″I en blanding af moralsk forargelse og personlig forurettelse″

Torkild Bak er i dag den ene af de to præster ved Margrethekirken i Las Lagunas, Mijas. Frem til sin pension var Torkild Bak domprovst, Ribe Stift.

Vi siger tak til Torkild Bak for at ville dele sin prædiken med Spanien i Dags læsere:

Efter en lang række mere eller mindre komplicerede tekster – især de mange Johannes-tekster mellem påske og pinse - slutter vi forårshalvåret i Margrethekirken med en klassiker, lignelsen om den fortabte søn. Eller som nogle foretrækker at kalde den: lignelsen om de fortabte sønner. 

De to fortabte sønner…

For er de på en måde ikke begge gået galt af tilværelsen, galt af hvad de egentlig ville? Den yngste bror i ungdommelig uforstand, den ældste bror i en blanding af moralsk forargelse og personlig forurettelse - en yderst farlig cocktail. Og dér, mellem de to, faderen ikke at forglemme. Han må på en måde også føle sig helt fortabt. Efter først at være blevet overvældet af glæde, da han en dag ser sin yngste søn komme gående. I live! Uskadt! Nat og dag har han tænkt på drengen. Det behøver man ikke engang selv at være forældre for at kunne sætte sig ind i. Knuget af sorg og endeløse selvbebrejdelser, overbevist om aldrig at skulle se ham igen. 

Og så pludselig en dag: i live! 

Med den glæde får det imidlertid en brat ende under samtalen med den ældste søn, moralens strenge vogter. Efter mødet med en sådan mur af kulde står han ulykkelig og fortabt tilbage, klædt af til skindet. Man fornemmer, hvordan ordene bliver kraftesløse i munden på ham, endnu inden de er udtalt. Hvor ville han gerne have kunnet dele sin lykke med den ældste søn, med sin førstefødte. Med ham, han selvfølgelig elsker mindst lige så højt, som han elsker den yngste. Det viser sig så ikke muligt.  

 

Tilgivelse er en meget svær ting. Det fik den nye økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr som bekendt også at føle i den forgangne uge efter at have ansat en politisk rådgiver, hun 6 år tidligere havde smidt ud af partisekretariatet med en fyreseddel på ryggen grundet en krænkelsessag. I betragtning af mandens angiveligt oprigtige bestræbelse på såvel bod som bedring i de mellemliggende år havde Olsen Dyhr åbenbart nu både tænkt og følt – og den slags skal man holde sig langt væk fra, hvis man vil være i politik. 

Som Weekendavisens Mads Kastrup bemærkede i en klumme i avisen i fredags: Der er meget at sige om sagen. Og det gør folk. De har gjort det hele ugen. Nogle hummerrøde i hovederne af iver, opbragthed, forurettelse eller noget fjerde… Efter omkring 5000 årtikler synes det under alle omstændigheder fastslået, at denne sag – ”ugens mest højspændte politiske sag” – har SF´s leder ikke håndteret specielt vellykket. Citat slut. 

Man kan dårligt undgå at bemærke den ironiske undertone. Hvorfor ironi? 

Ikke at seksuelle krænkelser skal forsvares. Det skal de slet ikke. Hverken accepteres eller forsvares. Der skal siges fra, naturligvis. Når sagen imidlertid i løbet af få timer kunne udvikle sig til ”ugens mest højspændte politiske”, som Kastrup syrligt udtrykker det, skyldes det noget helt andet: Medierne elsker disse personsager, der lugter af menneskeblod. Det er for en gang skyld sager, der ikke stiller krav om nogen som helst form for tankevirksomhed. Det er ren opium, på den lovlige måde! Den oftest anderledes uoverskuelige verden fremstår i lyset af sådanne sager i et i sjælden grad enkelt og forklaret skær. Det er bare gå efter struben. 

Tilgivelse er en svær ting. Måske skulle vi være ærlige og helt afskaffe den: Den kræver noget af mig. Kræver, at jeg er i stand til at flytte mig, flytte mit fokus væk. Den retfærdige harme, den moralske forargelse kan derimod nøjes med at kræve noget af de andre.

Lignelsen om den fortabte søn kalder vi lignelsen. Det er ikke en betegnelse, der optræder i Lukasevangeliet, skal vi huske. Det er et navn, først eftertiden har sat på historien. Og som indledningsvist antydet: måske i virkeligheden et misvisende navn. For på en måde handler historien mest om den ældste søn. Eller ikke bare ”på en måde”: Det gør den! For det er dér, midt i samtalen med ham, den efterlader os. Ingen ved, hvordan den ender, og det er der muligvis en pointe i. For det spørgsmål, den efterlader os med, og som man roligt kan bruge tid på at tænke videre over selv, er jo: Hvordan håndterer man sin skæbne, når verden ikke er ”retfærdig”. Når den ikke er ”moralsk retfærdig”, hvad den sjældent er. Hvordan håndterer man det? 

Det er, om noget, en personlig dannelsesmæssige udfordring…  

Forleden sendte en kvinde af mit nærmere bekendtskab mig et facebook-opslag, som den tidligere børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye havde bragt i anledning af, at han efter vistnok 7 år på forskellige ministerposter ikke var blevet minister i den nye regering. 

Inden jeg citerer fra opslaget, er jeg nødt til at komme med en indrømmelse! Jeg har en svaghed for denne tidligere murersvend, Tesfaye, uanset partifarven. Og det har jeg haft, lige siden manden, som ved hvordan verden ser ud fra et stillads, i 2013 udgav en bog med titlen Kloge hænder. Et forsvar for håndværk og faglighed. En fremragende, uhyre velskrevet og stadig – nota bene! - læseværdig bog, hvis budskab er: Hvad nytter det, at vi som en følge af uddannelsessystemets akademisering ender med et samfund, hvor alle ved noget og ingen længere kan noget. Hvilket nemlig vil kræve, at de har haft den vilje, tålmodighed og udholdenhed, der skal til for igennem tusinder af timers øvelser at tilegne sig et håndværk fra bunden, hvad enten det handler om at lære at spille violin eller bruge en murerske eller lave en rigtig god fragilité. I stedet har vi vænnet os selv og vore børn til, at det skal være nemt og sjovt. At man bare skal kunne trykke på en knap. Så kommer hele muzakken til én.

I omtalte facebook-opslag skrev Mattias Tesfaye så bl.a. følgende:  

Nu kommer S-toget! Ministerbilen er væk.

1000 tak for alle de mange venlige beskeder! Det er selvfølgelig svært at sige farvel til Undervisningsministeriet. Dagligdagen som minister er en kæmpe oplevelse med privat-chauffør, kæmpe løn og masser af privilegier. Det havde jeg aldrig drømt om, da jeg voksede op hos en enlig og arbejdsløs mor i 1980rne.

[Men] jeg har tænkt mig grundigt om den seneste tid. Velfærdssamfundet har givet en dreng som mig muligheder, som langt de fleste børn i andre lande ikke får. Det er jeg dybt taknemlig for. Jeg vil derfor gå igennem ild og vand for at beskytte velfærdssamfundet. Underforstået: i den nye rolle som gruppeformand for socialdemokratiet. Citat slut.

Det er velgørende læsning. Der findes næppe nogen bedre medicin mod denne verdens fortrædeligheder og omskifteligheder end taknemlighed. Det er også den, faderen i lignelsen betuttet forsøger at appellere til i samtalen med sin ældste søn: ”´Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade…” Vi får ikke sønnens svar på den indtrængende appel. Historien slutter i stedet et vanskeligt sted, fornemmer man. Desværre.  

Tilgivelse er en svært ting. Det svære består i den helt urimelige asymmetri, forholdet beror på: Det er et andet menneske, der har gjort noget dumt imod mig, muligvis endda noget – som man siger – utilgiveligt dumt. Men det er mig, der skal flytte mit fokus, mine tanker, mine følelser væk fra det. Se bort fra det. 

I 2014 fik vi en ny kontorchef i Ribe Stift. For første gang var det ikke en jurist, der kom til at beklæde stillingen. Den nye kontorchef havde en kandidatgrad i administrationsvidenskab fra Aalborg universitet. En allerede i udgangspunktet foruroligende omstændighed. Jurister og teologer ved fra århundreders samliv på godt og ondt, hvor de har hinanden. De tænker også nogenlunde ens. Med de nye uddannelser – og særligt dem fra de nye universiteter - ved man aldrig…

Det, jeg imidlertid fra min faste gang i stiftsadministrationen bemærkede i forbindelse med dette skifte var, hvis jeg skal sammenfatte det helt kort: I stedet for at spørge ”Hvis skyld er det?”, når et eller andet var kørt af sporet, spurgte hun konsekvent ”Hvordan kommer vi videre? Hvad er planen, strategien?” Jeg husker, at jeg tænkte, at det var der faktisk en god portion kristendom i. Hvordan kommer vi videre? Hvordan kommer jeg videre? 

Den ældste bror i lignelsen stiller sig på moralens side. Og han har så meget ret i alt, hvad han siger. Det er så fuldstændigt urimeligt og forkert, med al den festivitas i anledning af tåbens hjemkomst. Spørgsmålet er bare: Hvad får han personligt ud af sine rigtige betragtninger? Man skulle selvfølgelig tro, at hvis bare man har ret, er alt godt. Alt ordner sig, og verden bøjer sig i respekt. Sådan går det sjældent. Nok så ofte bliver denne selv-retfærdighed værst for én selv. Som et fængsel, man ikke kan komme ud af. Så er faderen trods alt heldigere. Faderkærligheden har stillet ham på livets side. Trods øjeblikkets fortabthed ved mødet med sin ældste søn er han dog allerede et andet sted. Hans fokus er et andet sted. Nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen.

I bogen Om ritualernes forsvinden. En topografi af nutiden, som jeg har citeret et par gange her i foråret, skriver filosoffen Byung-Chul Han: I dag moraliseres der uafbrudt og uafladeligt. Men samtidig bliver samfundet i stigende grad råt. Høflighed forsvinder… Skønne omgangsformer bliver mere og mere sjældne… Moralen udelukker åbenbart ikke samfundets forråelse. Citat slut. 

Det kunne der – og burde der selvfølgelig i lyset af alle disse sager i medierne – siges meget mere om. Det må så blive en anden gang. For om et øjeblik skal vi synge Grundtvigs: Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig… En salme, der umiddelbart intet har at gøre med dagens tekst… og det har den så alligevel. Det er en salme, der er velegnet som mental træning i at flytte sig et andet sted hen. Flytte sit fokus et andet sted hen. Til et sted, hvor man kan opbygges af et større blik, en større horisont, hvorigennem livet og energien igen kan strømme en i møde og gøre det for én, som bevidstheden om at have ret ikke formår. Glædelig søndag. Amen.