Golfbranchen frygter nedtur
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/08/2012 - 11:15
Sport & hobby Penge & Forbrug Samfund og Politik Rejser & oplevelser
Golfspillerne raser, og turistindustrien frygter, at en af branchens vigtigste hovedindtægter vil forsvinde, når momsen på flere sportsaktivi...
Golfspillerne raser, og turistindustrien frygter, at en af branchens vigtigste hovedindtægter vil forsvinde, når momsen på flere sportsaktiviteter den 1. september bliver sat op med 13 procentpoint fra de nuværende otte til 21 procent.
- Det er en stigning, der kan mærkes, siger en repræsentant for branchen, som frygter, at golfturisterne nu flygter andre steder hen.
Tæt på dansk momsprocent
Den nye momsstigning blev mandag offentliggjort i statstidende El BOE, og det betyder, at der ikke er nogen vej uden om.
Hoteller og restauranter skal næste måned sætte priserne op fra otte til 10 procent, mens de fleste andre varer stiger til 21 procent, kun fire procent fra den superhøje moms på 25 procent i Danmark.
- Fordyrelsen af ”green fees” med 13 procentpoint kan få stor betydning for valget af næste års golfferie, siger Ignacio Iturbe, direktør for Baviera Golf og kasserer for det andalusiske golfforbund La Asociación Andaluza de Gerentes y Directores de Golf.
Massefyringer kan blive realitet
Ignacio Iturbe frygter, at der vil være udsigt til massefyringer på golf-feriestederne, fordi klubberne ikke kan sende momsregningen videre til turister og rejsearrangører.
- Golfrejserne er solgt til arrangørerne til en fast pris, og vi kan ikke hæve priserne, fordi vi skal af med mere i moms, siger han og tilføjer:
- Hvis vi næste år vælger at kompensere ved at hæve priserne, mister vi kunderne.
Vælger nye golfrejsemål
Iturbe er bange for, at turisterne i stedet vælger billigere, solsikre golfrejsemål i Tyrkiet og Tunesien, men også Thailand og Egypten er kommet godt med, når det gælder golfernes populære feriemål.
Den andalusiske regering har forsøgt at omgå momsstigningen – men uden held. Regionsstyrelsens delegeret i Málaga, José Luis Ruiz Espejo, betegner momsstigningen som en dårlig nyhed for Costa del Sol, der i løbet af de seneste 10 år har markedsført sig til det internationale golfrejsemarked som ”Costa del Golf”.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.