Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Glemte, uforglemmelige afkroge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 12/05/2013 - 00:05

Har du lyst til at komme lidt væk fra horderne af turister og opleve noget lidt andet end strand og saltvand på egen hånd? Smage lidt på noget ...

Har du lyst til at komme lidt væk fra horderne af turister og opleve noget lidt andet end strand og saltvand på egen hånd? Smage lidt på noget oprindeligt og mærke historien? Else Byskov tager dig igen med for en af sine uforlignelige ture.

Af Else Byskov

Naturparken Sierra de Aracena y Picos de Aroche ligger i Huelva provinsen i den vestlige del af Sierra Morena cirka 60 kilometer nordvest for Sevilla. Parkens vestligste del når helt hen til den portugisiske grænse og strækker sig gennem den sydvestlige del af landet.

Alájar set fra La Peña - det vender vi tilbage til senere

Området er på 1.868 kilometer2 og fylder med andre ord lige så meget som to-tredjedele af Fyn. Bjergområdets højeste punkt er på 959 meter, og bjergsiderne udgøres af imponerende græsningsarealer med spredte træer, de såkaldte 'dehesas', hvor der går heste og kreaturer side om side.

En helt anden verden

Vi tager til Aracena for at udforske denne relativt ukendte del af Andalusien, og der er en stor oplevelse i vente. Du skal påregne lidt over tre timer fra Málaga for at nå frem til Aracena, men så er du også landet i en hel anden verden. Her er næsten ingen turister, og alt ser ud, som det har gjort i hundrede år.

Posada San Marco: udsigt over haven fra vores værelse


En 'dehesa' er en stor indhegning, som regel afgrænset af et stengærde, hvor der står spredte træer. Under og mellem disse træer vokser der græs og urter, og sådan en indhegning er et perfekt sted til opdræt af kvæg. Der er masser af plads, og kreaturerne kan gemme sig i skyggen af de store træer, når de trænger til en pause fra solen. Da det aldrig bliver for koldt til, at dyrene kan være ude, er las dehesas i århundreder blevet brugt til opdræt af tyre og kalve samt den iberiske gris, som giver nogle af verdens bedste skinker.

Det perfekte udgangspunkt

Vi havde valgt at bo i landsbyen Alájar, som ligger omkring 20 kilometer vest for hovedbyen Aracena. Valget faldt på Alájar, fordi der her findes et par meget fine ”posadas” (kroer – se www.posadasalajar.com), og så fordi byen er det perfekte udgangspunkt for vandreture.

Posada San Marco i den kombinerede reception og opholdsstue

Vi boede på den meget fine økologiske posada San Marco midt i Alájar, der ejes og bestyres af det engelsk-spanske par Lucy og Angel. Dg de har investeret alle deres sparepenge i dette lille landhotel, hvor alt er økologisk - selv malingen.

Hotellet opvarmes ved hjælp af jordvarme, og der er derfor et meget behageligt indeklima på et tidspunkt, hvor andre hoteller er halvkolde. Lucy laver aftensmad, så man kan bare bestille dagens menu hos hende og ellers besøge en af de andre restauranter i Alájar.

Vi ankom ved 15-tiden, og det betød, at der var tid til en god vandretur. Vi valgte at gå til nabobyen Linares gennem den delvist forladte, halvtomme landsby Los Madroñeros.

På stien mod Los Madroñeros

Turen er dejlig rundtur på små 12 kilometer, da den starter lige ved Posada San Marcos.

Los Madroñeros er en delvist forladt landsby

Pladsen i Los Madroñeros med et enligt morbærtræ

Snegleruten

Stien går ud af Alájar i sydøstlig retning og går mellem stengærder med dehesas på begge sider. Her får man virkelig et indtryk af, at landskabet ikke har ændret sig i hundredvis af år. Stengærderne ser ud, som om de har stået der i århundreder og træerne det samme.

Kort efter turens start bliver vi mødt af et stort skilt, der viser ruten ”Sendero el Caracol”. Den kan man tage, hvis man ikke orker at gå helt til Linares. Caracol-rundturen er kun på fire og en halv kilometer.

En hulvej fører det sidste stykke op mod Linares

Turen til Linares er afmærket med en hvid/gul stribe, så det er ikke nødvendigt med vejbeskrivelse. Man skal bare følge stien og holde udkig efter markeringerne.

Lille charmerende gade i Linares

Efter cirka tre kilometer kommer man til landsbyen Los Madroñeros, som i 1800-tallet havde 150 indbyggere. Men ved udgangen af 1900-tallet var landsbyen helt affolket, og er nu kun i livet takket været kunstnere og turister, som har opkøbt nogle af de gamle huse og sat dem i stand.

Man skal helst ikke gå gennem landsbyen for på et skilt beder byens indbyggere om, at man tager stien, der går neden for byen, så man ikke forstyrrer for meget. Stien fører dog alligevel op til ”centrum”, hvor der er en del til-salg skilte på nogle af husene. Så hvis du leder efter fred og ro, kan bygningerne sikkert erhverves til meget små penge.

På vej ned imod Posada San Marcos

Stien fortsætter forbi store indhegnede landområder, og på et tidspunkt skal man krydse en lille bæk, og så begynder stien at gå nedad mod Linares. Nu skulle man jo tro, at der var mulighed for en forfriskning på den lokale kro, men den var lukket, så det blev der ikke meget ud af.

Alájar er pakket ind i smukke bjerge

Vejen tilbage mod Alájar går forbi kirkegården og løber et stykke langs et vandløb, indtil den kravler opad cirka 200 højdemeter, til den rammer kørevejen mellem Aracena og Alájar. Herfra går en fin sti lige ned til Alájar.

Landsbyen Almonaster

Vink til Portugal

Næste morgen gælder det den fine by Almonaster la Real, som ligger cirka 15 kilometer vest for Alájar. Byen er kendt for sin gamle moské, som blev bygget engang i 900-tallet og ligger på en lille bakketop lige ved siden af byen.

Der ligger en vaskeægte moské i Almonaster

Man kan parkere ved indkørslen til byen og så gå igennem de charmerende smalle gader med appelsintræer, hen forbi kirken, krydse den centrale plads og videre op til den gamle arabiske borg, som også rummer moskéen. Oppe fra borgen er der en fin udsigt – ja, man kan næste se helt til Portugal.

Fra moskeen i Almonaster

Moskeen set udefra - minareten er blevet bygget lidt om

Også fra Almonaster udgår der en fin vandretur, som går i vestlig retning ud af byen. Man følger først vej A470 et stykke, indtil en sti dukker op på venstre hånd. På et skilt står der ”fin de sendero”, og selv om det betyder, ”stien ender her”, er det faktisk præcis her, stien starter. Det er en meget smuk sti ind imellem flere dehesas.

Stien fra Almonaster til Acebuche og Arroyo

Brolægningen er fra romertiden

Dele af brolægningen stammer helt tilbage fra romernes tid, så du bliver hele tiden mindet om, hvilket historisk område du befinder dig i. På et tidspunkt krydser stien et lille vandløb og derefter jernbanen, og kort efter kommer man til landsbyen Acebuche – cirka fire kilometer fra Almonaster.

Her kan man enten vende om og gå tilbage den samme vej, eller man kan gå videre til Arroyo og derfra tilbage til Almonaster. Mulighed nummer to giver en rundtur, og den tog vi. Turen er så på cirka ti kilometer, men det sidste stykke er på landevejen A 470 – ikke at det er et problem, for der kommer sjældent en eneste bil.

La Posada de Alájar

Funciona!

Nu gælder det så hovedbyen Aracena, men på vejen derop skal vi lige op på det specielle udsigtspunkt Peña de Arias Montano, der ligger lige bag ved Alájar. Man kommer op til udsigtspunktet ved at køre til venstre lige efter Alájar. Et par hundrede meter oppe ligger udsigtspunktet med et lille kapel og nogle boder, hvorfra du kan købe forskellige lokale produkter som skinke, honning og kastanjer.

Til vores store morskab står der en Coca Cola-automat med et stort håndskrevet skilt, hvorpå der står: Funciona (den virker). Det hører åbenbart til sjældenhederne!

Peña de Arias Montano oven over Alájar

Udsigten oppe fra La Peña de Arias Montano er helt formidabel, så et besøg her bør ikke forsømmes.

Kappes om at imponere

I Aracena er hovedattraktionen ”La Gruta de las Maravillas” (vidunder-grotten), og turisterne kommer i busser fra nær og fjern for at se denne helt fantastiske grotte, som blev opdaget af en hyrde i 1886 og åbnet for offentligheden i 1914.

Her dybt nede under Aracenas gamle araberborg kappes underjordiske søer og huler med strålende krystalformationer om at imponere den besøgende.

”Spisegade” i Aracena på vej op imod ”La Gruta de las Maravillas”

Man kan kun komme ind i grotten på en guidet tur, der er cirka en og en halv kilometer lang og varer en god time. Turen koster syv euro, og du kan reservere plads på telefon 663 937 876. Du kan også gå ind på Aracenas website: www.aracena.es og sende en mail til turistkontoret. På byens website er der også en liste over de mange vandremuligheder, der er i området, samt masser af andre nyttige oplysninger.

El cabilde Viejo (det gamle rådhus) i Aracena

I Aracena bør du også gå en tur op til resterne af maurer-borgen og besøge ”el centro de visitantes”, der holder til på ”Plaza Alta” i byens øverste del. Turistcentret ligger i det gamle rådhus ”cabildo viejo”, som er en smuk bygning fra 1400-tallet. Lige overfor ligger den imponerende kirke Nuestra Señora de la Asunción.

Den imponerende kirke Nuestra Señora de la Asunción i Aracena

Der er masser af fine pladser og springvand i byen, så du kan roligt sætte et par timer af til at slentre rundt og tage det hele ind. Til sidst kan du besøge ”el museo del Jamón” – skinkemuseet og dér blive klog på, hvorfor områdets skinker adskiller sig fra alle andre.

Resterne af Aracenas maurerborg troner over byen

Med et besøg i Aracena har du langtfra udtømt områdets seværdigheder for cirka 30 kilometer syd for byen ligger en helt fascinerende by med noget af det mest enestående landskab, der findes i Spanien: Rio Tinto. Men det er en helt anden historie, som du må få en anden gang.

Vil du have fod på mere?

Else Byskovs bog 'Fod på Andalusien' kan købes på www.saxo.com, i Annis Vitalshop i Nerja og Los Boliches, Fuengirola, samt på tandlægeklinikken Dentadanés i Maro, Nerja.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.