Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvordan får vi flyttet hadefulde reaktioner mod respekt, empati og næstekærlighed …?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 25/01/2025 - 07:00

Klumme

Klogere af erfaringen fra sidste uges lørdagsklumme, starter jeg i dag anderledes.

En klumme er ikke nogen journalistisk bearbejdning af en historie. Definitionen af en klumme er:

“En klumme er en fast, tilbagevendende, ofte humoristisk, kommentar i en avis, tit skrevet af den samme journalist eller forfatter – benævnt en klummeskribent. En klumme belyser gerne nye vinkler af et emne og med personlige meninger, der både kan være skarpe og provokerende.”

I Spanien i Dag har vi gennem årene skrevet cirka 650 klummer, der har handlet om alt mellem himmel og jord. Forhold i Spanien, EU, Danmark, Ukraine - ja om alt, der måtte være vigtigt for vores læsere.

I dagens klumme vil du også blive konfronteret med min holdning. Og please, hvis du ikke bryder dig om det, kan jeg foreslå, at du klikker her, hvor der ligger artikler om skønne rejseoplevelser i Spanien, som du måske endnu ikke har læst. Du kan vælge mellem 769 af dem …


Hvordan får vi flyttet hadefulde reaktioner mod respekt, empati og næstekærlighed …?

Siden mandag - eller endda før - har det været meget vanskeligt at finde nyheder på de spanske medier, der ikke handlede om USAs nye præsident. Således har alle debatprogrammer handlet om holdningerne til Donald Trump.

Nu er det ikke den store fornøjelse at se spanske debatprogrammer. Thi straks, når de deltagende personer er uenige, taler gerne to eller flere i munden på hinanden. Resultat: Ingen forstår noget som helst, men på en eller anden måde er man jo nødt til at holde ud en stund.

Kerneholdningerne i én af debatterne var fra den ene part:

Trump er en helt uforudsigelig person

Og fra den anden part:

Helt forkert, Trump er netop forudsigelig

Den anden part henviste til, at Trump stort set ikke er kommet med noget, som han ikke har advaret om tidligere - hverken under hans indsættelsestale eller ved underskrifterne af de efterfølgende dekreter.

Nogle af de deltagende blev nærmest røde i hovedet af raseri over den andens påstand og lignede uvenner. Holdningerne har sikkert spredt sig til seerne og har medført uvenskaber der.

Under World Economic Forum i Davos i Schweiz beskyldte premierminister Pedro Sánchez tech-millionærerne for at underminere demokratiet.

Undskyld, hr. Sánchez, men er det noget nyt? Eller gør du det bare for at gøre dig selv vigtig eller stor i forhold til Trumps team? Eller er ønsket, at andre bliver ophidsede over det?

Og hvorfor bruger din regering og andre spanske myndigheder Elon Musks ‘X’ til at kommunikere igennem, når den nedbryder demokratiet?

Hidtil har repræsentanter fra din regering da ellers været meget diplomatisk i sine kommentarer til Trumps indsættelsestale ... 

Det fører mig hen til det helt store spørgsmål: Hvordan skal Spanien overhovedet kunne hamle op med ‘Den nye Verdensorden'?

I Kongressen sidder 350 folkevalgte politikere og i Senatet 266 delvist folkevalgte. Helt overordnet bruger de næsten ikke deres tid på andet end at bekrige hinanden, lægge sager an mod hinanden og slås i kampen om magten.

Det samme afspejler sig også i de 17 regionalregeringer og ... lad os da bare tage de 8.132 kommunalbestyrelser med.

Tænk, hvis disse tusindvis af mennesker evnede at samarbejde klogt om Spaniens styrke og fremtid?

Og ja, det er jo ikke kun Spanien, der lider af sygdommen.

Hele vejen rundt er det hårdt mod hårdt.

  • Hvor er respekten for andre henne - selv om man har forskellige meninger?
  • Hvor er empatien henne - altså viljen til at sætte sig i andres sted og forstå dem?
  • Hvor er næstekærligheden henne?

Hvordan får vi flyttet de hadefulde reaktioner derhen?

Det vil jeg gerne bede om din kommentar til, hvis du skulle have en positiv idé. Og please: kun det!


Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Godt skrevet og god weekend.
Nu har jeg brug for lidt tid til at sunde mig ovenpå den måde vores statsminister blev ført et vist sted hen med udsigt til folket men af kort varighed før det hele slutter.
Når det så er sagt så vil jeg blive her indtil videre og synes at lørdagens klumme og problemstilling er relevant. Mit bud er at indføre en samtale/samværskultur hvor vi ser på hinanden og ikke på eller anden mobil. Det er bør være en regel vi er sammen og beslutter at tale sammen. Vi giver håndslag på at lytte og ikke afbryde eller komme tilråb. Helt enkelt bør vi tænke på som voksne når vi diskuterer at være et godt eksempel for vores børn. God weekend her oppe fra Aalborg og ser frem til nye og gode dialoger her.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.