Hvem har købt Euromarket og hvad så?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 20/03/2013 - 12:17
Penge & Forbrug
Supermarkedsgiganten Maskom udnytter den økonomiske krise til at udvide sit netværk af supermarkeder. Men også Carrefour er offensiv.
Supermarkedsgiganten Maskom udnytter den økonomiske krise til at udvide sit netværk af supermarkeder. Men også Carrefour er offensiv.
I skarp konkurrence med de øvrige supermarkedsgiganter har Maskom overrasket både Mercadona og Supersol ved at købe den lokale supermarkedskæde Supermercado Cayotano på Costa del Sol.
Maskom har overtaget fem af de seks supermarkeder som Cayetano har haft i en lang årrække i Mijas, Fuengirola og Marbella. Med denne uventede operation når Maskoms supermarkeder nu op på 52 og en samlet omsætning på 70 millioner euro.
Genåbner til juli
Selv om salgsaftalen blev underskrevet allerede sidste måned, er det først her for nylig, at ansatte og butikslejere blev orienteret om salget, der ifølge oplysninger til Spanien i Dag kommer til at betyde, at supermarkedskæden vil være midlertidigt lukket i tre måneder.
Aftalen mellem Maskom og familien Vaquer Gomez, der ejer Cayetano Euromarket, omfatter fem af de seks supermarkeder på Costa del Sol. Det bekræfter kilder fra Maskom i Málaga til Spanien i Dag.
Det er de to der findes i Fuengirola, to i San Pedro Alcántara og et i Marbella. Det sjette supermarked, der ligger ved campingplasen i Marbella Playa er ikke omfattet af salget, eftersom det ikke er lykkedes parterne at blive enige om prisen. Euromarket i Mijas Costa, som er den største i Fuengirola/Mijas området, er ifølge gårsdagens interne informationsmøde solgt til Carrefour. Lær mere her og hør interview.
Udenlandske varer?
Maskom investerer omkring 3,5 millioner i forbindelse med en omfattende ombygning og renovering af de fem supermarkeder, så de bliver tilpasset Maskoms koncept. Der ligger i købsaftalen et løfte om bevarelse af de 126 arbejdspladser i de solgte forretninger.
For Maskom betyder overtagelsen af de fem supermarkeder en styrkelse af kædens strategiske placering i det vestlige Costa del Sol og øget tilstedeværelse blandt det købestærke internationale publikum. Maskom forsikrer, at selskabet vil satse på et øget sortiment af udenlandske varer. Cayetano Euromarket har hidtil haft et stort udvalg af engelske, danske, tyske og russiske varer.
Fakta om Maskom
Virksomheden blev grundlagt i 1990 af Sergio Cuberos. Med købet af Cayetanos supermarkeder har Maskom i alt 52 supermarkeder og en omsætning på 71,5 millioner euro. Bortset fra to supermarkeder i Sevilla og ét i Loja, Granada, ligger de alle i Málaga-provinsen. Kæden har i alt 573 ansatte.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.