Klar, parat, start
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 24/05/2012 - 11:26
Rejser & oplevelser
Så er der sat dato på indvielsen af den nye landingsbane i Málaga og ikke mindst: Den længe ventede tunnel i San Pedro, som har kostet benzi...
Så er der sat dato på indvielsen af den nye landingsbane i Málaga og ikke mindst: Den længe ventede tunnel i San Pedro, som har kostet benzin, sved og tårer hos tusindvis af bilister og masselukning i det lokale erhvervsliv i San Pedro.
Det bliver nu endelig en hel del lettere at være bilist i Marbella
Fra den 24. juni vil Málaga officielt tilhøre den lille eksklusive elite af spanske lufthavne, der kan blære sig med at have mere end én landingsbane, og fra den 26. juni vil bilister på strækningen gennem Marbella kunne benytte den nye tunnel under hovedgaden i San Pedro.
Indvielserne af to af de største infrastrukturelle anlægsarbejder i Málaga Provinsen finder sted, når Udviklingsminister, Ana Pastor, kommer til Costa del Sol den 24. juni i selskab med formanden for det spanske lufthavnsvæsen, AENA, Jose Manuel Vargas.
En god sjat penge
Den nye landingsbane har kostet det, man vil kalde en go' sjat penge. Men med investeringen på over 400 millioner euro bliver kapaciteten næsten fordoblet. Antallet af flystarter og -landinger sættes op fra de nuværende 37 til 72 i timen, og den nye lufthavnsterminal T-3 kan betjene op mod 9.500 passagerer i timen.
Málaga bliver hermed den femte lufthavn i Spanien med mere end én landingsbane, efter Madrid med fire, Barcelona med tre og Palma de Mallorca og Gran Canaria med hver to.
De første kommercielle fly satte deres hjul på banen den 17. maj, og derefter har lufthavnen så haft en god måneds tid til at indkøre trafikken på den nye landingsbane.
I første omgang vil den nye start- og landingsbane kun blive anvendt i perioder med øget trafik, som for eksempel i sommer-højsæsonen.
Fem års pine er slut
Og så to dage efter indvielsen i lufthavnen er der altså også rigtig godt nyt for bilister i den vestlige del af Costa del Sol, når den nye tunnel under hovedgaden i Marbella forstaden San Pedro de Alcántara langt om længe bliver indviet.
Efter fem år med forsinkelser og stop i anlægsarbejdet er den godt en kilometer lange tunnel klar til at åbne op for den første trafik under den gamle N340-landevej gennem byen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.