Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Klager over klager

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 12/05/2014 - 11:17

Penge & Forbrug


Barerne i Málaga er trætte af brok fra de lokale beboere. Nu truer de med at gå i strejke, så deres naboer kan prøve at undvære de mange b...

Barerne i Málaga er trætte af brok fra de lokale beboere. Nu truer de med at gå i strejke, så deres naboer kan prøve at undvære de mange barer, der ifølge dem selv sætter gang i liv og forretning i området.

 

En opsigtsvækkende rapport fra Observatoriet For Bymiljø, Omau, konkluderer, at støj og larm fra de mange barer og restauranter i centrum får beboerne til at flygte ud af bymidten. Rapporten opfordrer kommunen til at begrænse omfanget af turisme i bymidten, for at undgå at indbyggerne flygter, lige som det er sket i Pedregalejo.

 

"Ikke flere barer, tak"

Beboerforeninger kræver et forbud mod flere natklubber i bycentrum. Men det er ikke faldet i god jord. En embedsmand fra kommunens turistråd har opfordret barejerne i Malaga til at gå i en 24-timers strejke i protest mod rapportens konklusion.

 

José Luis Ramos, der er formand for restaurationsforeningen EHMA-Costa del Sol, afviser kritikken og siger, at der er brug for en stærk turistsektor i byen.

 

- Når de taler om vores branche, er det altid på en nedsættende måde. De fremhæver de negative aspekter af turismen som støj og terrassebarer, men det skal til for at skabe job og gavne byens økonomi, siger foreningsformanden.

 

Ansigtsløftning til byen

Málaga er i løbet af de seneste ti år blevet kraftigt moderniseret og er blevet et populært turistområde i de senere år.

 

Málaga er forvandlet til et af kystens in-steder med et kæmpe udvalg af restauranter, barer og natklubber, hvor byen før bare var en by med en lufthavn, som Costa del Sols turister brugte, når de rejste til og fra Solkysten.

 

 - Der er ikke for mange barer, hvad vi mangler, er kunder, siger ejeren af en af barerne i bycentrum, Carlos Canales Han støtter EHMA-foreningsformandens udtalelse.

 

Masseturisme skaber beboerflugt

Det er rapportens forfatter, Pedro Marín, ikke enig i. Han advarer mod beboerflugt, masseturisme og ødelæggelse af den autentiske stemning i centrum, hvor lokale stadig lever sammen med de mange besøgende. Men antallet af barer og hoteller er i de seneste år steget så kraftigt, at der er fare for at boblen brister, og lokalsamfundet helt forsvinder.

 

- Turisterne elsker Malaga for sin autentiske spanske stemning, advarer han.

 

Pedro Marin mener, at service og faciliteter til turismen skal styres i harmoni med de klassiske aktiviteter, og at kommunen nu må gribe ind for at forhindre destruktion af livet i bymidten.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.