Jeg er træt af ”debat” på Facebook, og nej, alle har ikke ret til en mening i den offentlige samtale!

Erik Frølund, 26 år, har netop afsluttet sin kandidat i International Business Communication fra Copenhagen Business School. Under Eriks besøg hos redaktionen blev der vendt mange synspunkter, herunder Spanien i Dags politik med kommentarer fra læserne.

Samtalerne gav Erik anledning til at skrive denne klumme:  

Det er efterhånden alment accepteret blandt min generation, at Facebook er blevet indbegrebet af onkelagtighed, midtvejskrise og ynkelige forsøg på ’boomernes’ fornyede selverkendelse. Endnu værre er det så, når både politikere og nyhedsmedier i stadig højere grad benytter platformen til populistiske og markedsførende formål, hvor disse træk derfor også får lov til at definere den offentlige samtale og omgangstone, når medierne inviterer til ”debat” i kommentarsporet på deres Facebookartikler. Svaret på problemet ligger muligvis hos et lille dansk nyhedsmedie i Spanien. 

Ved en hurtig Google-søgning af ordet ’debat’ kommer man frem til følgende: ”En formel diskussion om et givent emne i enten offentlig eller lovgivende regi, hvor argumenter præsenteres, oftest med en afstemning som resultat”. Det kræver nok ikke den flotteste studenterhue at finde frem til, at dette nok ikke indgår i den offentlige samtale i kommentarsporene på Facebook. Tværtimod har vi uforsigtigt overladt samtalen til onkel-humoristiske, halvaggressive mænd og 50-årige ’Karens’, der hæfter sig ved deres smukke ”jeg har ret til min ytringsfrihed”, skulle nogen mene noget andet end dem. 

Begrebsafklaring

Boomer: Et ofte negativt ladet begreb, der beskriver baby-boomer generationen, når de klager over yngre generationer. Begrebet fandt sin vej, da internetslanget “OK, Boomer” gik viralt. 

Karen: Et nedsættende amerikansk slangudtryk der hovedsageligt beskriver, kvinder der opfører sig berettiget, kommanderende og ignorante langt udover, hvad man kan forvente er normalt. Det portrætterer ofte en hvid middelklasse kvinde, der bruger ikke-eksisterende privilegier til at agere politibetjent over andre folks opførsel eller holdninger.  

Forøget gennemsigtighed

Selvom man ved analyse af over 63 millioner Facebook kommentarer har fundet, at langt størstedelen er neutrale af karakter, har vi et fundamentalt problem, når vi inviterer til debat på Facebook. Problemet ligger i, hvorvidt afsenderen kan få lov til at stå på mål for, hvad der bliver kommenteret og om afsenderen overhoved har det nødvendige vidensgrundlag for at kunne blive betragtet som valid bidrager til samtalen. 

Jeg anerkender den forøgede gennemsigtighed, der ligger i, at vi som vælgere og læsere får en mere direkte kanal til både politikere og nyhedsmedier. Dog mener jeg ikke, at alle har ret til en mening, når det omhandler mere komplekse problemstillinger, og at Facebook-bruger Birthe eller John på baggrund af at have læst en overskrift og en underrubrik kan betragtes på lige fod med individer, der rent faktisk ved, hvad de snakker om. Problemet er ydermere, at Facebooks platform ikke gør det muligt at skelne mellem valide kommentarer i henhold til artiklens indhold og verbalt mundlort, der har samme værdi i den offentlige samtale som statsministerens makrelmadder. 

Jeg tror, at det af samme grund er derfor, at min generation ikke er synderligt stærkt til stede i den offentlige debat, fordi vi simpelthen mangler en moden platform, hvor vi kan lære, hvordan den offentlige samtale og debat foregår, og hvordan vi kan bidrage uden at skulle forholde os til personangreb og invalide meninger. 

"De bedste kommentarer i verden"

På et lille dansk nyhedsmedie i Spanien ved navn Spanien i Dag, har man fundet en model, der efter journalisternes egne ord efterlader ”de bedste kommentarer i verden”. Her har man lukket for det offentlige kommentarspor og efterladt samtalen i hænderne på Amigos, der er navnet på avisens medlemmer. Her stiller man eftertænksomme spørgsmål og udfordrer hinanden på holdninger, der tager udgangspunkt i artiklernes indhold, og man har sågar mulighed for at snakke direkte med journalisterne på en telefonlinje, der altid er åben. 

Selvom man her fjerner muligheden og retten for alle til at kommentere, så har vi pludselig en debatmodel, der øger motivationen for at deltage sagligt, giver afsenderen mulighed for at stå på mål for de udtrykte holdninger – og måske endnu vigtigere – man fjerner aktivt de kommentarer, der ikke bidrager positivt til diskussionerne.

Spørgsmålet bliver så, hvordan vi kan omsætte tankerne bag denne løsning til noget, der kan fungere i de større offentlige samtaler. For er det forkert at fjerne muligheden for, at alle kan kommentere, og er det en krænkelse af ytringsfriheden? 

Jeg synes personligt, at vores ytringsfrihed kunne have godt af det.

Erik Frølund