Kan døden også skabe glæde?

Normalt handler mine lørdagsklummer om de forhold i Spanien, der berører mig mest. I denne og forrige uge blev mit samfunds-engagement dog sat betydeligt i baggrunden, da min mor sov stille ind lørdag den 16. februar.

Min mor, Bertine, har altid været et fantastisk positivt menneske, der tog mod alle med åbne arme og gav dem masser af plads i hendes liv. Hun var et nærmest uhyggeligt ordensmenneske – altid med overblik – og jeg husker blandt andet husholdningspengene, der lå i kuverter for hver uge i måneden.

- Mor, kan jeg eventuelt låne lidt til... Ugens kuvert blev åbnet og beholdningen vurderet. Hvis svaret var nej, foreslog jeg så at kigge i kuverten til uge. - Torben, der er vi ikke nået til endnu!

Befrielsen

Min mor blev næsten 93 år, som hun ville være fyldt den 4. maj – dagen for budskabet om Danmarks befrielse fra den tyske besættelse. En dag, som altid blev fejret med masser af levende lys i vindueskarmene i min søster Meretes og mit barndomshjem på Frederiksberg.

Og netop besættelsen blev et vigtigt element i vores families skæbne. Den 21. marts 1945 gik vores mor med to måneder gamle Merete i barnevognen forbi den franske Jeanne d'Arc Skolen på Frederiksberg Alle 74. Da Bertine, mindre end fem minutter senere, var hjemme på Madvigs Alle med barnevognen, blev skolen fejlagtigt bombet af englændere, som troede det var Shellhuset.

86 børn og 18 voksne – flere af dem nonner – omkom under bombardementet. Min mor og søster kunne lige så godt have været blandt ofrene.

Jeanne d'Arc Skolen før bombardementet

Livets aften

For fem år siden måtte min mor opgive at bo alene i sin lejlighed. Hun blev visiteret til en beskyttet bolig og efter to år der, måtte turen nødvendigvis gå til en plejehjemsbolig.

Hårdt angrebet af Parkinsons - og andre sygdomme - sendte den tidligere gymnastiklærerinde i knæ. Men sej var Bertine, der også havde vist sin styrke som enke i 35 år efter min fars for tidlige død.

Så sej, kan man sige, at den sidste tid blev for svær.

Tårer

Selvfølgelig er det naturligt at græde og bære sorg ved meddelelsen om døden, ved bisættelsen, når boligen skal ryddes, ved urnenedsættelsen og i de mange andre situationer, der opstår undervejs.

De mange pårørende, venner og bekendte kom da også til bisættelsen med kondolencer og triste miner.

Præsten holdt en smuk prædiken, hvor han blandt andet sagde, at nu er Bertine ikke mere, og at vi har kun vores liv for en tid, kort eller lang, så er det forbi.

Hvor er det evige liv?

Det er rigtigt, at jeg eller andre ikke længere kan have en fysisk kontakt med mor og Bertine. I form af et kram, holde i hånd etc.

Men ligesom min far har været med mig siden hans død, vil min mor ligeledes være med mig, så længe jeg lever. Og med mine børn og børnebørn, vennerne og bekendtene for alt det gode, som de husker hende for.

For mig er det evige liv, at et menneske lever videre i og styrker dem, som den afdøde har skabt glæde hos. Ligesom man altid husker tilbage på gode oplevelser i sit liv. Bertine er der altså stadigvæk.

Har man den opfattelse af afdøde, bør sorgen kunne dulmes og snarest muligt erstattes af glæde. Uanset om dødsfaldet er sket pludseligt, eller freden er kommet for et usselt liv ødelagt af sygdom.

Både min mor og far elskede at rejse, og lige fra vi unger var helt små, tog de os med på ture til Sydeuropa. Efter jeg flyttede til Spanien i 1989 kom min mor på utallige besøg hos mig, indtil sygdommen desværre satte en stopper for det.

Bertine holdt meget af Spanien og de oplevelser, som vi fik sammen her i landet. Jeg har da også allerede fortalt hende om den rejseoplevelse fra Salamanca, som vores abonnenter får i morgen med Spanien i Dag Weekend.

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt