Kan man afkomplicere nogle bagsider af livets medaljer?

Forleden fik vi en kommentar fra en Amigo, der var godt og vel træt af være blevet gammel. Han fortalte om alt det, han ikke kunne mere.

Men er det ikke bare sådan allerede fra en ung alder? Jeg mistænker, at Rafa Nadal på 35 år ikke er gået i depression over, at han ikke længere er den bedste spanske tennisspiller og bliver slået af Carlos Alcaraz på kun 19 år.

Selv burde jeg egentlig også have grund til en dyb depression. Har selv været vild med tennis og spillet siden nyfødt teenager. Så er det bare lige, at ledbåndet i den højre fod er blevet så slap, at jeg vrikker om, hvis jeg træder på en céntimo.

Men har jeg andet at gøre, end at tænke tilbage på de fantastiske timer, jeg har haft på tennisbanerne og glæde mig over dem? Og over det, som jeg stadigvæk kan i stedet?

Slæbesild

Historikere fortæller, at de fattige i gamle dage i skipperbyen Marstal fik slæbesild. Et stykke syltet sild blev trukket henover det bare brød, så den afgav lidt smag. Om søndagen, hvor det skulle være ekstra fint, blev silden slæbt to gange.

Den galopperende inflation gør det meget sværere at få pengene til at slå til. Og for de svagest stillede endda meget, meget svært. Så meget, at nogle er nødt til at droppe silden og nøjes med det bare brød.

De lidt bedre stillede har det noget lettere. Nogle kan tære på opsparingen, hvis de vil fortsætte med samme levestandard. Andre igen sparer lidt hist og her, planlægger indkøbene lidt bedre og smider måske mindre ud.

Sætter bilens hastighed noget ned eller napper måske cyklen, offentlig transport eller finder ud af samkørsel med andre.

For nogle uger siden skulle jeg en tur til Antequera og havde ikke noget bestemt ankomsttidspunkt. Selvom det var på motorvej, besluttede jeg ikke at køre over 100 km/t. Da det er en minibus, vidste jeg, at besparelsen var på mindst 20 procent i forhold til de 120 km/t tilladte. Kom mere afslappet frem, og undervejs blev jeg lidt halvhellig og grinede lidt ad dem, der ræsede forbi mig.

Det gode ved situationen er, at det reducerede forbrug er godt for miljøet. Det dårlige er - efter min mening - at de ansvarlige politikere bare ser ud til at affinde sig med situationen og ikke gør noget ved årsagen på højt og koordineret niveau.

Atomkrig

Det er første gang vi bruger ordet her på redaktionen i forbindelse med krigen, for det skræmmer jo alle og enhver fra vid og sans. Putin har brugt det i forsøg på at skræmme, og medierne har ikke holdt sig tilbage for at få læserne til at klikke på siderne.

Truslen med atomvåben er dog blevet nedtonet lidt, selvom den amerikanske forsvarsminister truede med at gøre Rusland ukampdygtig én gang for alle. “Assistenter” har da også efterfølgende nedtonet hans noget uigennemtænkte bemærkning, der mere end noget andet kunne få Putin til måske at bruge et taktisk atomvåben af mindre kaliber til eksempelvis at gøre kål på Kyiv.

Atomvåbens-truslen. blev dog på ny anvendt fra Rusland efter Finlands beslutning om at ansøge om NATO-medlemskab.

Glædeligt er det dog, at flere og flere eksperter nævner klogskaben i, at Putin skal kunne fortælle om “en eller anden sejr” for at holde ansigt og finde på at afslutte krigen.

På den ene eller den anden måde skal vi kunne parkere frygten for atom-udslettelse på en P-plads. Jeg mener, når vi kører i bil, sidder vi jo heller ikke og frygter, at vi lige om lidt dør, når vi kører frontalt ind i en lastbil.

Eller sidder derhjemme og frygter, at boligen styrter sammen på grund af et jordskælv. Lige om lidt. Eller den berømte tagsten.

Vi skal vænne os til usikre år

Da Rusland fejrede 9. maj til minde om sejren over Hitlers Nazi-Tyskland, var Putin mere afdæmpet i sin tale, end eksperterne havde ventet. Noget kunne tyde på, at han nu tager sig god tid til invasionen i Ukraine. Måske sidder han endda og griner over, at de vestlige økonomier langsomt svækkes mere og mere. Og ikke mindst efter gasledningen til Polen blev lukket torsdag.

Under vores kommentarfelt med ‘Meninger om krigen’ publicerede jeg den 5. maj Atlantsammenslutningen publikation om fremtidens krige og krigsformer. Her hedder det blandt andet:

“Vi vil befinde os i en slags international krise de næste 20 år, hvor fokus konstant vil skifte fra den ene krise til den anden. Sådan en permanent international krise er et symptom på den stormagtsrivalisering, vi kommer til at se i de næste 20 år.

At skelne mellem krig og fred er ikke længere en klar mulighed. Vi lever i en gråzone, hvor forskelle forsvinder. Dette er blevet beskrevet som hybridkrigsførelse eller særlig krigsførelse.”

Du kan læse hele rapporten her

Det udfordrer os for alvor til at leve mere i nuet og tackle frygt på en måde, så den ikke ødelægger vores hverdag.

Det er altid godt at tale med andre om ens frygt. Måske kan andre ikke lige løse det, men det hjælper så godt at få luftet ud, så den ikke hober sig op hos dig alene.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og frygtløs weekend.

Torben Wilkenschildt