Hvad hulen sker der med alle de appelsiner?
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 08/01/2025 - 07:00
Samfund og Politik
Gadebilledet farves af appelsintræer, men frugten er uspiselig.
Appelsintræer er en del af bybilledet, og måske har du spekuleret på, hvad man bruger frugterne til? Svaret er måske ikke lige det, du havde forestillet dig ...
Appelsintræerne dekorerer gaderne og giver både skygge på de varme sommerdage og fantastiske dufte fra blomsterne. Tidligere blev frugterne brugt til madlavning og til at fremstille den berømte marmelade; bitter orange marmelade. For det er jo ikke de almindelige, søde spise-appelsiner, der hænger på træerne. Det er de såkaldte pomerans-frugter, der ligner en lille appelsin. De kaldes også for sur appelsin eller Sevilla-appelsin.
Frugten har en ret ru overflade med en orange farve. Indeni er det mørke orange eller rødlige frugtkød opdelt i 10 til 12 både.
De har en fantastisk kraftig smag og duft, og selve frugtkødet er tørt, træagtig, fyldt med kerner og ekstremt bittert. Skallen på pomeranserne indeholder bittert smagende flavonoider og æteriske olier.
Men frugterne er nærmest uspiselige i rå tilstand, og derfor får de lov at hænge på træerne.
Oprindelse
Pomerans stammer oprindeligt fra Indien og kom til Spanien og Portugal med araberne, som brugte dem i madlavning.
Men også i dag bruges pomerans til forskellige formål, og lidt senere i artiklen skal du høre om, hvad man især bruger dem til i Málaga.
Pomerans er kendt i den velkendte engelske bittersøde, aromatiske orangemarmelade, der er så stiv, at den kan skæres i skiver. Den består af masser af sukker, pomeranser og vand. Den koges ind, og jo længere den koger, jo mørkere og mere karamelliseret bliver den. Marmeladen kan eventuelt være tilsat lidt whisky eller cognac.
Saften og skræl kan anvendes i appelsinsauce, den såkaldte Cumberland-sauce.
Vi kender bedst pomerans som de tørrede, sukkerkogte skræller, der er skåret i små tern, og som forhandles som et krydderi til bagværk, blandt andet til brune kager og konfekt.
Af blomsterne på pomeranstræerne udvindes der olier og essenser, der bliver anvendt som smagsstoffer i blandt andet likørerne Cointreau, Grand Marnier og Curacao.
Men i Málaga anvendes frugterne til et helt andet formål. Der er omkring 12.000 træer rundt om i gaderne og over et år indsamles omkring 1.000 ton frugt.
Hvad bruges de til?
Og nu er vi nået frem til svaret på spørgsmålet: Hvad gør man ved dem?
Appelsinerne i Málaga er ikke længere egnet til menneskeligt indtag. Forurening satte en stopper for anvendelsen af dem til madlavning og marmelade. Til gengæld har de i dag et andet nyttigt formål, nemlig som gødning.
Indsamlingen af appelsinerne har stået på i et par uger, hvor kommunale arbejdere har haft travlt med at samle frugterne, inden de falder af træerne.
En del af høsten går også til et kosmetikfirma i Holland. Firmaet Peel Pioneers med base i det sydlige Holland forarbejder appelsinernes skal for at omdanne dem til krydderier, olier, ingredienser til kosmetik og rengøringsprodukter samt næringsholdige kostfibre.
Med hensyn til høstperioden for appelsinerne er den ikke altid den samme. Det afhænger af vejret. Normalt starter høsten på et tidspunkt mellem november og februar.
Frugterne transporteres til forarbejdning, hvor de sammen med resten af det affald, der stammer fra vedligeholdelsen af byens grønne områder, omdannes til kompost.
Komposten bruges efterfølgende som gødning til byens parker og offentlige haver. Så man kan sige, at appelsinerne vender tilbage til det sted, hvor de blev indsamlet, og igen giver næring til nye af slagsen.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.