Grebet strammes om regering
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 15/07/2013 - 11:12
Krimi og katastrofe Samfund og Politik
Hvis Spaniens konservative regering ryster i bukserne efter de seneste afsløringer i den såkaldte Bárcenas-sag, er der bestemt ikke noget at ...
Hvis Spaniens konservative regering ryster i bukserne efter de seneste afsløringer i den såkaldte Bárcenas-sag, er der bestemt ikke noget at sige til det. Det kan snart ikke ligne andet end begyndelsen til enden.
Afsløringer af sms-korrespondence mellem det konservative partis varetægtsfængslede ekskasserer og landets premierminister, Mariano Rajoy, kan få katastrofale følger for landets regering.
Kræver Rajoys afgang
Flere hundrede indbyggere i Barcelona gik i weekenden på gaden for at kræve premierministerens afgang, og det socialistiske oppositionsparti luftede fredag muligheden for, at det vil fremsætte forslag om en mistillidsafstemning til landets konservative regering.
Luis Bárcenas, som blev anholdt og varetægtsfængslet den 27. juni, vil i dag igen blive afhørt efter at dagbladet El Mundo i går afslørede en række fortrolige SMS'er mellem ekskasseren og premierministeren. Heraf fremgår det, at Mariano Rajoy havde fuldt kendskab til den ulovlige partifinansiering og udbetaling af sorte penge til partiets topledelse. Udbetalingerne fandt sted i den periode, hvor Rajoy var minister i José María Aznar konservative regering.
Bárcenas ventes i dag at fremlægge de originale regnskabsbøger – de hidtidige var fotokopier af originaler - der viser at både landets premierminister og flere andre ledende konservative toppolitikere i en årrække har modtaget ”eksbetalinger” fra partiets kasse-B.
Der er derfor stor spænding når Rajoy klokken 15 stiller op til pressemøde sammen med den polske regeringsleder, Donald Tusk, der er på officielt besøg i Madrid.
Trusler og afslørende sms'er
”Hvis du snakker, ryger din kone i fængsel. Hvis du tier stille, bliver Alberto Ruiz-Gallardón (Spaniens justitsminister) skiftet ud på næste ministerrådsmøde, og sagen mod dig bliver arkiveret i september” sådan sagde advokat og PP's topfortrolige håndlanger, Javier Iglesias Redondo, under et besøg hos Bárcenas i El Soto-fængslet i Madrid for godt en uge siden.
Omtrens samme trussel kom fra Miguel Durán, (Eksdirektør for blindeinstituttet ONCE og sagfører for PP's tidligere organisationssekretær, Pablo Crespo, der også er involveret i sagen).
Han hævdede under sit fængselsbesøg at tale på vegne af Mariano Rajoy, oplyser El Mundo.
Durán lovede, at ekskasseren ville få en ”god behandling i retten, at hans hustru ville slippe for straf, at man ikke ville røre ved hans datter, at Gallardon vil blive afsat så man kunne få mere kontrol over statsadvokaturen”
Bárcenas fik også stillet i udsigt, at han kunne slippe for at komme i retten i dag, så han kunne vinde tid til at forberede sit forsvar.
Men sådan blev det ikke.
Trækker tæpper under regeringen
Bárcenas har åbenbart besluttet at tage tyren ved hornene og trække tæppet væk under landets regering, konkluderer El Mundo.
I stedet for at forsøge at vinde tid er den fængslede ekskasserer i dag klar til at lægge hundredvis af originale dokumenter og en pendrive om den ulovlige partifinansiering på dommerens bord.
Bárcenas har givet tilladelse til, at han forsvarsadvokat, Javier Gómez de Liaño, fremlægger alle oplysninger vedrørende den ulovlige partifinansiering i perioden fra 1990 til 2008.
Heri indgår hundredvis af kvitteringer for bank-indbetalinger fra de firmaer, der menes at have bidraget til den ulovlige partifinansiering, samt kvitteringer for modtagelse af den sorte ”ekstrabetaling”.
I beskederne fremgår det, at Luis Bárcenas tav om den ulovlige partifinansiering på grund af sin personlige støtte til landets premierminister, Mariano Rajoy, der i en sms fra 2011 skrev: ”Hold ud, Luis, intet er let, men vi gør, hvad vi kan. Op med modet”.
Af sms'erne fremgår det desuden, at der var en løbende, åben kontakt mellem Rajoy og Bárcenas fra maj 2011 til marts 2013, hvori regeringslederen bad partiets ekskasserer om at ”benægte alt, der havde noget at gøre med den sorte partifinansiering og ekstraudbetalinger til partiets ledelse”, skriver El Mundo.
I 2013, samme dag som El Mundo afslørede skandalen om sorte udbetalinger til partiets ledelse og Bárcenas millionformue i skattely i Schweiz, sendte Rajoy en SMS til Bárcenas.
”Vær stærk” skrev premierministeren og gav udtryk for sin støtte.
Bárcenas beslutning om at offentliggøre en del af de sms'er, han har gemt i sin telefon, kommer, efter at hans ekskollega fra det konservative parti, Alfonso Alonso, beskrev ham som ”en forbryder, der har gjort løgn til en livsstil”.
Mistillidsafstemning
De seneste afsløringer har fået det socialistiske parti til at true med en mistillidsafstemning.
Socialist-partiets talskvinde, Soraya Rodríguez, siger, at PSOE ”ikke vil afvise at fremsætte krav om en mistillidsafstemning” efter at det konservative parti har nedlagt veto mod, at premierministeren afgiver forklaring i Kongressen i forbindelse med Bárcenas-sagen, der decideret truer med at trække flere konservative toppolitikere med i sølet.
PP begrunder sin afvisning med, at premierministeren har sagt alt, hvad han har at sige i sagen og har ikke noget at tilføje, skriver Thinkspain.
Men PSOE mener, at begrundelsen er et røgslør, der skal dække over partimedlemmernes indsigt og medvirken til udbetaling af sorte sponsor-penge, og at premierministeren afviser at stille op ”for at slippe for at skulle komme med en løgn eller afsløre ubehagelige sandheder om finansieringen af partiet”.
PP's talsmand i kongressen, Alfonso Alonso, siger, at han ikke tror, at PSOE er i stand til at fremsætte sit krav om en mistillidsafstemning, fordi det ikke opfylder de tre grundlæggende krav:
1) Det parti, der vil have gennemført en mistillidsafstemning til den siddende premierminister, skal ”selv” have en kandidat klar i pipeline til at overtage posten, hvis mistillidsafstemningen får flertal. Og det har PSOE ikke. Alt tyder på, at den socialistiske leder og Rajoys rival til parlamentsvalget i 2011, Alfredo Pérez-Rubalcaba, ikke stiller op til næste valg.
2) For det andet har PSOE brug for et ”klart alternativ til den nuværende regerings økonomiske politik, og det har den ikke”, siger han.
3) For det tredje har partiet har brug for stemmer nok til at fordrive Rajoy fra posten, og det er yderst tvivlsomt, om partiet kan samle et sådant flertal.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.