Guldmedaljer til Amigos
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/02/2022 - 07:00
Klumme
KLUMME: Mens mediecheferne i Danmark kæmper med nedgørende kommentarer på deres platforme, kan Spanien i Dag bryste sig af det modsatte.
Sidste søndag så jeg - som næsten altid - Presselogen på TV2. Et af emnerne var chefredaktørernes nærmest umulige kamp mod grove og nedgørende kommentarer.
Et af eksemplerne var reaktionerne på en kendt bloggers provokation, hvor hun henholdt sig til ytringsfriheden. Her var der ikke kun tale om nedgørende reaktioner mod hende, men bloggeren var også blevet angrebet på blandt andet hendes mobiltelefon.
Selvfølgelig havde jeg forståelse for chefredaktørernes situation, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at smile - og bryste mig - af vores heldige situation, hvor problemet stort set ikke kendes hos vores Amigos, der kommenterer og stiller spørgsmål på Spanien i Dag.
Den lange historie kort
Vores historie om kommentarer er ganske lang. Indtil for to år siden kunne alle og enhver kommentere på Spanien i Dag. På grund af ganske upassende sprogbrug havde vi været nødt til at indføre en godkendelsesprocedure, hvor vi slettede de værste.
På redaktionen diskuterede vi muligheden for, at kun vores Amigos skulle kunne stille spørgsmål og kommentere. Der var lidt delte meninger, da vi jo gerne fortsat ville have mange kommentarer, men ikke som denne:
“Du er sgu da ikke for klog, din idiot!”
Beslutningen blev truffet. Efter noget tid viste det sig, at vi fik mange, mange flere spørgsmål og kommentarer. Sprogbrugen var blevet passende. Man følte sig tryg ved ikke at blive nedgjort, hvis man stillede et dumt spørgsmål. For ingen spørgsmål er dumme, når man ikke kender svaret.
Det gik faktisk så godt og ordentligt, at vi efter et stykke tid fjernede vores godkendelsesprocedure og lod vores Amigos lægge kommentarerne direkte op, så de ikke skulle vente på, at de blev publiceret.
På redaktionen får vi dog automatisk besked om en ny kommentar og tjekker lige ved først givne lejlighed. For det sker jo også, at Amigos spørger, om der ikke er en fejl i en artikel. Og mange tak for det! For netop opmærksomheden hos vores Amigos er en stor ressource for os.
Ja, det rene guld
For ikke så længe siden faldt en kommentar langt uden for et passende sprogbrug med ord, som jeg slet ikke vil gengive. Vedkommende forstod tilsyneladende ikke at hans kæde var sprunget af, så det var nødvendig at sige farvel og tak som Amigos.
Vi passer på vores guld, som der passes på guldet i Fort Knox.
Nyt Månedsmagasin og Månedsrapport
På redaktionen siger vi tak for den gode modtagelse, som de nye magasiner har fået. Begge giver de det store overblik over, hvad der er sket i den forgangne måned. Mange har brugt dem til hurtigt at opdatere sig selv, da man jo godt kan komme til at springe en vigtig over en dag.
I dag har du to friske for februar måned. God læselyst!
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.