Julián gi'r kvajebajer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/07/2013 - 07:00
Rejser & oplevelser
- Det er den dummeste beslutning, jeg har truffet i mit liv, fortæller Julián Zaragoza og henviser til sidste sommer, hvor han ændrede Happy ...
- Det er den dummeste beslutning, jeg har truffet i mit liv, fortæller Julián Zaragoza og henviser til sidste sommer, hvor han ændrede Happy Days til ukendelighed.
- Nu er Happy Days tilbage i sine gamle klæder, og jeg gi'r kvajebajer, når mine gamle kunder kommer tilbage, siger brødflove Julian med et smil.
Flere kunder er allerede tilbage
Happy Days er i øvrigt den ældste, danske restaurant på Costa del Sol, der hele tiden har haft den samme ejer.
Ups!
Sidste sommer besluttede Julian at ændre navnet på restauranten i Los Boliches til Taberna Sibarita. Samtidig forandrede han menukortet, så der kom flere spanske retter på bekostning af smørrebrødet og lune danske retter.
En beslutning, han inderligt fortryder den dag i dag.
- Mange danske stamkunder troede, at jeg havde solgt Happy Days og derfor fjernet det danske smørrebrød fra menukortet. Men jeg ville bare eksperimentere lidt og give restauranten et pift. Det skulle jeg aldrig have gjort, for eksperimentet gav den modsatte effekt. Kunderne brokkede sig højlydt over min beslutning og valgte at spise andre steder, siger Julián.
Åben i august
- Jeg har valgt at starte på en frisk og genetablere restauranten med samme kvalitet og service som tidligere. Kunderne skal have den samme opmærksomhed og føle sig tilpas ved at spise dansk frokost eller middag, fortæller Julián.
Juliáns søster, Isabel, er køkkenchef
Happy Days har for første gang nogensinde valgt at holde åben i hele august.
- Vi tilbyder lækkert dansk smørrebrød og har udvidet sortimentet med flere salater og forretter. Husets specialiteter er fortsat pariserbøf, stjerneskud og fiskefilet og den nye hovedret 'Secreto' har fået en pæn modtagelse, siger Julián.
Hver fredag og lørdag aften tilbyder Happy Days fri barbecue-buffet, hvor man kan spise, til maven sprænger.
Kvajebajer eller snaps
Hele sommeren byder Julián på en kvajebajer eller en snaps til alle gæster, der bestiller tre stykker uspecificeret smørrebrød.
- Det er den bedste måde at give en undskyldning på og byde kunderne velkommen tilbage i den genopståede restaurant, siger Julián.
Historiske billeder fra Happy Days
Fra indvielsen i 1982
Isabel, ”Burger-Lis” og Julián
Happy Days' tennis-team
Wienerschnitzel har gennem alle årene været en specialitet
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.