Jeg tabte både næse og mund, da en professor gjorde elbiler til prügelknabe for køresyge

“De fleste mennesker har oplevet køresyge. For nogle opstår det på kringlede veje, mens andre kan fortabe sig i en smartphone eller krimiroman uden kvalme. Takket være elbilerne er køresyge dog et voksende problem, og det er der ifølge en cheflæge Mads Klokker på Rigshospitalet en god forklaring på”, lød det forleden i et indslag på TV2 News, og det fortsatte:

“I elbiler leveres det fulde moment med det samme. Det kan give en mere voldsom acceleration”, der ifølge Mads Klokker, leder af Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet, er en bidragende faktor til køresyge.

"Også nedbremsning ved hjælp af regenerering er en ny bevægelse, der sammen med accelerationen kan give en staccato-køreoplevelse.”

---

Ja, mange elbiler kan accelerere som lyn og torden, men det kræver altså, at man trykker nok på speederen. De elbiler, som jeg har prøvet at køre, opfører sig alle behageligt for passagererne, når man accelererer med måde og bremser med følelse inden standsning eller reduktion af hastigheden.

Mads Klokker påstår også, at fordi elbilers motorer ikke larmer, så mangler der lyd under accelerationen, og at det også er medvirkende til køresygen.

Undskyld, men jeg synes, at det er en gedigen gang vrøvl og dårlig undskyldning for bilister, der ikke formår at køre behageligt for passagererne. Næsten alle fossildrevne motorer er i dag ret lydløse - ja, selv de nye dieselhakkere. Blot Für Elise i bilradioen overdøver dem.

Passagerer vil gerne føle sig trygge - specielt hvis chaufføren er én, som de ikke har kørt med før. De vil gerne nyde en glidende og behagelig kørsel, hvor chaufføren holder afstand og ikke kører tæt på de forankørende biler og hele tiden skal bremse for ikke at komme alt for tæt på dem. Eller kører behageligt gennem sving, hvor det ikke er nødvendigt at bremse ubehageligt, fordi hastigheden var for høj fra starten.

Kommer jeg ud at køre med en chauffør, som jeg ikke har kørt med før, og vedkommende kører som en brækket arm, generer det mig ikke at sige fra. Jeg ønsker hverken at brække mig eller miste livet på grund af en idiot, der skal vise sig, som om vedkommende var en Schumacher uden samme evner.

“Hej du! Nu stopper du her og sætter mig af, med mindre du er indforstået med, at jeg tager rattet i stedet for dig.”

Første gang jeg sagde fra, var da jeg som ung var på studieophold i et år i Schweiz. Jeg kørte med Helene i hendes tunede Renault 5 i bjergene, og hun skar næsten hvert sving uden at kunne se, hvad der kunne komme imod os …

Min by var Fribourg, og hele den gruppe af unge, som jeg var heldig at blive en del af, havde Formel 1-køreren Jo Siffert fra samme by som forbillede. Så der var godt med piv i mange af deres dæk.

Selv havde jeg fornøjelsen at få et kørekursus af Jo i en formel 3 på banen ved Lac de Neuchatel. Du milde nogle kræfter …

Desværre omkom Jo Siffert den 24. oktober 1971 i en alder af 35 år under et løb i Kent i Storbritannien. Han var i familie med Helene.

Tit var jeg på udflugter med med Helene og hendes mor, Madame de Schaller. De var begge meget dygtige skiløbere, så jeg lærte af dem. Ved et tilfælde kom jeg til at køre morens Volvo 164 i stedet for Helene. 

Fra det øjeblik krævede moren, at det altid skulle være mig, der kørte bilen på vores ture.

Den fjer i hatten har siddet fast lige siden. At tænke i passagerernes tryghed og behag bør altså være en selvfølge.

Når man er alene, kan man jo sagtens køre, som om man havde stjålet den, og det holder jeg også meget af. Specielt på snoede bjergveje …

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god Weekend.
Torben Wilkenschildt