Juletrafikkens værste dage
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/12/2014 - 10:47
Fly & trafik
TRAFIK: Højtiderne skaber altid flaskehalse på vejene. Se, hvor du skal være særligt opmærksom.
Juletrafikken står for døren. I løbet af de næste dage og frem til Juleaftensdag ventes der op mod syv millioner biler på de spanske landeveje.
Færdselspolitiet advarer mod meget tæt trafik på vejene med op til 12 km kø på de mest trafikerede veje i landets storbyer.
Ifølge Generaldirektoratet for Trafik (DGT), er de mest udsatte strækninger A-1, M-40 og A-2, der fører ud af Madrid, og B-10 og B-20 fra Barcelona.
Syden har egne problemer
Længere mod syd er der udsigt til meget tæt trafik på A-92 og N-630 nær Sevilla, på V-30 og V-31 uden Valencia.
Vejnettet nær landets travleste lufthavne i populære turistområder som Alicante, Málaga, Murcia og Valencia vil også være hårdt belastet i forbindelse med julens rejsetrafik, og her må der forventes kø i dagene omkring jul og nytår. Så kør i god tid, hvis du skal nå flyet.
Juledag falder på torsdag og er hellig i hele landet, hvorimod fredag – 2. Juledag – ikke er helligdag. Men mange ventes at tage sig en ekstra fridag, så de får en forlænget weekend fra torsdag til og med søndag.
Også travlt mellem jul og nytår
Hele næste uge frem til nytårsaften vil der igen være meget tæt trafik, og det forventes, at mange vil holde fri fredag den 2. januar, ligesom det var tilfældet med fredag den 26. december.
Mange vil også benytte lejligheden til at holde fri mandag den 5. januar, som er normalt arbejdsdag, så de holder forlænget weekend til tirsdag den 6 – som er Hellig Tre Kongers Dag, og - som navnet antyder - National helligdag.
Butikkerne vil holde åbent i normalt omfang, med undtagelse af 1. Juledag, Nytårsdag og Hellig tre Kongers Dag.
Millioner af biler
I løbet af hele jule og nytårsperioden, som varer fra den 19. december til den 6. januar, vil der være op mod 17 millioner biler på vejene og der er udsigt til mellem 12 og 20 kilometers kø på de mest udsatte strækninger.
Der vil være udstationeret ekstra politi på vejene, og ved de største ud- og indfaldsveje vil der blive oprettet ekstra nødspor i retning af bycentrum, turist og handelsområder.
Flere kontroller på vejene
Alt vejearbejde vil blive suspenderet for ikke at genere trafikken, og særligt store køretøjer vil få køreforbud på de mest udsatte tidspunkter.
Færdselspolitiet gennemfører i hele jule- og nytårsperioden et stort antal narko- og spirituskontroller ligesom de nye supereffektive Pegasus-helikoptere vil være på arbejde hver dag.
Den nye model har installeret to kameraer. Det ene giver total oversigt over trafikanterne på en udvalgt strækning på 1.000 meter, mens den anden har et teleobjektiv, som kan læse bilernes nummerplader i en afstand af 400 meter og beregne hastigheder på op til 360 km/t med stor nøjagtighed.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.