til Spanien med de nuværende grænser blev anerkendt i de officielle ratificeringsdokumenter ved Marokkos uafhængighed," påpeger byens krønikeskriver.

Det er netop her, historien afviser et af de mest udbredte argumenter i den revisionistiske retorik: påstanden om, at Ceuta kan sidestilles med en afkoloniseringsproces. Ceuta hørte under den spanske krone mere end et århundrede før Kongeriget Marokko opstod som en moderne uafhængig stat i 1956, og flere hundrede år før det fransk-spanske protektorat over Sharif-riget blev etableret i 1912.

Væsentlige forskelle fra det klassiske kolonifænomen

FN har behandlet problematikken omkring ikke-selvstyrende områder i forbindelse med afkolonisering via Generalforsamlingens resolution 1514 (XV) fra 1960. Ceuta har aldrig optrådt på FN's liste under Specialkomitéen for Afkolonisering (C-24).

Årsagen til denne udeladelse er fuldstændig klar ud fra et folkeretligt synspunkt: Ceuta er ikke en koloni, men en integreret del af en suveræn stats nationale struktur.

I modsætning til klassiske koloniale forhold, hvor en administrationsmagt udøvede herredømme over et fjernt territorium med en befolkning frataget fulde borgerrettigheder, har borgerne i Ceuta historisk nydt nøjagtig samme rettigheder og pligter som indbyggerne i Madrid, Barcelona eller Sevilla.

I den sammenligning, der ofte drages med Gibraltar, peger jurister på uoverstigelige forskelle. Hvor Gibraltar blev overdraget til den britiske krone via Utrecht-traktaten (1713) som en territorial ejendom med begrænsninger i suveræniteten og i dag formelt er opført af FN som et territorium afventende afkolonisering, udgør Ceuta en integreret del af Spaniens territorium i kraft af indbyggernes egen vilje og ratificeringen af bilaterale aftaler forud for den koloniale æra.

Forankringen i den spanske forfatning af 1978

Demokratiets indførelse i Spanien fasttømrede byens juridiske status endegyldigt. Under forfatningsarbejdet i 1978 deltog repræsentanter fra Ceuta fuldt ud i debatten og udformningen af grundloven. Forfatningsteksten anerkendte de nordafrikanske enklavers særpræg og deres fulde integration i statens territoriale opbygning.

Den femte overgangsbestemmelse i den spanske forfatning af 1978 banede udtrykkeligt vejen for, at Ceuta og Melilla kunne etablere sig som autonome byer Dette mandat blev ført ud i livet i 1995 med parlamentets vedtagelse af byens autonomistatut, som tildelte Ceuta status som autonom by (Ciudad Autónoma).

Denne status giver Ceuta regionalt selvstyre med egen lovgivende forsamling, præsident og autonome beføjelser tilpasset dens virkelighed, samtidig med at den garanterer direkte repræsentation i statens demokratiske institutioner: Byen vælger et medlem til Deputeretkammeret og to senatorer til Senatet og deltager dermed på lige fod i den nationale suverænitet.

Fuld integration i Den Europæiske Union

Med Spaniens optagelse i De Europæiske Fællesskaber i 1986 blev Ceuta en officiel del af EU's territorium. Selvom byen har en særlig skatte- og toldordning inden for EU for at kompensere for sin geografiske isolation og begrænsede ressourcer, gælder EU-retten fuldt ud i kommunen, og indbyggerne er fuldgyldige europæiske borgere.

Ceutas landegrænse udgør ikke blot grænsen for spansk suverænitet, men fungerer som en af EU's ydre grænser for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed på det afrikanske kontinent. Denne status styrker enklavens internationale dimension og forpligter EU's institutioner til at værne om byens territoriale integritet og socioøkonomiske stabilitet.

Europæiske investeringer, udstationeringen af agenturer som Frontex og Europa-Kommissionens utvetydige opbakning under diplomatiske kriser eller migrationsbølger har gentagne gange understreget, at Ceutas sikkerhed og stabilitet er en strategisk prioritet for samtlige 27 medlemslande.

En kulturel smeltedigel funderet på et fælles tilhørsforhold

Ud over historiske adkomster, retsafgørelser og diplomatiske traktater findes den dybeste forklaring på Ceutas spanske tilhørsforhold i dens befolkning. Ceuta repræsenterer en enestående model for sameksistens, hvor fire kulturelle og religiøse samfund lever side om side: kristne, muslimer, jøder og hinduer.

På trods af forskelligheden i ophav og trosretninger hersker der en udbredt fælles identitetsfølelse: Det overvældende flertal af byens befolkning føler sig entydigt som spaniere.

Demografiske analyser og meningsmålinger viser konsekvent, at nabolandet Marokkos territoriale krav ikke vækker genklang blandt byens muslimske borgere, som værdsætter og forsvarer de frihedsrettigheder, sociale goder og den økonomiske tryghed, som den spanske retsstat garanterer.

Som José Luis Gómez Barceló understreger: "Blandt den nuværende befolkning i Ceuta finder vi utallige familier, som har levet her og forsvaret dette land i århundreder, med en uomtvistelig ret til at blive respekteret, præcis som enhver anden borger i sin by eller sit land."

Den 2. september er derfor en dag til at genbekræfte dette sociale sammenhold. Fejringen af Ceutas officielle dag er hverken en konfrontation over for nabolandet eller et nostalgisk tilbageblik, men en anerkendelse af et fælles engagement i det demokratiske Spaniens værdier.

Fremtidige udfordringer for en strategisk eksklave

I det 21. århundrede handler udfordringerne for Ceuta ikke om at definere dens suverænitet – som er uantastelig i henhold til folkeretten og forfatningen – men snarere om økonomisk bæredygtighed og social samhørighed.

Ophøret af den uformelle grænsehandel med Marokko, omstillingen af byens økonomiske model mod digitalisering og serviceerhverv samt håndteringen af migrationspresset præger hverdagen i den autonome by.

Den spanske stats svar på disse udfordringer har været en styrkelse af den institutionelle tilstedeværelse og etableringen af strategiske statslige investeringsplaner for at sikre byens udvikling. Ingen demokratisk spansk regering har nogensinde sat spørgsmålstegn ved Ceutas territoriale integritet, som betragtes som en ufravigelig del af nationens geografi.

Svaret på spørgsmålet om, hvorfor Ceuta er spansk, er i sidste ende flerdimensionelt: Ceuta er spansk, fordi befolkningen valgte det i 1640, fordi folkeretten bekræftede det i 1668, fordi FN ikke betragter byen som et område, der skal afkoloniseres, fordi forfatningen af 1978 beskytter den som en uadskillelig del af nationen, og fordi dens borgere hver dag – ved stemmeurnerne og i gaderne – bekræfter deres urokkelige vilje til fortsat at være en del af Spanien.

Arkæologiske levn i Ceuta: En historisk rundtur

• Det fønikiske udgravningsområde ved domkirken: Vidner om den fønikiske epoke og den strategiske etablering af den første bosættelse.

• Den senromerske basilika og romerske saltsaltningskar: Udstillet i Basilikamuseet og dateret til romersk og senromersk tid.

• Puerta Califal (indenfor i Parador La Muralla) og Marinid-murene i Villa Jovita: Fra den kalifale og marinidiske æra, knyttet til de middelalderlige islamiske dynastier.

• Foso Real: Den sejlbare kongelige voldgrav, anlagt i første halvdel af 1500-tallet efter ordre fra den portugisiske krone.

• Det monumentale fæstningskompleks Murallas Reales: Den første forsvarslinje bærer våbenskjold fra Karl 2.'s regeringstid (slutningen af det 17. århundrede), mens den anden forsvarslinje bærer Bourbon-monarkernes våbenskjold (fra 1700-tallet og frem).

Observation

I morgen vil premierminsiter Pedro Sánchez redegøre for situationen i Ceuta i Kongressen. Krisen i Ceuta har jo desværre udviklet sig til et politisk skænderi mellem regeringen og oppositionen i stedet for samarbejde om løsninger. Debatten i Kongressen forventes derfor ikke at blive nogen køn forestilling ...