Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Har du (hjerte-) rum til overs?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/11/2012 - 11:46

Bolig Samfund og Politik


Har du fundet det helt særlige julehumør frem, kan du jo vælge at dele lidt ud af goderne. Måske give en bolig til en hjemløs, som nogle fa...

Har du fundet det helt særlige julehumør frem, kan du jo vælge at dele lidt ud af goderne. Måske give en bolig til en hjemløs, som nogle faktisk allerede har gjort. Samtidig har endnu en desperat boligejer begået selvmord, og regeringen vil alligevel ikke hjælpe så mange, som lovet.

 

Et akut behov for husly har fået en familie i Gijón, Asturien, til at tilbyde deres to-værelses lejlighed på øverste sal gratis til en person eller en familie, som har brug for et sted at bo.

 

Ingen skumle bagtanker

Ejerne af lejligheden fortæller, at de ikke længere kunne lukke af for historierne om folk, der bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale af på deres boliglån, eller fordi de har mistet deres job og ikke har råd til husleje.

 

 

For tre dage siden blev annoncen (foto herover) bragt i den lokale avis, La Nueva España, og siden har familien fået over 800 opkald.

 

- Der er ikke noget bag det her. Ingen bagtanker, siger ejeren, der ønsker at være anonym, men bruger pseudonymet Isabel.

 

Isabel er 33 og har et godt job i advokatbranchen, mens hendes 40-årige mand er ansat i et større selskab. Begge har en god indtægt, og som Isabel siger:

 

- Vi har heldet med os og har en god økonomi, men sådan er det jo langt fra for alle.

 

Deres eneste betingelse er, at ansøgeren skal bevise sin nød og skal på et tidspunkt have haft et job.

 

Lejlighed til 50 euro

Og familien i Guijón er ikke den eneste, der er klar til at hjælpe.

 

En spansk promotor i La Alcudia i Valencia Regionen har 25 tomme lejligheder i en bebyggelse, som ikke kan sælges. Manden, som kalder sig for Antonio, har indgået en aftale med kommunen om at leje de tomme lejligheder ud for 50 euro om måneden til personer i nød.

 

Regeringen skærer i hjælpe-plan

Samtidig med at nogle af landets indbyggere tager initiativ til selv at hjælpe hjemløse, har regeringen besluttet at nedsætte antallet af gældsatte borgere, som kan få støtte til at blive boende i deres bolig fra de oprindeligt godt 600.000 til 120.000 personer.

 

Det bekræfter økonomiminister Luis de Guindos i forbindelse med behandlingen af lovforslaget i Kongressen her til morgen.

 

For ni dage siden sagde økonomiministeren ellers under et møde i Bruxelles, at regeringen vil sørge for omgående hjælp til de omkring 600.000 familier, hvor den månedlige boligudgift overstiger mere end 50 procent af familiens samlede indtægt.


Samtidig med at regeringen nu allerede begrænser hjælpen, inden noget overhovedet er vedtaget, har endnu en desperat boligejer taget den absolut sidste udvej. Den 59-årige mand i Santesteban i Navarra havde begået selvmord, da repræsentanter for banken ankom til hans bolig sammen med Policia Local for at tvangsudsætte ham og hans samlever. Manden skyldte 4.000 euro i renter på sin boliglån. Det er dermed den femte person, som begår selvmord i Spanien i år på grund af tvangsudsmidning.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.