Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spaniens problembørn

Skrevet af , lør, 05/04/2014 - 00:05

Samfund og Politik


Når den europæiske drøm kun er et stenkast væk, er fristelsen svær at modstå, og risikoen for lemlæstelse på de barberblads-skarpe hegn ...

Når den europæiske drøm kun er et stenkast væk, er fristelsen svær at modstå, og risikoen for lemlæstelse på de barberblads-skarpe hegn er lettere at sluge. Besejrer immigranterne  hegnet, snor de sig igennem den mangelfulde lovgivning og bliver sluppet løs i Spanien.

 

Dagens lørdagsklumme er skrevet af Esben Drachmann Rasmussen, journalistpraktikant hos Spanien i Dag og Radio Solymar.

 

Den korteste vej til Europa fra Afrika er over hegnet ved grænsen til de to selvstyrende spanske byer Melilla og Ceuta på Marokkos kyst.

 

Rejsen til den stærkt bevogtede grænse er for nogle afrikanere på flere tusinde kilometer. Nu er det for sent at vende om. Deres penge er i hænderne på 'mafiaen'. De sidste meter er de sværeste og har kostet mange menneskeliv. Den sjette februar blev 15 lig hevet op af vandet i Melilla, da en gruppe foretrak at prøve kræfter med havet i stedet for hegnet.

 

Improviserede lejre i Marokkos skove er mellemstation til Europa

 

Foden skal indenfor

Der er ingen huller i de syv meter høje hegn, men det er der til gengæld i immigrationsloven. Immigranterne kender naturligvis disse huller, og de bliver udnyttet.

 

- Der er to grunde til, immigranterne ikke kan blive sendt tilbage, når de først er på spansk grund. Enten kommer de fra et land, Spanien ikke har en udleveringsaftale med. Eller også er de papirsløse, hvor de har sørget for at smide alt personligt fra sig, så man ikke ved, hvilket land de kommer fra, siger Carsten Humlebæk, forsker ved Copenhagen Business School og ekspert i spanske forhold.

 

Lykkes det at komme over hegnet, er lykken gjort. Immigranterne danser i byernes gader og jubler over 'sejren'. De tilbringer formentlig et år eller mere i asylcentre for at få deres ansøgning behandlet. De fleste bliver afvist, men bliver sendt til det spanske fastland, før de får ordre på at forlade landet.

 

- Det eneste, den spanske stat kan gøre, er at udvise dem. Men da man ikke ved, hvor man skal sende dem hen, får de bare et stykke papir i hånden med et stempel, hvor der står: ”Du er udvist, du har nu 14 dage til at forlade Spanien”, siger Carsten Humlebæk.

 

Der er ikke plads til dem hverken i Melilla eller Ceuta, så på et tidspunkt bliver de fløjet til fastlandet med udvisningsordren i hånden. Så smutter de ud i det spanske samfund og leder efter en måde at overleve på.

 

At være i Spanien er en stor forbedring fra de skjulte lejre i Marokko

 

I Radio Solymar Weekly har vi et indslag med Carsen Humblebæk. Klik på banneret for at høre.

 

 

Et omvendt fængsel

Udfordringen for Spanien er at forhindre immigranterne i overhovedet at få foden ind over grænsen.

 

Spanien har brugt over 30 millioner euro på de avancerede hegn, der skal beskytte Europas eneste grænse til Afrika.

 

De to spanske enklaver minder mere og mere om et fængsel. Syv meter høje pigtrådshegn, infrarøde kameraer, vagttårne og veje til politiets patruljer. Forskellen er, at folk skal holdes ude i stedet for inde. Det egentlige fængsel er kontinentet Afrika.

 

Afrika til venstre. Europa til højre

 

Mafia agerer rejsebureau

Den spanske indenrigsminister, Jorge Fernandez, har oplyst, at 80.000 mennesker lige nu venter på at krydse grænsen. Ingen ved, hvorfor indvandringen er eksploderet.

 

Nogle peger på Spaniens økonomiske krise som en vigtig årsag. Der er skåret ned for hjælpen til Marokko, hvilket ellers har holdt indvandringen fra landene syd for Sahara tilbage.

 

Den forklaring afviser den spanske regering og peger i stedet på menneskesmuglere. En 'mafia' i Afrika fungerer som et slags rejsebureau for de tusinder af mennesker, der vil til Europa. Der bliver tjent penge på at transportere de tusindvis af afrikanere gennem Afrika, og der er kunder nok i butikken.

 

Den europæiske drøm er blevet solgt godt i Afrika.

 

Når de endelig er fremme ved den spanske grænse, er pengene ofte sluppet op, og den eneste vej videre er over pigtrådshegnet.

 

New York Times har talt med Musa Bankura på 36 år fra Cameroun, som har brugt to år og hele hans families opsparing på at nå Melillas grænse, hvor han snart har gemt sig i to år og ventet på sin chance.

 

De fleste af de ulovlige immigranter kommer syd for Sahara som Musa Bankura. Der kommer meget få fra selve Marokko.

 

Nyankomne immigranter bliver betragtet af de 'gamle'

 

Et uløseligt problem

Der er ikke umiddelbart udsigt til en løsning på problemet. Spanien har mest forsøgt at forbedre det fysiske forsvar, som vi kan se og føle på. Flere, højere og bedre hegn. Flere og bedre vagter. Der bliver dog stadig sat rekorder for indvandring, på trods af det mere avancerede forsvar.

 

Indenrigsminister Jorge Fernandez er dog begyndt at tale om ny lovgivning. Han vil gøre det muligt for Guardia Civil at sende indvandrere tilbage over hegnet med øjeblikkelig virkning, men spørgsmålet er om Marokko vil acceptere den procedure.

 

Indtil videre fortsætter de kaotiske tilstande i og udenfor Melilla og Ceuta sandsynligvis.

 

Hvorfor er Spanien i Afrika?

Melilla og Ceuta hører politisk hører til Spanien, men geografisk ligger de i Afrika. Begge byer har hver især omkring 80.000 indbyggere og ligger lidt under 400 kilometer fra hinanden.

 

Melilla fylder 12 kvadratkilometer og har været spansk siden 1497. Den var en del af provinsen Málaga, indtil byen blev selvstyrende i 1995.

 

Ceuta er 18,5 kvadratkilometer stor. Den hørte under Portugal frem til år 1668, hvor den portugisiske konge overgav byen til Kong Carlos II af Spanien som del af en fredsaftale efter at de to lande havde været i krig.

 

Området som i dag er Marokko hørte til Spanien og Frankrig, indtil landet fik selvstændighed i 1956. Spanien beholdte i den anledning både Melilla og Ceuta, og de har altså aldrig hørt til Marokko.

 

Marokko gør officielt gjort krav på begge byer, og har gjort det i mange år. Men Spanien er ligeglade. Her har man ingen planer om at eftergive kravet, på trods af at det koster millioner at sikre byerne. Lokalbefolkningen mener, at den hører til Spanien, og på det spanske fastland mener over 80 procent, at byerne er spanske og fortsat bør høre til Spanien.

 

Ceuta og Melilla i de røde cirkler

 

Lyt med i næste uge

Immigrationen fra Afrika fylder utrolig meget i medierne. Hver eneste forsøg på at krydse grænsen er meget dramatisk. Horder af immigranter stormer hegnene med hjemmelavede stiger, imens andre forsøger at snige sig ind i kufferter.

 

Mindre dramatisk er det, når immigranter fra Sydamerika køber en flybillet og kommer til Spanien på et turistvisum, men aldrig tager hjem. Eller når østeuropæere blot kører over grænsen i bil.

 

Indvandringen fra Afrika er kun en brøkdel af den ulovlige indvandring til Spanien, men den er klart den mest synlige og interessante i mediernes øjne.

 

I næste uges Radio Solymar Weekly fortæller Carsten Humlebæk sandheden om de ulovlige immigranter. Du kan høre den fra den 11. april.

 

Tidslinje

2003 – Et kæmpe hegn bliver bygget rundt om både Melilla og Ceuta for at sætte en stopper for immigrationen.

 

2005 – 29. september. Hegnet ved Ceuta bliver forsøgt passeret af hundredevis af immigranter. Mellem 13 og 18 blev dræbt, hvor af nogle var dræbt af skud. Spanske Guardia Civil skød med gummikugler, mens de marokkanske grænsevagter brugte skarp ammunation.

 

2014 - Den ulovlige immigration esklarerer voldsomt i februar og marts.

 

6. februar - Guardia Civil bruger gummikugler mod immigranter. 15 omkommer i havet på vej mod Melilla.

13. feburar -  Indenrigsminister Jorge Fernandez Diaz forsvarer brugen af gummikugler i Kongressen

14. februar - EU-Kommisionen forlanger en forklaring på brugen af gummikugler.

17. februar  - Det lykkedes 150 immigranter at komme over hegnet ved Melilla.

28. februar - Grænsen bliver stormet af 300 personer. En teenagepige bliver den første over hegnet. I alt 214 slap over.

2. marts - 4 afrikanere lykkedes med at nå Ceuta ved at svømme dertil.

3. marts - Indenrigsministeren mødes med EU-kommisæren for Interne Anliggender, Cecilia Malmstrom, for at forklare brugen af gummikugler.

4. marts - Det største angreb nogensinde på Ceutas grænser. 1000-1200 forsøger at komme over hegnet uden succes.

18. marts -  Ny rekord for indvandring til Melilla. Grænsen bliver stormet af 1100 immigranter. 500 kommer over hegnet.  Den gamle rekord var fra 2005.

25. marts - Marokko begynder at bygge sit eget hegn ved Melilla.

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend.

Esben Drachmann Rasmussen

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.