Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Haj-fødsel med menneskehjælp

Skrevet af , fre, 04/04/2014 - 10:22

Vejr og natur


Borgere i Fuengirola måtte agere jordmoder for en haj, der var strandet midt i fødslen. Da de fik øje på en blåhaj på strandkanten i sidst...

Borgere i Fuengirola måtte agere jordmoder for en haj, der var strandet midt i fødslen. Da de fik øje på en blåhaj på strandkanten i sidste uge, påtog de sig opgaven med at redde både mor og unger.

 

Nysgerrige troede først, at det var en strandet delfin og ilede til for at få den ud i vandet igen.

 

- Jeg var på vej til arbejde om morgenen, da jeg så noget tumle rundt i strandkanten lige ved El Castillo Sohail i den vestlige del af kommunen, fortalte Antonio Calvillo fra Mijas til det lokale dagblad La Opinión de Málaga.

 

Ringede til politiet

Antonio kom kørende på landevejen og blev så overrasket, at han besluttede at køre ned til stranden.

 

- Jeg troede, det var en delfin, men da jeg kom derned, kunne jeg se, at det var en blåhaj.

 

Han ringede til Guardia Civil og prøvede så på at hjælpe dyret ud i havet igen.

 

- Den virkede lidt træt, men så ikke ud til at have skader, fortalte Antonio.

 

Blåhajer findes over det meste af verden inklusive Danmark

 

Ægtepar hjalp med fødslen

Et andet vidne, Lucía Martín, fortæller, at hun blev ret rystet over at se hajen.

 

- Under min sædvanlige morgentur på strandpromenaden så jeg noget, der bevægede sig i vandkanten, men kunne ikke se, hvad det var, siger hun.

 

Et ægtepar, der gik forbi, tilbød at hjælpe.

 

- Netop som vi var ved at trække dyret i halen for at få den ud i havet, så vi, at der kom noget ud af dens mave. Det var en lille hale, og det gik op for os, at hajen var søgt ind på land for at føde, siger ægteparret.

 

Ti hajunger blev det til

Da redningsfolkene dukkede op, tilbød Antonio at hjælpe til. Det lykkedes dem at få dyret længere ud i vandet og hjælpe den afkræftede haj-mor ved at presse hajen på maven. Det gjorde de, indtil den lille hajunge havde set dagens lys.

 

Men det blev ikke kun til én lille hajunge. I løbet af de næste ti minutter kom der ni mere.

 

- Det var nogle meget smukke små hajer, som var fulde af liv, og de begyndte med det samme at svømme ud mod dybere vand. Min første tanke var, at hvis der skete noget med moderen, ville babyerne i det mindste overleve, sagde Antonio om den fantastiske oplevelse.

 

Både mor og unger blev reddet

To lokale betjente hjalp bagefter med at trække den udmattede haj ud i vandet, og til sidst lykkedes det for den at at svømme ud i havet uden hjælp.

 

- Jeg vil aldrig glemme den oplevelse, siger Antonio om formiddagens ret så usædvanlige hændelse.

 

Der ses jævnligt blåhajer i farvandet ud for Fuengirola. De er meget almindelige i sommermånederne, hvor de jagter fiskestimer. Blåhajen bliver normalt mellem to og tre meter lang.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.