Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansk SKAT vil hyre spioner i Spanien

Skrevet af Pia Bruun, tor, 14/10/2010 - 10:01

Samfund og Politik

Den danske regering vil indlede en jagt på sociale bedragere i udlandet ved at hyre spioner i blandt andet Spanien.

Den danske regering vil indlede en jagt på sociale bedragere i udlandet ved at hyre spioner i blandt andet Spanien.

En del af jagten skal foregå i Spanien og Tyrkiet. Til det formål vil den danske stat ansætte tyrkisk- og spansktalende personale, som skal undersøge lokale registre over folks bopæl, ejendomsbesiddelser og langvarige ophold. Ifølge de danske ambassadører i Spanien og Tyrkiet er de to landes myndigheder indstillet på at lade danske kontrollanter operere i landene.

Der vil også være mere tilsyn i lufthavne. SKAT og politiet har allerede gennemført flere kontrolforanstaltninger, som skal afsløre arbejdsløse eller kontanthjælpsmodtagere, som rejser ud af landet, selvom de burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Baggrunden for indgrebene er omfattende snyd med sociale ydelser. Der er pågrebet flere personer med udenlandsk baggrund, som har modtaget penge fra den danske stat uden at have opgivet indtægter i andre lande.

Pensionister i søgelyset

Der er også eksempler på danske folkepensionister, der snyder sig til sociale ydelser.

”Vi har set eksempler på, at folke- og førtidspensionister, der opholder sig i udlandet, får ydelser, som de ikke er berettiget til. Holland og Norge har gode erfaringer med at udsende kontrollanter, så nu gør vi det samme”, siger beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), til Jyllandsposten.

En kilde oplyser til Spanien i Dag at være bekendt med flere danske invalide- og førtidspensionister, der gennem tiden har drevet virksomhed i eget navn eller under dæknavne. Det drejer sig både om butiksdrift, servicevirksomhed og den ikke ukendte 'Mr. 10%'.

Fra fortorv til fordør

At ringe på døren hos borgere, som er i kommunens søgelys for at have snydt, er blandt ønskerne hos et stort antal kommunale kontrollanter, og Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har ingen bekymringer ved at flytte kontrollantens grænse fra fortovet og frem til hoveddøren.

"Det er ikke havelågen, der skal sætte grænsen for kontrollen, hvis der ellers er en underbygget og konkret mistanke om bedrageri", siger finansordfører, Morten Bødskov (S), og socialordfører, Martin Henriksen (DF), er også positivt stemt for at gå helt frem til folks bolig.

Dansk Folkeparti står til at sikre et flertal for forslaget.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.