Kendis-kok har travlt i Los Boliches
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 21/05/2014 - 11:09
Kendte & kongelige
Restaurant i Málaga har travlt som aldrig før, men ikke med kunder. Da Spanien i Dag var forbi i går, stod alt inventar ude på strandpromena...
Restaurant i Málaga har travlt som aldrig før, men ikke med kunder. Da Spanien i Dag var forbi i går, stod alt inventar ude på strandpromenaden, og biksen er midlertidigt lukket. Den britiske kendis-kok Gordon Ramsay har spist, kritiseret, observeret og nu beordret make-over.
Der blev ikke taget imod gæster i går på Mayfair Restaurante
Restauranten er ved at få en ansigtsløftning tirsdag eftermiddag
Optagelserne til tv-programmet 'Kitchen Nightmares' hos Mayfair startede mandag.
Det foregår sådan, at restauranten selv har kontaktet produktionsselskabet og bedt om hjælp. Som regel kæmper ejeren med faldende omsætning, og så kommer Gordon forbi.
Han prøver nogle af de forskellige retter, kommer med (hård) kritik og gennemgår så forretningen. Det kan ende i, at han beordrer køkkenet lukket, hvis hygiejnen eksempelvis ikke er i orden.
Kaos hersker uden for restauranten
Hvorvidt dårlig hygiejne er årsagen til lukningen af Mayfair Restaurante, vides ikke. Da Spanien i Dag spørger, hvordan det er gået, finder vi nemlig hurtigt ud af, at personalet har fået mundkurv på.
- Det er gået godt, men jeg henter lige én, I kan snakke med, siger en kvinde, der står midt i alt rodet foran restauranten tirsdag omkring klokken 16:30.
Hurtigt kommer en anden engelsk kvinde ud til os på fortorvet og siger:
- Hej - tak fordi I kiggede forbi. Vi må ikke sige noget, siger hun kort og genner os væk.
Så er der bid
Vi sætter os hen et sted i nærheden og får en kop kaffe. En time senere går vi forbi igen, og så er der pludselig bid.
Dér var giraffen!
Gordon Ramsay sidder inde på den noget finere Gavia Restaurante, som ligger lige over for Mayfair, hvor folk stadig knokler med istandsættelsen. Jeg drister mig til at knipse et par billeder, men bliver lynhurtigt beordret til at gå af en meget emsig dame.
Kigger han på fotografen?
Kvinden i de røde bukser kæmper med at smide folk væk fra paseoen
Nå, men så må vi jo prøve at komme til genåbningen, hvor Gordon Ramsay vanen tro har fiflet ved menuen, trænet køkkenpersonalet og holder nøje øje med resultatet. Det kan muligvis være i aften.
Har været her før
Det er i øvrigt ikke første gang, at Ramsay er på Solkysten med sit tv-hold. Sidste gang besøgte han La Parra de Burriana i Nerja, for at hjælpe den unge restaurantejer, englænderen Laurence Davy. Det gik mildest talt ikke godt, og biksen er lukket i dag. Efter sigende endte det endda med, at Davy smuttede fra den synkende skude.
Se video fra episoden her:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.