I katastrofen skal der gives - og tages - ansvar
Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 02/11/2024 - 07:00
Klumme
Aben sendes rundt, men måske vi skal have lidt af den selv?
Tirsdag aften, da oversvømmelserne begyndte at tage til, besluttede 59-årige Antonio Tarazona at køre fra Paiporta, Valencia.
Han trodsede alle advarsler og satte sig med sin hustru og deres lille spædbarn ud i bilen for at køre væk. Men det gik helt galt.
"Bilen begyndte at flyde. Den satte sig fast ved et skilt, og jeg forsøgte at komme ud af vinduet, fordi vandet stod halvanden meter højt, men kraften var brutal. Det lykkedes at komme ud af bilen, men Lourdes og babyen var stadig deri. Så begyndte strømmen at trække bilen ned, og det sidste, jeg så, var, hvordan Lourdes kaldte på hjælp", fortæller Tarazona til EL PAÍS.
Et døgn senere blev 34-årige Lourdes María García Martín fundet død sammen med tre måneder gamle Angelina.
En skrækkelig historie blandt alt for mange lignende, efter at himlens sluser åbnede sig, og vejret gik amok i denne uge.
Hvem bærer skylden?
Og hvad sker der så, når noget urimeligt og forfærdeligt sker? Man vil gerne placere skylden et eller andet sted, og helst ikke hos vejrguderne, for de er så svære at få fat i og råbe ad og stille til ansvar.
Derfor begyndte man allerede onsdag at kaste aben frem og tilbage. For det er jo "vigtigt", hvem der advarede hvem, hvornår og hvorfor. Og blev der i øvrigt advaret for sent, for lidt, forkert?
Nogle mener, at ansvaret må placeres hos det statslige meteologiske institut, Aemet. Blandt andet langede PP-leder Feijoo ud efter regeringen og Aemet, da han besøgte Valencia. Ét døgn efter den værste katastrofe i nyere tid.
Altså mens man stadig - bogstaveligt talt - gravede efter lig!
Aemet hævede alarmen til rødt niveau for området klokken 7:36 tirsdag, mens en nødalarm om at blive hjemme først blev udsendt via mobilnetværket klokken 20:00. Og se det er jo en fin måde at sende aben derhen. Man advarede for sent!
Men gjorde Aemet nu også det?
Lad os lige se lidt på kronologien.
Vi her på Spanien i Dag advarede om voldsomt vejr i mandagens vejrudsigt Ekstremt vejr: Voldsom regn er startet, og der kan falde sne - måske endda i Andalusien
Ja, faktisk advarede vi jo egentlig allerede i lørdagens langtidsudsigt om, at der nok var voldsomt vejr i vente.
Og kiggede vi i krystalkuglen efter de informationer? Næh, det er alt sammen - som vanligt - baseret på data fra Aemet-eksperterne.
Og klokken 14:04 mandag den 28. oktober - altså et døgn før, det gik helt galt tirsdag - udsendte Aemet et særligt vejrvarsel, der gjaldt:
1. Meteorologisk fænomen: Kraftig regn
2. Geografisk område: Halvøen og De Baleariske Øer
3. Start af situationen: Mandag den 28.
4. Varighed: Mindst indtil torsdag den 31.
Her kunne man i den uddybende tekst læse, at “tirsdag den 29. forventes at blive den værste dag, og at det vil gå værst ud over området ved Gibraltarstrædet, det østlige Andalusien, Murcia, det østlige Castilla-La Mancha og Valencia, der lokalt kan få over 150 mm regn på 12-24 timer.”
Derudover står der til sidst i meddelelsen, at alt bliver løbende opdateret inde på www.aemet.es, så man skal holde sig informeret der.
Undskyld, men at det kommer bag på folk, må simpelthen være op til folk selv! Det er helt forfærdeligt, hvad der er sket, men hvis myndighederne melder alarm, bliver vi nødt til at høre efter.
Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedring, men hvis man får besked på at holde sig hjemme, så lyt! Hvis man ignorerer advarsler fra eksperterne, sætter man ikke kun sit eget liv på spil, men også for dem, der efterfølgende skal forsøge at redde de dumdristige.
Ja, der var plejehjem, som blev oversvømmet, og her skal beredskabet naturligvis være bedre. Det er der slet ikke nogen tvivl om, for hvad kunne de gøre. Der skal ske noget mere proaktivt op til den slags uvejr, så man hjælper dem, der ikke selv kan. Men hvis kælderen pludselig bliver oversvømmet, må man lade bil være bil.
Rød alarm: Bliv hjemme
Måske skal der ændres noget helt grundlæggende med alarmniveauerne, og det er egentlig ikke mig, der helt kan tage æren for den idé. Francisco Martín León er en af Spaniens mest erfarne meteorologer.
I kølvandet på katastrofen har han udtalt til El País, at “ved en rød advarsel bør befolkningen blive beordret om at holde sig inden døre”.
Han forklarer videre, at “med klimaforandringerne fungerer Middelhavet som en benzindunk”, og med tørke “kan resultatet blive eksplosivt”. Der er altså brug for nye regelsæt til at takle virkeligheden, som den ser ud i dag.
Hvad betyder det?
Men hvad betyder det egentlig under det nuværende regelsæt, når myndighederne aktiverer det højeste alarmniveau?
Aemet forklarer om rød alarm:
“Den meteorologiske risiko er ekstrem (usædvanlige vejrfænomener, af usædvanlig intensitet og med et meget højt risikoniveau for befolkningen). Anbefaling: Træf forebyggende foranstaltninger, og handl i overensstemmelse med myndighedernes anvisninger. Hold dig orienteret om den seneste vejrudsigt. Normale aktiviteter kan blive alvorligt forstyrret. Kør ikke ud, medmindre det er strengt nødvendigt.”
Så der er udelukkende tale om anbefalinger. Måske skal der i fremtiden være tre niveauer af rød alarm: Rød A, Rød B og Rød C, og ved Rød A skal man ganske enkelt holde sig hjemme, ellers kan der falde bøde!
Bum!
Som en sidebemærkning kan vi lige nævne, at Feijóos utidelige brokkerier torsdag om, at "ingen i regeringen har informeret ham om noget", hurtigt affødte en reaktion fra Valencias regionspræsident (hans partifælle!). Det var dog nok ikke lige det, PP formanden havde håbet på. Mazón afviste nemlig Feijóos kritik og anerkendte i stedet Sánchez-regerigens nærhed og hurtige reaktion. Avs!
Når det så er sagt, kan der som nævnt helt sikkert også ændres i procedurer, alarm-udsendelser i realtid og generel kommunikation til befolkningen ved ekstremt vejr. Men lad os nu lige få styr på den igangværende katastrofe, før vi begynder at pege fingre.
Omfanget og voldsomheden af den værste naturkatastrofe i Spanien i over 60 år kom bag på alle, og har kostet 205 mennesker livet, mens mange fortsat savnes. Nogle vurderer endda, vi nok havner på over 400 døde!
I dag er den sidste dag med officiel landesorg. Alverdens tanker til pårørende og ofre herfra.
Og så kan vi skændes videre og blive bedre bagefter.
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Kathrine Hesner
NB: Mange opkald fra bekymrede danskere
Vi har i øvrigt også haft noget at se til på TelefonAssistancen; en service, som vores Amigos jo har gratis adgang til. Klik HER for at registrere dig, hvis du ikke allerede er tilmeldt.
Flere med ophold i Spanien havde ikke læst vores advarsler på Spanien i Dag og panikkede noget, da de hørte om katastrofen fra andre kilder. Der kom også mange opkald fra vores Amigos i Danmark, som var nervøse for deres ferieboliger - selvfølgelig specielt i Valencia Regionen - men regnen faldt jo overalt.
Málaga har også fået ufattelige regnmængder denne uge, men er med et enkelt dødsfald indtil videre sluppet relativt mildt.
Når vi kommer på den anden side af katastrofen, skal det blive interessant at se, hvad DANAen har sendt ud i vandreservoirerne rundt omkring.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.