Hjemløse husejere i limbo efter brand
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 07/12/2012 - 10:35
Vejr og natur Samfund og Politik
Husejere, der har mistet alt i den voldsomme brand på Costa del Sol i august, kan blive tvunget til at vente i årevis på at genopbygge deres ...
Husejere, der har mistet alt i den voldsomme brand på Costa del Sol i august, kan blive tvunget til at vente i årevis på at genopbygge deres liv. Det skriver theolivepress.es.
Flere måneder efter den værste brand i Málaga Provinsen nogensinde, der beskadigede hundredvis af hjem og tusindvis af tønder land, er mange af ofrene stadig hjemløse og kæmper for at få lov til at starte et nyt byggeri. Men på grund af den nye kystlov, der er blevet indført for at regulere ulovligt byggeri, skal boligejerne søge en særlig byggetilladelse fra rådhuset. Derefter er rådhuset nødsaget til at søge om tilladelse hos Juntaen. Andre kæmper for at få erstatning for alt det, de mistede i branden, og netop erstatningen kan blive et problem for dem, der ikke får byggetilladelse.
Vil lægge pres på Juntaen
Det engelsksprogede The Olive Press har talt med flere personer, der har mistet deres hjem i branden, og som stadig venter på tilladelse til at starte genopbygningen af deres huse. En af dem er Pat Laing, der er med til at lancere en kampagne for at lægge pres på både rådhuset i Mijas og regeringen.
- I første omgang var håbet, at folk kunne begynde at genopbygge deres hjem med det samme og så ordne legaliseringsprocessen senere, men Juntaen har sagt, at på trods af de tragiske omstændigheder vil der ikke blive gjort nogen undtagelser, siger Pat Laing til The Olive Press.
- Nu kan det tage årevis og mange af os er ganske enkelt i limbo og lejer lejligheder eller overnatter hos venner. Det er virkelig en desperat situation. Nogle mennesker har mistet alt i branden; alle deres ejendele, deres hjem, og nu står de også overfor en kamp bare for at genopbygge deres liv, siger hun videre.
Så det udbrændte hus fra terrassen
En af de hårdt ramte er Sue Holloway, som byggede sit hus i Mijas med sin partner Andrew Barrie for 12 år siden.
- Til at starte med opholdt vi os i en vens hus, hvor vi kunne se vores udbrændte hus fra terrassen. Det var meget ubehageligt. Nu lejer vi en lejlighed i Mijas, men vi føler os slet ikke på plads, siger Sue Holloway. Hun og Andrew Barrie byggede deres hus fra en landbrugsejendom, og da den nye lov trådte i kraft sidste år, betalte de 1.000 euro for at få det juridiske på plads.
- Men i sidste ende hjalp det ikke. Nu håber vi bare, at flere personer, der står i samme situation vil komme frem og hjælpe os med at gøre noget ved det. Vi bliver nødt til at fortsætte kampen for vores sag, og jo flere jo bedre, siger Sue Holloway til The Olive Press.
Vi er desperate
En talsmand fra Mijas’ udlændingeafdeling har sagt, at der er blevet udarbejdet et forslag til Juntaen, der beder om, at der bliver givet tilladelse.
- Vi er virkelig desperate for at se dette blive løst hurtigst muligt, men det er Juntaen, der bliver nødt til at give grønt lys for kompensation og give tilladelsen. Som et byråd, der også er hårdt ramt af brandene, er vores hænder bundet, og vi ved ikke, hvor lang tid processen kommer til at vare.
Erstatningssag trækker ud
Spanien i Dag har talt med Helle H. Eriksen, der er indehaver af Danscan Forsikring. Hun har haft to sager relateret til branden i august. Den ene sag er lukket, og kunden fik sin erstatning.
Den anden sag kører stadig og trækker ud, fordi kunden venter på byggetilladelsen hos Juntaen. Umiddelbart skulle der ikke være nogen hindring for, at kunden for byggetilladelsen, men det tager tid, hvor det nye byggeri ikke kan komme i gang.
Du kan høre et kort interview med Helle H. Eriksen lige her.
Ingen tilladelse efter tre måneder
En anden, der er hårdt ramt af branden ifølge The Olive Press, er Sue Doran fra Torquay, der byggede sit drømmehjem med sin mand for ni år siden. Men hun blev tvunget til i rædsel at se sit tre-værelses hjem blive ødelagt i branden. Parret nåede kun lige at få deres pas med, da de flygtede. Nu lejer de en lejlighed, og på trods af at de ansøgte om tilladelse til at genopbygge deres hjem for tre måneder siden, har de stadig ikke fået nogen.
- Vi har hørt om situationer, hvor familier er startet med at bygge, og hvor politiet er dukket op og har stoppet alting. Jorden blev afspærret, og det var det, så vi kan ikke risikere at starte på noget uden tilladelse, siger Sue Doran til The Olive Press.
- Jeg forstår, hvordan tingene fungerer i en regering, og på en måde ved jeg, at der er meget lidt, vi kan gøre for at få tingene til at gå hurtigere, men vi vil bare gerne have vores hjem tilbage, slutter hun.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.